Danske kirker rykker tættere sammen

De seneste års samarbejde mellem kirkerne i Danmark vidner om voksende gensidig anerkendelse både på det praktiske og det teologiske plan, skriver domprovst Anders Gadegaard

Samarbejdet mellem de danske kirkesamfund har vokset sig stærkere de seneste år. Den Apostolske Kirke og Pinsekirken er i dag aktive medlemmer af Danske Kirkers Råd (DKR) og koordinerer et stigende antal aktiviteter imellem sig i det såkaldte Frikirkenet og er påbegyndt en intern dialog med henblik på om ikke en sammenlægning, så i hvert fald en parallelstruktur. Også Baptistkirken, Metodistkirken og Missionsforbundet er langt inde i tilsvarende overvejelser om en fælles struktur.

Også i praksis rykker kirkerne tættere sammen. Nogle eksempler: Kontakten til de mange nye migrantkirker tages ofte i fællesskab, for eksempel gennem frikirkernes Kirkernes Integrationstjeneste eller gennem folkekirkens Tværkulturelt Center, som begge samarbejder både med Folkekirkens Mellemkirkelige Råd (MKR) og med DKR.

Ligesom der er etableret en fælles kontakt til ledelsen af de to store sammenslutninger af muslimske trossamfund (Muslimernes Fællesråd og Dansk Muslimsk Union) gennem oprettelsen af et permanent kontaktudvalg med valgte repræsentanter fra de to nævnte muslimske organisationer og fra folkekirken, den katolske kirke og frikirkerne, i alt fire muslimske og fire kristne repræsentanter.

Eller når DKR tager til genmæle for at forsvare en enkelt kirke, som det for eksempel skete, da kirkeministeren i en radioudsendelse såede tvivl om Pinsekirken som en kristen kirke. Eller når den katolske kirke tager initiativ til at få mulighed for at inddrive medlemsbidrag sammen med skatten, så gør DKR det til et fælles anliggende at indgå i forhandlingerne med Skatteministeriet og forhåbentlig herved sikre, at der på dette punkt bliver lighed mellem kirkerne, sådan at man frit kan vælge mellem selv at stå for opkrævningen eller at få staten til det over skattebilletten.

Ikke kun på det praktiske plan rykker kirkerne i Danmark tættere sammen, men også hvad angår det teologiske arbejde med en gensidig anerkendelse som kirker. Kirkernes Verdensråd (KV) har udsendt et lille skrift, "The Nature and Mission of the Church", som resultat af drøftelser mellem protestantiske, ortodokse og katolske kirker om, hvad kirke er. Tidligere udkom "Baptism, Eucharist and Ministry" fra 1982 (populært kaldet BEM-dokumentet) og "The Nature and Purpose of the Church" fra 1998. Den nye tekst fra 2005 forsøger at give et bud på, om kirkerne i dag er på vej mod en ny konvergens, hvor det er muligt at sige mere sammen som kirker end tidligere.

Spørgsmålet er så: Er det sandt, at forskellene er blevet mindre end før, eller er alt ved det gamle? Disse spørgsmål stillede KV sine medlemskirker og anmodede om et svar inden udgangen af 2009. I Danmark foreslog MKR, at DKR skulle forestå et studiearbejde med henblik på et svar.

DKR sammensatte herefter en bred studiegruppe med repræsentanter ikke blot fra de tre medlemskirker af KV (folkekirken, Baptistkirken og Metodistkirken), men også fra andre kirkesamfund. Studiegruppen kom til at bestå af Bent Hylleberg (Baptistkirken), Michael Marvell (Frelsens Hær), Lars Messerschmidt (den romerskkatolske kirke), Poul Sebbelov (den danske ortodokse menighed), Jørgen Thaarup (Metodistkirken), Anna Marie Aagaard, Peder Højen, Anders Gadegaard og med Jan Nilsson, medarbejder hos MKR, som sekretær (de fire sidstnævnte fra folkekirken). Fra januar 2008 til april 2009 holdt gruppen otte møder, og samtalerne blev både livlige og heftige. Alle gav udtryk for, at drøftelserne viste sig nyttige og frugtbare, ikke mindst fordi de var båret af lige dele hjertelighed og konstruktivt kritisk engagement.

