Men det er ikke blot popularitet og frafaldsprocenter, der gør det psykologiske fakultet til en tilsyneladende oplagt inspirationskilde. Det er mange gange blevet foreslået, at psykologi og teologi er beslægtede fagligt. Tanken er, at man har forskningsgenstanden tilfælles: den menneskelige sjæl og eksistens.

Og hvis der er noget om dette slægtskab, er det så ikke nærliggende også at forestille sig, at en fokuseret appel til de mange afviste ansøgere til psykologistudiet (ca. 1000 i Århus i år) vil kunne fremsættes? En appel om at rette blikket mod og i sidste ende søge optag på teologi. Ved at pege sagligt på samhørigheden og de interesser, som psykologien og teologien deler, vil man måske kunne vende tendenserne og forbedre optaget uden nødvendigvis at forlade sig på at pille ved teologiske paradigmer og studieordninger. Med lidt held kunne man måske på én og samme tid imødekomme Riis reformister og den traditionsteologiske fløj?

Efter undertegnedes overbevisning er den bedste idé dog, hvor bagstræberisk det end kan lyde, at vare sig for appeller til ungdom og befolkning i forsøg på at popularisere teologi. De studiesøgendes, ja, for den sags skyld samfundets, sædvaner er alligevel uhåndterlige størrelser, og man bør generelt holde sig fra at regulere, appellere, propagandere ud fra en hensigt om at styrke egne interesser.

Måske man i stedet kan sige, at teologiens ret og eksistensberettigelse netop ligger i at afvise populariseringen og stå fast på, at en traditionstro, kritisk fortolkning af verden centreret i kristelig væren stadig har noget at tilbyde mennesker af i dag og i morgen. Man hverken er, vil være eller vil blive populære og moderne.

Nej, de svar teologien har at tilbyde verden og de mennesker, der befolker den, er derimod antimoderne. Hvilket i nærværende kronik betyder den bevidste modsætning til det moderne med hjemmel i Kristi levned. Det antimoderne er med andre ord den tilværelsestydning, som gives til det moderne menneske i lyset af Kristus.

Antimoderne er for eksempel den pastorale sjælesorg som modsætning til den moderne psykologiske terapi. Som eksistensfortolkere deler teologien (som sjælesorg) og psykologien (som terapi) ganske vist et slægtskab. Men deres svar, eller forståelser om man vil, er modsætningsfyldte. Man kunne også sige, at de er to sider af samme mønt; hvor den psykologiske forståelse af mennesket slipper op, tager teologien over.

Kristus byder sig til, når menneskelig vilje og formåen spiller fallit. Med udgangspunkt i et dansk tv-koncept fra 2008 vil jeg forsøge at eksemplificere pointen yderligere.

For halvandet år siden lancerede DR2 en usædvanlig udsendelse med titlen Skriftestolen. I programmet, der forløb over seks søndage, skulle sygehuspræst Preben Kok bedrive sjælesorg for åben skærm.

De mennesker, Preben Kok førte samtaler med, havde flere fællestræk. Ikke blot var de alle i krise, men kriserne udsprang også tit af det samme. Det handlede om ikke at kunne overkomme sin sorg, sine problemer og det ikke at kunne finde håb i en tilværelse, der var blevet umuliggjort af personlige tragedier, uoverkommelige forventninger og krav til sig selv. Afmagt var overskriften på den kriseramtes situation.

Det opsigtsvækkende ved hver enkelt samtale var, at den mundede ud i en tilsyneladende kontroversiel og enslydende reaktion fra Preben Kok. Men dette ikke på grund af manglende tilstedeværelse eller professionalisme i situationen; hans reaktion markerede, at disse sjælesørgende mennesker led af det samme, skønt de hver især havde højst individuelle tragedier at berette om.

I Koks livsforståelse var det modernitetens åg, der plagede hans samtalepartnere. Et åg, der bevirkede, at de havde mistet blikket for grænserne for egen formåen. Når man bliver blind for disse grænser, fødes en form for ultimativ personlig ansvarlighed. Og det er denne ansvarlighed, der kan forårsage, at mennesker fanges i psykerelaterede sygdomme.

Det var Preben Koks pointe i programmet, at bevidstheden om, at noget unddrager sig den personlige vilje og formåen, er menneskeligt nødvendig. Man kunne kalde det en ventil for bevidstheden. Tænk bare på barndommens magtesløshed. Vi blev udkastet i verden, vi lever på andres nåde, vi lever tilværelsen på et initiativ taget af andre end os selv. Preben Kok var dygtig til at gøre opmærksom på dette. Og han var nærmest demonstrativ i sin påpegning af vor magts begrænsning og afmagtens positive konnotationer.

Dette gik igen fra program til program: Der findes forløsning i afmagtens erkendelse, i at huske på dette noget, der unddrager sig personlig vilje og magt. Noget er ude af vore hænder. Og det er i dette noget, at teologi har sit ståsted.

Det er herfra, teologi skal bedrives. Som bevidsthed om, at tillid til Gud i den bøn og afmagt, der lægger livet og dets konkrete situationer i Hans hænder,

kan blive til forløsning, tro og sandhed, selv for et moderne menneske. Et konkret sted er det muligt at starte, og lad det blot være en opfordring, der gjalder så antimoderne, som det hører sig til: Giv Gud en chance om søndagen!

Rasmus Valentin Christensen er stud.theol. ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet