Det kunne have været så godt. Den åbne og moderne Tingbjerg Kirke er placeret centralt i hjertet af den berømte arkitekt Steen Eiler Rasmussens stort tænkte bydel i København, som igen er omgivet af fine rekreative og grønne områder. Aktiviteter i kirken er der også mange af fra familiemiddage over musikalske tilbud til aktiviteter for unge og mange typer af socialt arbejde. Sognepræst gennem 18 år Ulrich Vogel har vist stor forståelse for og søgt dialog med kvarterets mange muslimske indbyggere, og i kirkens egne udgivelser har han beskrevet, hvordan tro, håb og kærlighed har været og er hans motto. Det hele kunne altså have været et mønstereksempel på en dansk sognekirke og en afholdt præst, som får kultur og folkelighed til at gå op i en højere enhed. Men virkeligheden er desværre en anden. Folkekirken i Tingbjerg er blevet kastet ud i en dyb krise, efter at præsten som følge af flere års oplevelser med hærværk og personlig chikane har valgt helt at forlade området, mens mange medlemmer af det lovligt og demokratisk valgte menighedsråd nu end ikke tør udtale sig med navns nævnelse af frygt for hævn-aktioner.

Det, der især gør situationen i Tingbjerg til en skandale, er, at myndighederne i praksis nærmest har givet op. Årtiers indsats med samarbejde mellem politi, kommune, skole og andre myndigheder har slået fejl. Og ingen aner reelt, hvad der kan bringe situationen under kontrol. En uheldig blanding af høj arbejdsløshed, mange utilpassede unge, problemer med misbrug samt en stor andel af beboere med anden etnisk baggrund end dansk har ført til kaotiske tilstande og en helt forkastelig modstand mod stort set alle autoriteter. Den manglende respekt har ramt alt fra skole til politi og nu altså også stedets fredsommelige folkekirke. Folkekirken er de fleste steder i landet flertallets kirke og samlingspunkt i lokalmiljøet. I Tingbjerg fremstår kirken, som er blevet truet til tavshed, og præsten, der brutalt er kastet ud i en personlig tragedie, nu som sindbilledet på, hvordan det danske samfund er trængt ud på sidelinjen, mens en kriminel og retsløs subkultur i praksis har overtaget magten.

Det er muligt, at eksperterne har ret, når de siger, at det, der er sket, ikke skyldes de unges overvejende muslimske baggrund. Men det er kun en ringe trøst for præsten og alle de andre ramte fra området. For dem er problemerne nemlig både reelle og virkelige, uanset hvad årsagen er. I sagen om irakerne fra Brorsons Kirke efterlyste flere respekt for kirkens rum. I sagen fra Tingbjerg efterlyses nu ægte respekt for mennesker. For Danmark bør ikke acceptere subkulturer, der med vold og trusler uden respekt for andre mennesker gør sig selv til ulovlige, lokale autoriteter.