Til Peter Fischer-Møller: Tak for en velunderbygget begrundelse for klimaklokkerne. Næsten ufatteligt, at kronikken kunne give anledning til mistanke om rod i hovedet!

Når Agnete Raahauge bringer diskussionen ned på et niveau, hvor hun kalder en Peter Fischer-Møller for løgner, fordi han har formuleret sig upræcist, eller fordi han har justeret sit udsagn på grund af den løbende debat, ja så kan det måske skyldes, at hendes reelle argumenter er ved at slippe op. Det er i hvert fald påfaldende, at Agnete Raahauge kaster sig ud i ordkløveri i stedet for at tage stilling til substansen i biskoppens kronik.

Det ser ud til, at Agnete Raahauge primært argumenterer ud fra sine holdninger, og det er som udgangspunkt forkert. Når majoriteten af forskere på klimaområdet regner med betydelige forandringer, er det en risiko, vi ikke kan se bort fra – heller ikke selv om nogen forskere mener det modsatte. Det er en reel risiko, som vi må forholde os til. Vi kan ikke være for eller imod, lige så lidt som indbyggerne i New Orleans kan være for eller imod risikoen for, at byen rammes af en ny orkan. En reel risiko kan ikke gøres til genstand for politiske eller holdningsmæssige bedømmelser, men kompetente videnskabsmænd kan forsøge at bedømme risikoens størrelse, og det har de da også gjort i et vist omfang. Hermed være ikke sagt, at politikere ikke skal blande sig i debatten. Det skal de i høj grad. De skal imidlertid ikke definere problemstillingen, men koncentrere sig om at tage stilling til, hvordan de vil agere i forhold til problemet.

Også præsterne i Folkekirken skal naturligvis deltage i diskussionen på livet løs, men deres rolle er den samme som politikernes. Præsterne er ikke specielt kvalificerede til at foretage en risikovurdering vedrørende temperaturstigninger. Deres opgave er at diskutere, hvordan kirken skal agere i forbindelse med problemstillingen. Når en biskop argumenterer for, at vi ved kirkens mellemkomst skal få håb, styrke og mod til at gennemføre de nødvendige forandringer, så er han på ingen måde ude i et politisk ærinde. Tværtimod! Han vurderer, hvordan han kan formidle budskabet om Guds betingelsesløse kærlighed til mennesker, som frygter, at deres verden er ved at bryde sammen. Det kan endda være, at han får os til at forstå, at selv om vi ikke evner at stå sammen om de opgaver, der skal løses – og det er der en vis risiko for – ja så kan vi alligevel regne med Gud. At klimaet på den måde gøres til et religiøst emne, er - i hvert fald for en lægmand – svært at finde upassende.

Hver søndag beder præster landet over for dronning, regering og folketing. Ikke for at disse mennesker skal gennemføre en bestemt politik, men for at give dem mod til at handle til samfundets bedste. Det er vel ikke en politisk bøn? Lige så lidt er det politik at lade klokkerne samle os til fælles bøn den 13. december, når verdens mest magtfulde politikere mødes for at afgøre planetens fremtid.