- Skal vi kristne tage imod invitationen til tværreligiøs i samtale? Jeg mener afgjort ja. Ikke mindst, fordi et nej til den tværreligiøse samtale også vil stække vore muligheder for det missionale møde med muslimer -- både i den vestlige verden og i den muslimske verden, skriver Leif Munksgaard. Billedet er fra tidligere på året, hvor San Nicolas de Bari Basilikaen i Buenos Aires var rammen om en fællesbøn mellem muslimer, jøder og kristne. -
- JUAN MABROMATA/Scanpix Denmark
22. oktober 2009
I dette svar til pastor Ole Brehm Jensen fortæller Leif Munksgaard om sine erfaringer med verdens moderate muslimer. Religionsdialogen er ifølge Munksgaard ikke bare en mulighed, men også en nødvendighed
HÆRPROVST, pastor Ole Brehm Jensen stillede for nylig nogle ærlige spørgsmål om islam og islamisme, og han gjorde det klart og tydeligt gældende, at hans spørgsmål var baseret på de fordomme, som er hans. Det er ærlighed.
Lad mig så ærligt fortælle, hvordan mine fordomme er blevet sønderbrudt ved livslang erfaring. Som jeg læser Brehm Jensen, ønsker han nogle centrale spørgsmål på dagsordenen i forhold til islam og islamisme. Først det principielle spørgsmål, om det er muligt at tage den samfundsmæssige, totalitære ambition ud af islam uden at amputere islam i en sådan grad, at der ikke længere er tale om islam.
Der er meget delte meninger om dette spørgsmål i den muslimske verden, og der er mange muslimer overalt i verden, som gør alt, hvad de kan, for at bevare og fremme islam som en religiøst inspireret magt, der fastholder og fremmer sharia som et nødvendigt grundlag for islam.
Sådanne muslimer findes i de lande, hvor jeg har arbejdet, altså Iran, Kuwait, Bahrain og Libanon, og i de lande, jeg har besøgt: Saudi-Arabien, Irak, Egypten, Jordan, Syrien, Oman, Pakistan og De Arabiske Emirater. Jeg har selv talt med en del af disse muslimer, og deres position er i mine øjne håbløs og noget, man skal sige fra over for.
MEN DER ER OGSÅ mange muslimer i de nævnte lande, som tænker og handler anderledes. I Jordan er det blandt andre prins Hassan, der aktivt taler for en islam uden islamisme. På tv-kanalen al-Jazeera sendes mange udsendelser, hvor forskellige muslimer debatterer om, hvordan islam kan og skal fornys og tilpasses demokratiske traditioner. Debattørerne kommer fra vidt forskellige muslimske lande – også fra den vestlige verden – og de gør alle gældende, at islamisme ikke er en del af sand islam. Men sådanne diskussioner får sjældent ret meget presseplads i den vestlige verden.
Brehm Jensen spørger også om, hvorfor der ikke rejser sig en storm af protest fra ikke-islamistiske muslimer over for det, der foregår i muslimske stater? Indrømmet: Der er mange muslimer, der ikke tør protestere mod terroristernes aktiviteter. Deres frygt er jo, at de selv kan blive udsat for mord. Dette får stor pressedækning i den vestlige verden og ikke mindst i Danmark.
Men der er også mange andre muslimer, som åbent og højrøstet – på skrift, i radio og på tv – gør gældende, at islamistisk inspireret terror ikke er i harmoni med sand islam. En kuwaitisk diplomat har for eksempel offentligt og på skrift plæderet for, at der må og skal skabes absolut religionsfrihed i Kuwait og i de øvrige muslimske lande. Diplomaten er mig bekendt ikke blevet afskediget!
I STORBRITANNIEN er der også mange muslimer, som klart og tydeligt protesterer mod den bagstræberiske islamisme og den terror, som islamisterne aktivt støtter eller deltager i, og der plæderes for en islam uden terrorisme. Disse protester får endda meget presse i Storbritannien, men nævnes sjældent i den danske presse.
Brehm Jensen spørger også, om det "nytter", at kristne og muslimer fører tværreligiøse samtale. Og hvem skal kristne tale med? For mig at se er det "nyttigt" at tale med moderate muslimer, fordi vi dermed styrker disse muslimer i deres kamp for en fornyelse af islam.
Brehm Jensen spørger også om, hvad skal der samtales om. Samtalerne bør dreje sig om fredelig sameksistens, religionsfrihed, åbenbaringstraditioner og forkyndelsesfrihed samt bekæmpelse af terrorisme. Men der er også et andet betydningsfuldt perspektiv i den tværreligiøse samtale, for i samtalens løb kan vi kristne nemlig bringe spørgsmålet om kristnes livsbetingelser i den muslimske verden med på dagsordenen, og det er påfaldende, at rigtig mange moderate muslimer ønsker at deltage i denne samtale, fordi de finder det grusomt, at kristne udsættes for diskrimination, hån, forfølgelse og mord i mange muslimske lande.
Skal vi kristne tage imod invitationen til tværreligiøs i samtale? Jeg mener afgjort ja. Ikke mindst, fordi et nej til den tværreligiøse samtale også vil stække vore muligheder for det missionale møde med muslimer – både i den vestlige verden og i den muslimske verden.
Leif Munksgaard har i 25 år været missionær i den muslimske verden.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad