Et blodigt terrorangreb i Iran kan få præstestyret til at opføre sig endnu mere afvisende på den internationale scene. Resultatet kan blive farligt
Mens Irans ledelse lover hævn mod Pakistan, USA, Storbritannien og Israel for søndagens dødelige terrorangreb i provinsen Sistan-Baluchestan, hvor blandt andet to iranske generaler blev dræbt, vælger præstestyrets repræsentanter i Genéve at indtage en meget kompromisløs position i forhandlingerne om Irans atomprogram.
Før anden runde i forhandlingerne erklærer Iran, at man ikke vil acceptere de vestlige landes krav om at stoppe berigelse af uran, hvilket kan være med til at torpedere fremtidige forhandlinger.
Selvom der ikke er nogen direkte kobling mellem forhandlingerne om atomprojektet og terrorangrebet i det sydøstlige Iran, er begge udviklinger med til at isolere præstestyret og skærpe retorikken mellem Iran og omverdenen.
Det iranske styre er i forvejen på kollisionskurs med de førende vestlige magter på grund af dets atomprojekt og kompromisløse standpunkt i forhandlingerne.
Det seneste terrorangreb bliver af iranerne opfattet som disse samme magters direkte forsøg på at destabilisere præstestyret. Det skaber en sprængfarlig situation, hvor Iran på den diplomatiske front går hårdere sanktioner i møde, samtidig med at en farlig voldscyklus lurer forude, hvis Iran skulle beslutte sig for at hævne sig på dem, man mener er involveret.
Den sunnimuslimske gruppe Jundallah (Allahs soldater) har taget ansvar for terrorangrebet, der dræbte mindst 42 iranere. Blandt dem general Nur-Ali Shush-tari, der i efterretningskredse omtales som hjernen bag Irans Qods-brigade. Iran opfatter ikke Jundallah som en selvstændig organisation og hævder, at Jundallah bruges flittigt af pakistansk efterretningsvæsen, CIA, den britiske MI6 og endda af Israels Mossad som et redskab til at destabilisere Iran. Det er årsagen til, at Iran nu lover at hævne sig på alle fire lande.
Selvom det er højst sandsynligt, at de fire omtalte lande bruger Irans sunni-muslimske mindretal til spionage mod præstestyret, er den hurtige beskyldning fra iransk side mest af alt et forsøg på at aflede opmærksomheden fra den interne krise, der har præget landet siden præsidentvalget den 12. juni, hvor præsident Ahmadinejad beskyldes for at have snydt sig til en valgsejr. Også dengang valgte Irans ledelse at beskylde både Israel, USA og Storbritannien for at stå bag det folkelige oprør, for senere at indrømme, at vestlig involvering ikke kunne bevises.
Gadedemonstrationerne er blevet knust med hård hånd af styret, men den interne opposition til styret er ikke forsvundet, selvom den er mindre synlig. Irans grove behandling af religiøse og etniske mindretal i de sydlige provinser virker som en trykkoger, hvor de undertrykte mindretal i stigende grad vender sig mod styret i Teheran. Sommerens demonstrationer har giver en række af disse mindretal større vilje til at øge presset på præstestyrets ledelse og institutioner. Samtidig åbner den regionale arabiske nervøsitet ved tanken om et atomstærkt Iran med stigende indflydelse i regionen for brugen af metoder, der kan svække præstestyret. I det kapløb anses Saudi-Arabien og Egypten for at være de dominerende aktører, fordi de begge har regnskaber at gøre op med Iran kombineret med en solid frygt for Irans regionale ambitioner.
allan@kristeligt-dagblad.dk