Skriften, ordet og Grundtvig

Når Grundtvig over for skriften fremhæver det talte ord, så tænker han særligt på det talte ord i gudstjenesten. Her selvstændiggør ordet sig ikke fra afsenderen, her er ordet ikke uafhængigt af den, der siger det. Tværtimod. Tilsigelsens ord ved dåb og nadver er helt afhængige af at de forstås som ord, den opstandne – og netop den korsfæstede og opstandne – taler nu til sin menighed. Præsten læser godt nok et stykke skrift op fra sin ritualbog, men det, der gør handlingen meningsfuld, er troen på, at det i dåben er den opstandne selv, der taler og gentager sit løfte fra en bestemt historisk situation: "Lad de små børn komme til mig, formen dem det ikke, thi Himmeriget er deres!"

Som Jesus en dag stod på et støvet torv i en landsby og tog et barn op på armen, da de spurgte, hvem der var den største i Himmeriget, således taler han i gudstjenesten det samme ord og gør ved sit ord vores situation samtidig med situationen dengang. Også til os siger han i dag, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Men hvor skriften skal kunne give mening i sig selv, giver dåbens løfte kun mening, fordi det er ham, den korsfæstede og opstandne, der udtaler ordene.

Når Grundtvig fremhæver, at bogstavet slår ihjel, men det talte ord gør levende, så er det ikke en generel teori om det talte ord, han fremsætter. Kernen og kilden er ordet i prægnant forstand, nemlig ordet i gudstjenesten. I gudstjenesten tager Gud vore ord i brug, bemægtiger sig dem, og vender dem om fra død til liv. Ordet kan gøre levende, fordi Kristus i gudstjenestens rum tager nogle af vore ord, som for eksempel "herre" og "tjener", og giver dem nyt, livgivende indhold ved at sige, at han er iblandt os som den, der tjener. Dermed brydes den dødelige skillelinje mellem dem, der er herrer, og dem, der er tjenere, og ordene tages i brug til at sige, at livet er i at tjene, ikke i opretholdelsen af de dødelige forskelle.

Grundtvigs opgør med skriften og hans henvisning til ordenes nyskabelse via gudstjenesten er, så vidt jeg kan se, en tankegang, som vi i dag stadig kan lære af og inspireres af. Derimod synes jeg nok, det er sværere at se, hvad vi i dag skal stille op med Grundtvigs menneskesyn, jeg tænker her særligt på hans fremhævelse af menneskets gudbilledlighed. Der var jo på Grundtvigs tid mange indholdsbestemmelser af denne gudbilledlighed: Det var menneskets rationalitet, at det var så såre fornuftigt et væsen, det var menneskets sprog, at det i forhold til alle andre skabninger var begavet med sproget, det var menneskets evne til at se sig selv udefra, dets selvtranscendens, så det kunne tage moralsk stilling til sine egne gerninger. Men hvordan står disse jødisk-kristelige forestillinger om det gudbilledlige menneske egentlig i forhold til den viden om mennesket, der i dag er opnået?

Videnskaben viser os jo mennesket som et væsen, hvori genetiske koder søger mod deres egen fuldendelse og magt, ligesom de genetiske koder i alt andet levende. Og det er tvivlsomt, om man i det hele taget kan tale om mennesket som ét enkelt, selvbevidst væsen, for der gør sig ofte flere forskellige væsener, dagsordener, begær og tilbøjeligheder gældende i ét enkelt menneske. Eneste fællesnævner synes at være magtstræbet, viljen til magt, viljen til at rydde forhindringer af vejen.

På den baggrund kan man spørge, hvad gudbilledligt der egentlig er ved dette væsen, hvis kerne synes at være vold og magtvilje på linje med alt andet genetisk materiale. I det stykke er J.P. Jacobsen mere virkelighedsnær end Grundtvig. I "Fru Marie Grubbe" fortæller han om Sti Høg: "Han bekendte sin Tro på, hvor stærkt Dyret i Mennesket var, hvor lidt Guld, der skjulte sig i dets Naturs Slagger. Han beviste for hende, hvor lidt Sammenhæng der var i Menneskets Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt, og det, der var lavt, brødes i Ens Sjæl." Enhver læsning i Grundtvigs menneskesyn gør det pinligt klart, at han skrev og tænkte før Darwin og Nietzsche.

Måske skal vi sætte nye ord på tanken om, at mennesket er skabt i Guds billede. Jeg tænker i den forbindelse på ord som "relation" og "formidling". Kunne gudbilledligheden forstås som dette, at mennesket er en relation mellem det himmelske og det jordiske, mellem det evige og det tidslige?

Mennesket formidlede ifølge skabelsesberetningen på Guds vegne navne til dyrene. Kunne gudbilledligheden bestå i en opgave til mennesket om til stadighed at bevare og formidle på Guds vegne de levende væsners navne og disse navnes ret til liv og vækst? Her har vi i hvert fald et udgangspunkt i Jesu forkyndelse, når han opfordrer til at se himlens fugle og markens blomster. At se dem er at lære af deres gudhengivenhed. Men det er også at anerkende dem som væsener, der i deres særpræg har en plads og skal have en plads i Guds verden. Forstået på den måde får menneskets gudbilledlighed et økologisk perspektiv.

Det sande gudsbillede er Jesus Kristus. Med ham og hans ord kommer Gud til os. Som jeg var inde på tidligere sker dette komme, denne advent, i gudstjenesten, idet Ordet fra Gud bemægtiger sig vore ord og tager dem i tjeneste med nyt, livgivende indhold. Det væsen, mennesket, der er kendetegnet biologisk ved en abnorm vækst af storhjernen, er da gudbilledligt ved, at dets hjerne og sprog bliver taget i brug, bliver beslaglagt og beseglet med ny mening i gudstjenesten. Måske er gudstjenesten det sidste sted, hvor den vold, der ellers kendetegner mennesket som biologisk væsen, kan vendes om til noget andet. Som den døde bliver til liv for os i nadveren, bliver vold til fred ved Guds ord om fred med os og til os.

I det talte ord, når det er stærkt og levende, er der en lille opstandelse, et glimt af påskemorgen. Det er og bliver for mig at se en grundtvigsk erkendelse, der bliver stående, og som vi må udbygge, kristeligt og folkeligt. Derimod tror jeg, Grundtvigs menneske- og samfundssyn i alt for ringe grad er blevet konfronteret med og nytænkt i forhold til senere erkendelser. Vi må ikke lade Grundtvig stå som en sfinks fra fortiden. Hans idéer og tanker må i clinch med nutidig filosofi og videnskab, også selvom konfrontationen en gang imellem vil vise, at der er noget af arvesølvet, der ikke er gangbart længere.

Jens Brun er sognepræst og tidligere formand for Kirkeligt Samfund