Præster bliver midtpunkter i politiske opgør

Når de store begivenheder og politiske skillelinjer i året, som snart er omme, skal gøres op, vil også en anden sognepræst blive nævnt. Mens Per Ramsdal fra Nørrebro kæmpede for, at en gruppe asylsøgere kunne blive i landet, måtte Ulrich Vogel helt bogstaveligt flygte fra sin bolig og forlade sit arbejde i Tingbjerg Kirke i København, fordi han systematisk blev chikaneret og forfulgt af en gruppe unge indvandrerbøller.

Samtidig turde ingen fra kirken eller menighedsrådet længere stå frem med navn og fortælle om situationen af frygt for hævnaktioner. Flere unge fra området stod dog i sidste uge frem i blandt andet Morgenavisen Jyllands-Posten og fremhævede det som negativt, at præsten var homoseksuel. Samtidig afviste politifolk og forskere, at had mod kristne eller homoseksuelle skulle være balladens egentlige årsag.

Ikke desto mindre fremstår præsten også her som centrum i en konflikt med bred appel til hele det danske samfund. Konflikten handler igen ikke om, hvad præsten har sagt eller gjort på sin prædikestol; den skriver sig derimod ind i hele debatten om indvandrere og danske værdier. Præsten repræsenterer i denne sag – selvom han i princippet er tysk indvandrer – den traditionelle danskhed med rummelighed, demokrati, dialog og tolerance i højsædet. De unge indvandrere, der ikke vil respektere nogen autoritet, står for alt det farlige, det udefrakommende, det truende, det uforståelige.

Og politikerne er ikke sene til at udnytte situationen til at styrke de mærkesager, de i forvejen har. Derfor kan folkekirken heller ikke undgå at blive inddraget i den politiske debat. Søren Pind (V) skælder ud på de præster, der efter hans opfattelse ikke støtter Vogel nok. Dansk Folkeparti kalder chikanen mod præst og kirke for en religionskrig. Københavns biskop derimod er først tavs en uge og slår derefter fast, at konflikten ikke er udtryk for religionskrig, men afspejler et socialt kollaps. Der skal ikke megen hjernegymnastik til for at tolke den biskoppelige vurdering som et politisk indlæg mod Dansk Folkeparti. Såvel præsten som biskoppen bliver dermed trukket ind i en art moderne stedfortræder- eller symbolkrig om politik, om stemmer og om folkestemningen.

Borgerlige politikere har det generelt svært med præsternes mere og mere aktive rolle i symbolpolitikken. Det gælder også i sagen om kirkeklokkerne, som flere biskopper og projektet Grøn kirke med sognepræst Martin Ishøy i front vil have til at ringe symbolsk i forbindelse med det store klimatopmøde i København.

Formanden for Folketingets Kirkeudvalg, Britta Schall Holberg (V), der har fulgt Kristeligt Dagblads månedlange skriverier om sagen, udtalte sig i går stærkt kritisk om hele projektet til Morgenavisen Jyllands-Posten. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) har tidligere afvist, at hun overhovedet har givet tilladelse til den landsdækkende klokkeringning for klimaet. Biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde er kommet i fedtefadet, fordi han har udtalt, at projektet var tilladt af Kirkeministeriet. Men al uroen om kirken og klimaet begyndte egentlig, da en helt fjerde sognepræst, nemlig Agnete Raahauge fra Sønderjylland, her i avisen spurgte, om ministeriet overhovedet havde godkendt kirkernes koordinerede brug af klokkerne til den klima-politiske aktion.

Sognepræsterne Ishøy og Raahauge udtrykker i denne sag synspunkter, der står på hver sin side af det store klimaslagsmål, som også deler det politiske liv på landsplan. Men der er meget mere på spil. Hele forholdet mellem staten og kirken er på vippen her på samme måde som i sagen om irakerne fra Brorsons Kirke. Hvor langt må kirken og dens præster som Ishøy eller Ramsdal gå med verdslige handlinger, der udtrykker politiske signaler? Og hvor langt kan staten og politikerne gå for at stoppe præster, der selv mener, at de bare følger deres kald eller samvittighed?

Det er grundlæggende politiske og etiske emner, som optager brede dele af befolkningen. Og derfor kommer præsterne – ikke som politikere, men som let afkodelige politiske symboler – på forsiden igen og igen i denne tid.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk