Tragedien er blevet en folksesag

Men hvad er denne nye form for frivillighed et udtryk for?

Professor i psykologi Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet forklarer den stigende interesse for at engagere sig i denne type sager med en øget individualisering.

– At moderne mennesker er individualister, betyder ikke, at vi ikke har behov for fællesskaber. Det er blot nogle, vi selv skaber og opsøger, i modsætning til tidligere hvor de var givet på forhånd. Hvis man skal tolke det negativt, kan man kalde det for et flygtigt erstatningsfællesskab, men det er samtidig et udtryk for et oprigtigt og eksistentielt behov for at gøre noget for andre og tilhøre noget, der rækker ud over en selv, siger Svend Brinkmann.

Han henviser til, at man historisk set altid har arrangeret eftersøgninger i lokalsamfundene, hvis et menneske forsvandt.

– Men dengang var det ikke nødvendigt at skabe en fortælling om, at man gjorde det. Det var en naturlig del af fællesskabets liv, at man var med i eftersøgningen, hvis en af de lokale fiskere forsvandt på havet. I dag skal der etableres en sag i medierne.

Alene hos Syd- og Sønderjyllands Politi sætter man 65-67 personeftersøgninger i gang om året. Mange er kortvarige og kommer aldrig til offentlighedens kendskab. Men Kirsten Bay Andersens sag nåede hele landet. Lørdagen efter, at hun forsvandt, mødtes godt 150 mennesker på torvet Gravene i Haderslev. Nogle stod for kaffe og andre for varme pølser. Målet var de fælles om. Eftersøgningen foregik i grupper, da man med Bianca Wortmanns ord "var nødt til at tænke på det psykiske, hvis vi fandt hende".

Lederen af hundepatruljen i Syd- og Sønderjyllands Politi, Jan Rebsdorf, har deltaget i adskillige eftersøgninger og oplevede for første gang den nye type frivillighed i december 2008, hvor den 18-årige Mads Olin Pedersen forsvandt i Ribe.

– Folk i byen var meget berørte af situationen. Det er meget prisværdigt, at nogen hjælper til, når familien opfordrer til det, siger Jan Rebsdorf, der også har deltaget i eftersøgningen i Haderslev.

– Men selvom befolkningen hjælper os, bliver det aldrig en erstatning for vores arbejde. Vi er nødt til at være 100 procent sikre på, at vi har været alle steder, og en gang imellem kommer de da også til at gå os i bedene, så de for eksempel kommer på tværs af politihundene, men så tager vi blot området en gang til, siger Jan Rebsdorf, der er positiv over for de frivillige initiativer.

I udlandet er denne form for private eftersøgninger velkendte,siger sociolog og lektor ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen:

– I USA og Storbritannien har der været hundredvis af sager, hvor lokalsamfund er blevet forenet i sorg, vrede eller afmagt i forbindelse med forbrydelser og eftersøgninger. Der er eksempler på månedlange eftersøgninger, hvor frivillige går ud i skovene. Mange af disse sager rokker ved vores samfundssind, de forarger, så folk føler, at de må handle. Vi lever i en verden, hvor man kan føle sig magtesløs over for global opvarmning eller terrorisme, men her er en håndgribelig opgave, en eftersøgning, som man kan deltage i. Det fordrer ikke, at man er forsker eller har mange penge på lommen, man skal blot have tid og vilje, siger Michael Hviid Jacobsen og fremhæver, at mediernes rolle er central for at forstå fænomenet. Tv og internet skaber en opmærksomhed omkring disse ofte spektakulære sager, der kan være med til at aktivere borgere i lokalmiljøet, forklarer sociologen, der samtidig afviser, at der er tale om frivillige, som drømmer om femten minutters berømmelse i mediernes søgelys.

– Det ville være en unødig mistænkeliggørelse af den gode vilje og mennesker, som ønsker at hjælpe. Men skal man endelig se kritisk på fænomenet, kan man spørge, hvorfor ingen arrangerer eftersøgninger af den 82-årige forvirrede kvinde, der har forvildet sig væk fra plejehjemmet?

Han giver selv svaret: Fælles for sagerne er, at de ofte bærer præg af en vis mystik – tvivlen om, hvorvidt der er tale om en forbrydelse, trigger folk, og det er derudover afgørende, at man kan spejle sig selv i personen.

Det bekræfter professor Svend Brinkmann.

– Det handler om individ og identifikation. Man ser også i stigende grad eksempler på folk, der donerer penge til mennesker, som er kommet i klemme i systemet eller mangler penge til en operation. Det er lettere at identificere sig med et enkelt individ end en mere abstrakt sag som eksempelvis klimaproblemet.

I følge sociologen og psykologen er ønsket om at handle og ønsket om fællesskab de primære drivkræfter, men Michael Hviid Jacobsen vil heller ikke afvise, at fænomenet også kan tolkes som et udtryk for en manglende tillid til de professionelles arbejde.

– De fleste danskere har hørt om en politireform, der i indkøringsfasen har voldt mange problemer. Der er flere eksempler på borgere, som har ringet forgæves til politiet, og man kan godt forestille sig, at der kunne opstå en ny frivillig-ånd i skyggen af den reform.

Biskop over Haderslev Stift Niels Henrik Arendt fulgte ligesom resten af befolkningen sagen om den forsvundne sønderjyske kvinde, og det overraskede ham, i hvilken grad Haderslev pludselig fik hele Danmarks bevågenhed.

– Uden at det på nogen måde skal lyde nedladende, så undrede det mig, i hvor høj grad den slags sager optager folk på landsplan i betragtning af, at der immervæk sker adskillige mord, og at der hvert år dræbes hundredvis i trafikken, siger Niels Henrik Arendt.

– For mig er det et udtryk for, at vi lever i en mediekultur, hvor alles opmærksomhed rettes ét sted hen i en brøkdel af et sekund. Det er unikt for vores tid, at vi pludseligt og kollektivt røres på denne måde. Naturligvis har man tidligere kunnet samle sig om katastrofer – terrorangrebet 11. september, tsunamien og også lang tid før det. For eksempel havde vi her i lokalområdet katastrofen på Haderslev Dam i 1959, hvor over 50 mennesker omkom. Det optog hele byen og det meste af landet i tiden efter, men flere af de seneste sager har skabt en utrolig opmærksomhed.

Biskoppen iagttog, hvordan mange undervejs i forløbet kom på fornavn med Kirsten Bay Andersen uden at kende hende, og også her mener han, at forklaringen skal findes i den fortælling, pressen skabte.

– I kraft af medierne bliver skellet mellem fremmed og kendt forrykket. Gennem mediernes dækning får man en fornemmelse af at kende vedkommende, og derfor omtaler de vedkommende, som om hun var en nær slægtning. Vores lokale avis gav blandt andet mulighed for, at folk kunne sende kondolencehilsner til Kirsten Bay Andersens familie, og det var der mange, som ikke havde kendt hende, der benyttede sig af.

Det blev ikke de frivillige, men politiet, der efter den storstilede eftersøgning bjærgede liget af Kirsten Bay Andersen den 6. oktober. Bianca Wortmann, der havde taget initiativ til eftersøgningen, modtog beskeden på telefon.

– Jeg blev meget chokeret. Under hele eftersøgningen havde vi håbet om at finde hende i live. Det var jo derfor, vi fortsatte, men bagefter følte jeg mig helt tom. For jeg brændte simpelthen for at finde hende.

Efterfølgende arrangerede lokale et fakkeltog gennem byen, og over 400 deltog. Biskop Niels Henrik Arendt ser mindeceremonien som en naturlig afslutning på forløbet.

– Fordi folk følte, at de kendte hende, blev der skabt et behov for at ritualisere afslutningen. Mange af dem, som gik med i fakkeltoget, ville have syntes, at det havde været for meget, hvis de var gået med til begravelsen, for så tæt var de alligevel ikke på hende. Men de havde alligevel brug for en afsked med det, som havde fyldt så meget i deres liv, siger biskoppen, der sagtens forstår behovet for en kollektiv markering.

– Men der er samtidig noget underligt modsætningsfyldt i, at mange mennesker går over på den anden side af gaden, når de møder nære bekendte, som har mistet og er i sorg. Det ville være godt, hvis vi også kunne rumme sorgen i det nære. Det er vi meget dårligere til.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk