Kristendemokraternes partiformand Bjarne Hartung Kirkegaard ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at få alle 21.000 underskrifter i hus inden landsmødet i Middelfart på lørdag, og allerhelst skulle de have været indsamlet inden den 1. august. Det ville nemlig have sikret DR's tv-dækning af landsmødet. -
- Arkiv
Henrik Hoffmann-Hansen |
21. oktober 2009
Landsformand ærgrer sig dog over, at man ikke har fået de nødvendige 21.000 underskrifter i hus inden landsmødet på lørdag
Kristendemokraterne har indsamlet knap 20.000 underskrifter for igen at kunne opstille til folketingsvalg og er dermed tæt på målet, 21.000 underskrifter.
Partiformand Bjarne Hartung Kirkegaard ærgrer sig alligevel over, at det ikke lykkedes at få dem i hus inden landsmødet i Middelfart på lørdag, og allerhelst skulle de have været indsamlet inden den 1. august. Det ville nemlig have sikret DR's tv-dækning af landsmødet.
Forældede underskrifterUd over at man stadig mangler godt 1000 underskrifter, er det også et problem, at nogle af de først indsamlede er blevet forældede. Det drejer sig om underskrifter fra 3700 personer, som man nu må bede om at skrive under én gang til.
- Det er lidt besværligt og er lidt dyrere for os, fordi vi skal betale porto for underskrifterne igen. Men det giver samtidig en chance mere for at tale med mennesker om, hvad vi står for, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.
Porno og abort splittede partietPartiets problemer kulminerede på landsmødet for et år siden, hvor det revnede med et brag, da hele den daværende ledelse blev væltet og forlod partiet i vrede.
Det var konsekvensen af en langvarig fløjkrig, der i 2007 førte til et katastrofalt folketingsvalg på blot 0,9 procent af stemmerne.
Baglandet ville ikke acceptere daværende partiformand Bodil Kornbeks nedtoning af de traditionelle mærkesager, modstanden mod fri abort og pornografi, og man valgte derfor en ny ledelse.
Ro på de indre linier
Bjarne Hartung Kirkegaard lægger ikke skjul på, at det er vanskeligere at genrejse partiet, end han havde forestillet sig, men han glæder sig over, at der er skabt ro på de indre linier.
I foråret mistede man ungdomsorganisationen, da KDU "flyttede hjemmefra", som partiformanden udtrykker det. Der er fortsat store problemer med økonomien, med at få opstillet folketingskandidater og med at få partiets hjemmeside og organisation på benene.
Ved det kommende kommunalvalg er det ikke lykkedes at få kandidater i alle kommuner, men partiformanden håber optimistisk på, at det lykkes at beholde de 14 pladser, man i dag råder over i lokale råd i dele af Jylland og på Bornholm.
Medlemstal halveret
Tidligere havde Kristendemokraterne en stærk medlemsorganisation med 5000-6000 medlemmer, men det er i dag halveret til 2600. Et tal, der dog har ligget nogenlunde stabilt siden nytår.
Bjarne Hartung Kirkegaard oplyser i øvrigt, at man vil udnævne Kristeligt Folkepartis pionerer, Inge Krogh og Jens Møller, til "æresmedlemmer", og havde afdøde miljøminister Christian Christensen stadig været i live, var også han blevet æresmedlem.
Jens Møller har tidligere været udmeldt af partiet og har sagt til Kristeligt Dagblad, at det var en fejl at oprette det, men nu bliver han meldt ind igen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad