Lea Holtze |
12. oktober 2009
For Søren Dalsgaard Poulsen er tro og tvivl en naturlig del af livet. En revurdering af troen rykker ham konstant nærmere Gud, mener han
I en sort lædersofa sidder den 27-årige Søren Dals- gaard Poulsen. Hans kortærmede bluse afslører straks et levn fra fortiden. For på hans underarm står en 10 år gammel tatovering tilbage – et sort kors med påskriften LIV og LYS er et tavst vidne om, at troen på Gud har været altafgørende for Søren. Over den eftertænksomme unge mands hoved hænger to gudinder – den feminine side af Gud, som han beskriver det. Fortidens bekymringer er ikke at spore i hans ansigt. Men bag korset på armen gemmer sig Sørens fortid.
Søren Dalsgaard Poulsen har interesseret sig for det åndelige, lige så langt han kan huske tilbage. Og med en mor i new age-miljøet fik han tidligt masser af input. Men som 15-årig ønskede Sørens far at præsentere ham for et andet religiøst ståsted. Han ville ikke trække noget ned over hovedet på sin søn, men af omsorg for drengens ve og vel præsenterede han Søren for troen i en frikirke. Og Søren fik derfor læst højt fra Johannes' Åbenbaring om dommedag.
– Jeg blev virkelig skræmt. For det gjaldt jo mig, det, han læste op. Det var jo mig, han pegede på. Alt det, jeg troede på, førte mig væk fra Gud. Og derfor kunne jeg ikke blive frelst. Det ramte mig straks med frygt og dårlig samvittighed, for jeg ville jo gerne Gud, fortæller Søren.
Kort tid efter besluttede han at sige ja til Gud og blive gendøbt i en frikirke på Viborgegnen.
– Jeg følte det som en lettelse. Det tror jeg er typisk for unge, der finder en religion. De føler, at de har fundet sandheden, og så bliver de meget ivrige og firkantede. Så også jeg skiftede ret kraftigt livsstil, for jeg ville gerne tage religionen og Bibelen alvorligt.
Som 15-årig fravalgte Søren alt, hvad der hed alkohol, rygning og visse film og bøger.
– Jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville leve et liv i overensstemmelse med Guds vilje. Så det var en forpligtelse. Det gav selvfølgelig også en tilfredsstillelse. Men det var nu ikke det, der prægede min bevidsthed. Jeg følte bare, at jeg skulle leve efter Guds vilje og være en god kristen.
Men det pres, Søren lagde på sig selv, var mere, end han kunne holde til. De dogmer, han følte, han skulle leve under, virkede som besnærende bånd.
– Jeg havde hele tiden dårlig samvittighed. For jeg havde troen, men jeg havde ikke livsførelsen, forklarer han.
Da Søren var blevet student, flyttede han til Århus for at studere. Og han traf en beslutning om at tage sig sammen og lave en ny begyndelse for sin kristne tro. Han begyndte at komme i pinsekirken. Her mødte han sin nuværende hustru. Det hele gik strålende for en tid.
– Men jeg følte mig i stigende grad utilpas. Jeg begyndte at få åndelige kriser og frygtede at blive fortabt. Det kan være svært at forstå for udefrakommende, men jeg levede i et kristent miljø, hvor man er overbevist om, at man kommer i Helvede, hvis man er en dårlig kristen. Man bliver fyldt med frygt, hvis man tvivler på, at man er en god kristen. Og det gjorde jeg.
Søren blev bange for Guds straf. Han blev bange for at overtræde regler og rammer. Op- og nedturene bølgede frem og tilbage. Og den gennemgående følelse var enslydende – frygt og utilpashed.
– Den utilpashed var starten for mig på en ny rejse i mit forhold til Gud og religion. For det drev mig ud i en situation, hvor jeg blev nødt til at lytte til mig selv. Jeg kunne mærke frihedsfornemmelsen og længslen efter at blive helt fri af de besnærende bånd.
Som en del af Sørens vandring mod sandheden begyndte han at læse teologi. Som udgangspunkt for at blive præst. Men studiet blev en del af hans erkendelse af, hvem Gud er – og ikke er – for ham.
– Jeg fik øjnene op for, at tingene ikke var så sorte og hvide. Jeg fik erkendelsen og redskaberne til at gøre op med den gamle fundamentalistiske bibelforståelse, der var blevet til et tankefængsel for mig.
Derfor ønsker Søren i dag ikke at være tilknyttet et trosfællesskab. Han vil ikke længere karakterisere sig selv som religiøs, men i stedet som spirituel. Og han vil ikke underlægge sig nogen dogmer, som han selv udtrykker det.
– Jeg tror på Gud. Men jeg tror ikke på nogle bestemte ting om ham, som jeg skal holde sande. Det er ikke vigtigt for mig, at det er den kristne Gud, jeg tror på. Bekendelsen er ikke vigtig for mig. Min tro er mere en tillid til, at når jeg lever et åbent liv, over for hvem Gud end måtte være, så skal jeg nok komme den rette vej. Det er tro for mig, siger Søren.
holtze@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad