JEG UNDRES EN DEL over Kristeligt Dagblad og avisens forhold til, hvad der er politisk aktivisme i kirken. Men lad os starte med det basale: Overskriften "Toppolitikere indbød sig selv til kirkefest i Tingbjerg". Se, her gik jeg og troede, gudstjenester var åbne for alle. Her gik jeg og troede, at Jesus havde lært os, at selv den usleste synder er lige for Vor Herre, og ved Herrens bord er vi alle velkomne. Han, som vaskede Marie Magdalenes fødder, som talte med tol-dere, og som tilgav Judas.
Men politikere ? Nej Gud fri mig vel, om jeg så må sige. Disse mennesker har ikke adkomst til gudstjenesten – de trænger sig på, forstår man. Til en fest, de ikke var inviteret til. Det er et forkvaklet kirkesyn, der kommer til udtryk i denne sammenhæng. Sagen er den, at vi var nogle, der gik til en helt ordinær søndagsgudstjeneste. Intet mere. Intet mindre.

Dernæst: Kristeligt Dagblad anfører i en leder den 24. oktober, at Venstre ikke kan finde sine ben i spørgsmål om kirkegang og politik. Som om Venstre skal det. Kristendommen er en individuel formaning til hver og en – det er ikke et kollektivistisk samfundssyn, man som en politisk kåbe kan iklæde sig – eller trække ned over hovedet på andre.

MEN SAGEN ER NU i øvrigt enkel: Lederen håner Venstre for på den ene side at for eksempel statsministeren og jeg selv var til gudstjeneste i Tingbjerg for at understøtte sognepræst Ulrich Vogels ret til at prædike evangeliet, samtidig med at Venstres politiske ordfører har beklaget den politisering, der fandt sted, da præster bad sognebørn om støtte til de fordrevne irakere – blandt andet ved at opfordre til at gå til gudstjeneste, men også til at bryde loven og gøre oprør mod landets lovformelige myndighed. At påstå, at de to situationer er ens og udtryk for hvedagspolitik, er absurd.