Annette og Jørgen Due Madsen |
23. oktober 2009
Spørg om livet. Selvom det er svært, er det nødvendigt for den gifte mand at beslutte, om han vil blive hos sin syge hustru eller forlade hende til fordel for den kvinde, han er forelsket i. At fortsætte det nuværende dobbeltløb er uværdigt for alle parter
Kære brevkasse
Mit liv har ændret sig de sidste år med en blanding af glæder og sorger. Grunden er, at jeg er blevet meget forelsket i en mand, som også er gift, ligesom jeg var engang. Men jeg valgte at blive skilt, fordi jeg ville kunne se mig selv i spejlet hver dag og have en ren samvittighed, så derfor valgte jeg at gøre det.
Men han er fortsat gift, fordi han har en meget syg kone, som har kræft. Han vil gerne være sammen med mig, men da kommer der en bremseklods, fordi hun ved, at vi kender hinanden og bliver ked af det. Jeg synes, det er synd for hende. Hvad skal jeg gøre, for jeg elsker ham jo rigtig meget? Vi har haft en pause i et halvt år, men så kommer han ind i mit liv igen. Samtidig magter han ikke at være sammen med mig, efter at vi har set hinanden nogle gange. Så min smerte i sjælen er stor, når han igen er i mit liv, og igen, når han ikke er der. Hvad skal jeg dog gøre, for jeg holder et håb åbent for ham, fordi jeg ved, at hans kone er så syg og ved, at hvis hun døde, så ville jeg støtte ham i den svære tid, han har forude. Jeg tænker også meget på hans kone, som jeg synes har vist et storsind ved at vide, at han så mig.
Nu er det jo vigtigt, at han bruger tiden hos hende, til hun måske bliver rask eller dør, for sådan har jeg det inde i mig. Jeg er bare så ulykkelig inde i min sjæl, så jeg græder rigtig meget over det. Jeg tror, jeg vil gå til en psykolog og prøve at sætte ord på mine tanker.
Jeg ønsker et godt råd fra jer om, hvad jeg skal gøre, når jeg græder så meget og har det svært med at sove og græder mig i søvn, fordi jeg elsker ham.
Venlig hilsen
Sonja
Kære Sonja
Tak fordi du vil dele dit svære dilemma med os. Vi kan godt forstå, at tankerne kører rundt i dit sind, og at det er svært at finde ro. Du er jo splittet mellem din grundholdning og dine lyster. Vi tror, at du i den kommende tid må gøre mindst to ting.
For det første må du gøre dig klart, hvad du selv vil og kan være med til. Du skriver, at du besluttede dig for at blive skilt for at kunne se dig selv i spejlet, dengang du blev forelsket i den mand, du nu er så glad for. Nu må du igen spørge dig selv, hvad der skal til for at kunne se dig selv i spejlet, også selvom det koster smerte. For vi tror ikke, at der findes nogen løsninger, som er omkostningsfri, uanset hvad du vælger.
For det andet må du udfordre din ven. Han kan ikke ride på to heste. Han kommer til at svigte enten den ene eller den anden eller jer begge to, hvis han fortsætter dette dobbeltløb. Han må på en måde også udfordres til at vælge, hvilket liv han vil satse på i den kommende tid. Du er ikke tjent med, at han siger mange gode ting til dig og samtidig satser på konen. Han må drages til ansvar for, om han ønsker at blive ved sin kones side i den tid, hun har med sygdom og hjælpebehov, eller han må vælge dig og gøre det klart for sin kone, at sådan ligger landet. Alt andet vil kun føre en masse løgne, frustration og manglende glæder for jer alle tre med sig. Du er heller ikke tjent med bare at stå i kulissen og frustreres. Så ud fra vores perspektiv må du udfordre dig selv og dine værdier, og du må udfordre din ven. Ellers bliver I mere ulykkelige end den ulykkelighed, der helt naturligt følger med en sådan livssituation, som er jeres lige for tiden.
Hvis I vælger at sætte hinanden fri – så han kan være hos sin kone i den kommende tid, så er det en god idé, at du, som du skriver, finder et menneske at gå til samtaler med, som du har respekt for, og som du oplever som et godt og vist menneske.
At give afkald på noget, man finder værdifuldt, gør ondt, og smerte må ofte deles med nogen, for at vi kan bære den, og for at vi kan komme ud på den anden side med ny visdom og os selv i behold. Samtidig er valget af samtalepartner ikke uden betydning.
Desværre oplever vi nogle gange nogle kolleger, som i eget liv og i deres rådgivning til andre er lidt for hurtige til at lade den umiddelbare tilbøjelighed have forkørselsret. Det er vigtigt, tror vi, at en samtalepartner har en etisk forankring og derfra kan hjælpe dig til at klargøre præmisserne for et valg, for et sådant kan kun du og din ven tage.
Hvis I begge vælger at slå jeres liv sammen, og hvis din ven forlader sin kone, ja, så må du også gøre det med åbne øjne.
At være voksen og ansvarlig er jo netop, at vi midt i kampe og smerte trods alt tager vores valg på os og står ved det og oplever, at de er i overensstemmelse med det, vi står for. Gør vi ikke det, kommer splittelsen til at være inde i os selv. Og det er oftest en større smerte.
Vores bedste råd er derfor, at du udfordrer dig selv til at vælge, og at du udfordrer din ven til at gøre det samme. Det kræver nogle alvorlige og ærlige runder med jer selv.
At undlade at vælge er ikke godt for jer i længden, for vi kan jo læse, at du allerede har symptomer som søvnløshed og gråd. Det er også de færreste, der kan leve i en sådan uafklaret spændingssituation i længere tid.
Det må også medtænkes, at der er en anden kvinde, der er syg. Hun har brug for, at der er nogen, som vil være der for hende. Kærlighed er rigtig meget andet end forelskelse.
Vi kan let forstå, at det umiddelbart og på den korte bane er mere trøstende og attraktivt for din ven at ty til en forelsket kvinde, som står og venter med ledige arme, end det er at være ved siden af en, som kæmper med sygdom og dødskræfter.
Det sidste giver ikke nogen lystfølelse overhovedet. Men det kan være et værdifuldt valg, som man på den lange bane får det bedst med, fordi det er i overensstemmelse med kærlighedens væsen og eventuelt ens eget værdigrundlag.
Som du kan se, kan vi ikke tage valget – og det er også svært. Men vi mennesker kommer til tider ikke uden om det. God kamp for det, du vil og beslutter dig for.
Mange hilsener
Annette og Jørgen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad