Generaliseringer om mænd og kvinder har Jacob Ludvigsen ikke meget tilovers for. For ethvert menneske skal jo finde sin egen vej i livet, og vi har alle fået hver vores portion af såkaldt feminine og maskuline egenskaber, uanset hvor mange x-kromosomer vi har til rådighed, som han siger. Men holdninger til mænd og kvinder – det har manden, der i sin tid stiftede Christiania. Og det måske hjemmelavede ord "kvotekællinger" spyr han hånligt ud fra sit velvoksne fuldskæg:
– Skulle det forestille at være ligestilling? Kvotekællingerne har skabt en hel industri omkring sig selv med såkaldte kønsforskere, der har gjort det til deres statsfinansierede erhverv at fastholde kvinder i en offerrolle. Men hvis man ser på Folketingets partier, er det svært at se problemet. Vi har jo nærmest matriarkalsk styre, når man tæller landets partiformænd. Og hvis man er utilfreds med, at der stadig sidder et lille flertal af mænd i Folketinget, skulle man hellere rette skytset mod de kønsforræderiske vælgere, der stemmer på mænd.
Jacob Ludvigsen tager sig god tid med at lade sine lunger med ilt, inden han fyrer de næste sætninger af for fuld kraft.
– Hver gang der er flere mænd end kvinder på et kunstmuseum eller i en bankbestyrelse, skal det gøres til et kønspolitisk spørgsmål. Det er en underlig gold og statistisk måde at anskue tilværelsen på, synes jeg, og jeg tror ikke, at det bidrager til fælles lykke og samdrægtighed. Men debatten er slået meget skæv for tiden, siger han og vender det hvide ud af øjnene bag de tykke briller.
Selv har Jacob Ludvigsen sat spor i de sidste fem årtiers danske debat som få andre. For han har haft det med at placere sig lige dér, hvor tidens bølger pludselig kom til at bruse stærkest. Allerede som journalistelev blev han headhuntet af Ekstra Bladet, kort før ungdomsoprøret brød ud, og som "provo-reporter" blev han et talerør for "de vilde unge". Landskendt blev han sammen med Jesper Klein som studievært i det provokerende ungdomsmagasin "Peberkværnen". Og som redaktør på sin egen avis, Hovedbladet, opfordrede han i 1971 i en historisk artikel til at oprette fristaden Christiania. Siden har han præget debatten som lederskribent, journalist og reklamemand bag en stribe af de mest kendte kampagner herhjemme. Han har været pendler fra Bornholm siden 1970'erne, og årene har ikke taget farten ud af ham. For så sent som sidste år var han med til at starte en ny avis, Lokalavisen Bornholm, som han flittigt fylder ud, ligesom han stadig skriver bøger – for tiden slås han med sin selvbiografi – reklametekster og klummer til blandt andet Ekstra Bladets bagside som fast medlem af avisens udvalg af "Vrisne gamle mænd". Men selvom han har meget at vrisse over, ønsker han sig trods alt ikke tilbage til kønsrollemønsteret før ungdomsoprøret.
– Rødstrømpebevægelsen havde da ret i mange ting, men det blev også til et fanatisk projekt, hvor alle mænd i boligkollektivet skulle kaldes "far", hvis ikke manden skulle gøres til hovedfjenden. Jeg stejler pr. refleks over for fanatisme i alle dens afskygninger, og nutidens universitetsfeminister har sagt i al stilfærdighed også tendens til fanatisme. Men det er da positivt, at vi slap af med den gammeldags hustyran. Ham tror jeg ikke, at der er nogen, der savner. Jeg har selv læst mig igennem tusindvis af artikler fra de danske dameblade fra 1930'erne til 1960'erne, hvor man kan læse brevkasseindlæg, der handler om, hvordan en frue skal spørge sin mand om lommepenge. Det har jeg beskrevet i bogen "Vores ugeblade". For det var jo blandt andet den latterlige kønsrollekultur, der førte til, at kvinderne i stort tal kom ud på arbejdsmarkedet for at tjene deres egne penge i stedet for at tigge om dem som små børn.
Jacob Ludvigsen var selv med til at gøre opmærksom på mange urimeligheder, som man(d) bød kvinder før ungdomsoprøret. Men i dag er det på tide, at kvinderne begraver stridsøksen, mener Jacob Ludvigsen.
– Jeg tror ikke, at der er ret mange mænd tilbage, der vil gøre sig til grin i de små hjem ved at sige: "Jeg er manden, så jeg bestemmer". De fleste har nok indset, at kvinder og mænd i mangfoldige af livets forhold skal være lige, men de skal ikke være ens. Det er et i enhver henseende umuligt og urimeligt krav. Ved hele tiden at harpe løs risikerer nogle af tidens kvinder at etablere en usund terrorbalance i hjemmet, og det kunne jo være, at herren i huset skulle sætte fruen i huset lidt på plads frem for at dukke sig. Jeg skal ikke gøre mig til fortolker af andres indbyrdes liv, som jeg jo ikke har kendskab til, men en følge af den dramatiske ændring af tidspunktet for kvinders førstegangsfødsel er tilsyneladende, at de har vænnet sig til et singleliv uden de sorger og glæder, som familieforøgelsen vil medføre. Og det er jo ikke for ingenting, at det hedder familieforøgelse. For et barn hører hjemme i en familie.
Jacob Ludvigsen læner sig frem i stolen og fortsætter så, næsten vredt:
– Jeg har lidt ondt af børn, hvis far er en anonym sæddonor, fordi moderen foretrak rollen – måske offerrollen – som enlig mor. Det samme gælder de kvinder, der råt og brutalt kasserer barnefaderen. Det er hendes instinkter, som udpeger barnefaderen. Men så er det også kortsynet og egoistisk sidenhen at dumpe sit barns far og henvise ham til rollen som hverandenweekendfar.
Men det gælder vel også den anden vej?
– Ja, det er klart. At skilsmissen findes som en juridisk udvej, hvis alt strander, er naturligvis en menneskerettighed. Men især manden har pligt til at gøre, hvad der er muligt for at redde situationen frem for at acceptere kravet om skilsmisse med deraf forfærdende følger for følelser og fællesøkonomi. Man skulle måske overveje at lægge afgift på skilsmisser, som koster samfundet dyrt, både emotionelt og økonomisk. Både mænd og kvinder bør mande sig mere op, når det handler om at holde sammen på familien.
Woody Allen har sagt, at ægteskabet er det eneste sted, hvor man sover i samme seng som fjenden. Den tankegang udspringer også af, at ægteskabet handler om kønskamp, men det er en af tidens store misforståelser, mener Jacob Ludvigsen, der selv har været gift med sin kone, Elizabeth, siden de var helt unge. Deres to døtre har med årene skænket dem fire børnebørn.
– Friktionspunkterne i et ægteskab er utallige og nogle gange utålelige. Hvis knubbede ord får lov at hænge i luften, lades der jo op til torden, men hvis begge parter arbejder på at give slip på stædigheden ved at sige hurtigere undskyld og glemme den andens fejl, så driver den slags hurtigt over. Manden og kvinden har jo masser af ting at tilbyde hinanden. Og jeg synes, at det er en berigelse at bo sammen med et menneske, der ser tingene fra en anden vinkel. Elizabeth har en helt anden analytisk tilgang til tingene end jeg selv, og jeg beundrer hende meget.
– Tidligt lovede jeg hende, at hun ikke behøvede at tage arbejde, for dengang havde hun ikke lyst til at sidde på et kontor, mens vores døtre blev passet i byen. I stedet oprettede hun en urtegård med økologiske lægeplanter, som hun forvandler til cremer og sælger under mærket Elizabeth Løvegal. Hun har virkelig været kittet i vores familie. Og hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, at kvinder generelt er lidt bedre end mænd til at være base på den måde. Men det behøver jo ikke at være de klassiske kønsroller, der driver et hjem. Det kan jo også være manden, der er base, mens børnene er små, men det er synd at udlicitere opdragelsen ved at sende helt små børn i institution fra morgen til aften.
Er det ikke let at sige, når du har fået lov til at folde dig ud, mens din kone gik hjemme?
– Jo, jeg har været heldig, og jeg har både følt en stolthed og et ansvar over at skulle være forsørger. Trangen til at være familiens forsørger og beskytter tror jeg sådan set ligger i mange mænd. Men grænserne mellem det maskuline og feminine er jo flydende kønnene imellem. Jeg er for eksempel ikke særlig vaks med en hammer, så det vil Elizabeth hellere tage sig af, men jeg er da lejlighedsvis blevet set med en støvsuger. Man må jo yde efter evne, og hvis man ønsker det, finder man jo også hurtigt ud af, hvordan man bedst kan hjælpe hinanden.
– Problemet opstår, hvis man kun ser sin ægtefælle som en del af ens selvrealiseringsprojekt, for så kommer man til at give op for hurtigt. Man skulle hellere tænke på, hvad man kan give den anden. For i en familie må man jo netop nedtone sine egne behov og sin egen stædighed, så der bliver plads til hinanden. Og hvis man vil have så meget frihed, at der ikke er plads til andre, skal man slet ikke stifte familie. Forældrene må se i øjnene, at de sammen skal flette en tredje tilværelse på grundlag af deres individuelle arv og miljø, og at de muntre ungdomsdage vil tage en anden drejning. Her må manden give afkald på en del af sine aktiviteter, man kan ikke hænge ud på samme måde som før.
Men for Jacob Ludvigsen er rigtige mænd ægtemænd, for det er ingen dyd at have nok i sig selv. Og på det punkt mener han, at kvindefrigørelsesbevægelsen og ungdomsoprøret svigtede idealerne om fællesskab.
– De på overfladen sorgløse dage, hvor promiskuitet skulle ophøjes til en dyd, og hvor mor og far skulle ud at realisere sig selv, er uforenelige med livet som småbørnsforældre, ja uforeneligt med pagten mellem mand og kvinde. Dette forlorne frisind, denne fornægtelse af begrebet jalousi som en borgerlig-dekadent fordom, blev præsenteret som den moderne livsform, befriet for ligusterfascistisk ejendomsfølelse.
– At næsten alle ægtefolk en eller flere gange kan blive tiltrukket af et andet menneske af det modsatte køn, er noget, som man skal styre uden om, men måske kan løbe ind i, og det er noget, der må overvindes og tilgives og måske kan vendes til øget gensidig opmærksomhed. Og ægteskabet er det første sted, hvor man burde forvandle kønskampen til en pagt. For selvom der skal være ligeværd, behøver det jo ikke at betyde, at vi skal være ens. Og manden er kommet for at blive.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