Studiegruppens svar, som kan findes på DKR?s hjemmeside (på engelsk og fra uge 45 også på dansk), blev énstemmigt vedtaget af 16 kirkesamfund på DKR's møde i september i år. Det svar er opsigtsvækkende af to grunde. For det første fordi der tages en mere konstruktiv tilgang til den samtale mellem kirkerne, som i årtier ikke er kommet ud af stedet. Og for det andet fordi der derved kan åbnes op for yderligere skridt på vejen henimod, at kirkesamfund vil anerkende hinanden som trossamfund, der vidner sandt om den treenige Gud. Et sådant niveau i vilje til kirkernes indbyrdes anerkendelse er ikke set hidtil herhjemme, og i den forstand er dette lille svarskrift skelsættende.

Hvis det, man forsøger at sige sammen, er styret af bevidstheden om det, der skiller, når man ikke længere end til nogle meget brede, inkluderende formuleringer. Det har kendetegnet megen økumenisk teologi. Hvis man i stedet tager udgangspunkt i det fælles givne, kan det tænkes, at forskellene perspektiveres på en ny måde, så de om ikke forsvinder, så dog ikke totalt bestemmer en kirkes forhold til andre kirker.

Udgangspunktet for gruppens samtaler blev derfor den tro, vi deler, og den fejring af troen, vi ikke kan lade være med. Vi er fælles om et "kristeligt ursprog" med rødder i de bibelske fortællinger. Derfor kan enhver gudstjeneste i en kristen kirke uanset konfession genkendes netop som kristen. Bibelen og den levende bekendelse er vi fælles om. Det er med andre ord den apostolske arv – den bibelsk formidlede Kristus-bekendelse – vi er fælles om, og som gør, at vi i troen alle er ét i Kristus.

Lader man på denne måde bøn, bekendelse og gudstjeneste bære teologi og troslære, tvinges man så til at sige, at kristnes samhørighed går forud for eventuelle forskelle. Menighedens trospraksis kommer til at gå forud for de mange teologiers udlægning af troen. Erfaringen af samhørighed i Kristus er det første og største, og uenighederne om troen det andet og mindste. Det er jo sådan, vi oplever det: glæden ved at være sammen med andre kristne fra andre traditioner, synge, bede, lytte, tale sammen – og først derefter overvejer vi, hvad det måtte betyde, at vi ikke udlægger troen ens.

Kirkens natur er en dobbelt: Den er Guds, skabt ved Hans Ord og ved Hans Ånds nærvær, og den er menneskers, et levende fællesskab her i verden. I den forstand er kirken et mysterium, på én gang guddommelig og menneskelig. Ingen kirke uden Guds Skaberkraft, og ingen kirke uden mennesker, som kommer sammen for at holde gudstjeneste.

Ud fra denne erfaring af, at alle kirker på hver sin måde udtrykker mysteriet af sammenhængen, og at enhver kristen har hjemstedsret i enheden med Kristus uanset kirkeligt tilhørsforhold, kan kirkerne arbejde på at kunne anerkende hinanden som analoge måder i sandhed at bevidne den ene Gud og det ene fællesskab i Kristus på. Heraf følger, at alle kirker også er fælles om den missionsopgave at praktisere det kristne vidnesbyrd på et bestemt sted og i en bestemt tid, hvorved kirkerne må forstå hinandens udtryk som komplementære.

Drøftelserne vidnede dog også om, at der er områder, hvor der stadig er langt igen til enighed, for eksempel i spørgsmål af human etisk karakter. Mange steder i verden udgør sådanne spørgsmål de største hindringer for kirkeligt fællesskab. Efter gruppens opfattelse skyldes det, at man i for ringe grad overvejer, hvilken betydning sådanne spørgsmål bør have for, hvad man forstår ved kirkeligt fællesskab.

Og jeg tilføjer: Om ikke simpelthen de spørgsmål hører hjemme på det plan, hvor man i en given kultur og tradition overvejer, hvordan man mest hensigtsmæssigt forsøger at praktisere det overordnede fælles næstekærlighedsbud. Hvis man på den måde placerer ægteskabs-, familie- og seksualetikken i sin rette historiske sammenhæng, vil den næppe som nu kunne lægge hindringer i vejen for kirkernes enhed. Hverken enighed eller enshed betinger nemlig enheden, det gør derimod anerkendelsen, agtelsen og den fælles rod i den apostolske overlevering.

Anders Gadegaard er domprovst og formand for Danske Kirkers Råd