Afghanistans omvalg var eneste udvej

For at nå dette mål skal Nato's soldater ikke være i landet permanent. Det vil næppe være politisk acceptabelt i mange af forsvarsalliancens medlemslande, og det skønnes heller ikke at være nødvendigt. I stedet satser man på en "afghanistanisering" af krigen med uddannelse af lokale hærenheder og politibetjente som det centrale element.

Det siger næsten sig selv, at denne strategi ikke ville have en jordisk chance, hvis præsidenten som landets øverste politiske figur – symbolet på de nye tider i Afghanistan og samarbejdet med Vesten – blev oplevet som illegitim.

At det hænger sådan sammen, havde præsident Karzai øjensynligt ganske svært ved at forstå. Der måtte et massivt internationalt pres til, først og fremmest fra USA, inden han gav efter og accepterede en ny valgrunde over for rivalen, tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah.

AFGØRELSEN OM OMVALGET betyder i første omgang, at den amerikanske præsident, Barack Obama, og hans krigskabinet i Washington kan fortsætte deres langstrakte overvejelser om det videre forløb af krigsindsatsen. Hvornår, der træffes en beslutning, er uklart, men der er på forhånd lagt op til en af de mest skæbnesvangre afgørelser på strategisk niveau i præsidentens embedsperiode.

Uanset, hvad Obama gør, er risikoen enorm, og han vil blive kritiseret med betydelig styrke.

På bordet ligger en anmodning fra de amerikanske generaler i Afghanistan om at forøge USA's troppekontingent på 68.000 soldater med yderligere 40.000 mand. Det vil i givet fald bringe den samlede udenlandske indsatsstyrke op på tæt ved 145.000 soldater.

Kommer troppeforøgelsen ikke, vil krigen blive tabt. Så klart har den amerikanske øverstkommanderende i Afghanistan, general Stanley McChrystal, formuleret det i en indberetning, der uheldigvis for Obama er blevet lækket til offentligheden.

Beslutter han at efterkomme anmodningen, vil det blive dårligt modtaget i Det Demokratiske Parti, hvor modstanden mod krigen er kraftigt stigende. Obama risikerer med andre ord at lægge sig ud med sine egne partifæller.

Beslutter han omvendt ikke at efterkomme anmodningen, vil det være helt uhørt, at en præsident på denne måde afviser at støtte sine generaler i felten. Det vil øge modstanden mod Obama i Det Republikanske Parti, hvor man har det stik modsatte synspunkt på krigen sammenlignet med Demokraterne.

Hvad enten han vælger at sende flere tropper, eller han afviser anmodningen med den begrundelse, at strategien for krigsindsatsen skal ændres, vil der blive tale om et vendepunkt. Krigen vil fremover i den amerikanske offentlighed blive set som "Obamas krig".

Går han imod sine generaler, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvem der vil få ansvaret, hvis krigen begynder at gå endnu dårligere. På den anden side må Obama og hans rådgivere spørge sig selv og hinanden, om flere soldater virkelig er den eneste løsning.

Sporene fra Vietnamkrigen skræmmer, og man hører nu i den amerikanske debat flere og flere henvisninger til krigen i Indokina i 1960'erne og 1970'erne. Ganske vist gentager historien sig aldrig, fremgår det af et gammelt mundheld, men alligevel?

LYNDON B. JOHNSON ER EN af de mest misforståede amerikanske præsidenter i vor del af verden. Han arvede posten fra den myrdede John F. Kennedy, blev selv valgt i 1964 og sad i sammenlagt godt fem år. I løbet af denne periode gennemførtes nogle af de mest omfattende indenrigspolitiske reformer i USA's historie med borgerretslovene og storstilede velfærdsprogrammer som bærende elementer.

Uden for USA's grænser huskes Johnson næsten udelukkende for at optrappe Vietnamkrigen. Og der er den sammenhæng mellem de to ting, at hans meget ambitiøse indenlandske reformprogram efterhånden blev helt afsporet af den stigende modstand mod krigen.

Fornemmer De parallellen til i dag?

Kredsen omkring Obama frygter i deres værste mareridt, at en beslutning om at sende flere soldater til Afghanistan skal blive første led i en ond spiral, hvor dårlige nyheder fra fronterne vil blive besvaret med endnu flere soldater og med det resultat, at krigsmodstanden i USA tiltager, hvorefter Obamas eget ambitiøse indenlandske reformprogram braser sammen.

Meget skal gå galt, før det kommer så langt. Men det er ikke mindst denne historiske sammenhæng, der i en amerikansk politisk virkelighed gør Obamas kommende beslutning så afgørende. Derfor er der ikke noget at sige til, at præsidenten og hans nærmeste rådgivere tænker sig godt om i disse uger.

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk