Alice Rasmussen er 76 år, pensionist og bor i Hørsholm

– Hvor meget jeg beder, afhænger af, hvordan jeg har det. Jeg beder, når der er noget, jeg har brug for hjælp til. Så nogle gange er det oftere end andre.

– Jeg kan finde på at bede, hvis der er en, der er syg. Eller hvis jeg mister en, der står mig nær. Og så beder jeg jo, når jeg går i kirke. Der beder man jo altid fadervor. Jeg går som regel i Søllerød Kirke, for der er jeg døbt, konfirmeret og gift, siger hun.

– Men ellers beder jeg derhjemme. Det er ikke noget, jeg siger højt, men mere noget, jeg tænker, siger hun.

Henrik Schlichtkrull er 50 år, frisør og kunstmaler og bor i Nivå

– En gang imellem beder man vel. Men det er noget, jeg har et afslappet forhold til. Jeg går for eksempel ikke i kirke. Men nogle gange er der noget, man gerne lige vil snakke om. Jeg har ikke lyst til at fortælle, hvad jeg beder om, for det er meget privat, synes jeg. Men det kan være alt muligt – både gode og dårlige ting. Gode ting, som man måske gerne vil takke for, siger han og forklarer:

– Jeg vil tro, at jeg beder fem eller seks gange om året. Det kommer an på, hvad der sker omkring mig – det er omgivelserne, der gør det.

Birthe Pedersen er 42 år, pensioneret lektor og bor i Storvorde nær Aalborg.

– Som barn bad jeg hver dag, fordi jeg havde en dårlig barndom. Det gav mig trøst. Så jeg brugte bamsen og fadervor. Det gjorde simpelthen, at jeg kunne sove, siger hun.

– Nu beder jeg bare en gang i- mellem, når der er en krisesituation. Det kan være alle mulige kriser. Når min søn bliver ældre og begynder at gå ud, vil jeg sikkert også bede for, at han kommer sikkert hjem. Når jeg beder, siger jeg mit fadervor inde i hovedet på en bestemt måde i en bestemt rytme. Bagefter føler jeg, at der er nogen, der hjælper mig. Og så har jeg det fint. Det er en form for hjælp, der får en til at tro på, at problemet så går væk. Man giver det ligesom fra sig og tænker "ta' du den", siger hun.

holtze@kristeligt-dagblad.dk