Demokratiet er fortsat det mest attraktive

– Det begyndte i Sydeuropa i 1970'erne, da Spanien og Portugal valgte demokratiet. Dengang og senere så man afslutningen på så godt som alle diktaturer i Latinamerika på nær Cuba. Og så var der Berlinmurens kollaps og åbningen af Østeuropa. Derudover erstattede demokratiet de autoritære regimer i Sydkorea og Taiwan. Vi gik fra at have 80 demokratier i starten af 1970'erne til at have 130 eller 140 to årtier senere.

– Det er da rigtigt nok, at det ikke alt sammen har varet ved. I dag ser vi en form for demokratisk tilbagegang. Der har været tilbageslag i vigtige lande som Rusland, hvor vi ser et fælt, autoritært system uden retssikkerhed vende tilbage, og i Venezuela og andre latinamerikanske lande med populistiske regimer. Den store flodbølge i retning af demokrati gik helt klart så langt, som den kunne. Nu er der reaktioner imod den nogle steder. Men det betyder ikke, at den overordnede tendens ikke stadig er i retning af demokrati.

Det væsentligste modargument til "historiens afslutning" blev fremsat af Samuel Huntington. Stik modsat en ideologisk tilnærmelse, hævdede han, stod vi foran et "civilisationernes sammenstød", hvori kultur og religion ville blive de væsentligste udløsere af konflikt efter den kolde krig. For mange bekræftede det, der skete den 11. september 2001 og efterspillet dertil, hans tese om et sammenstød mellem islam og Vesten. I hvilken udstrækning var hans påstand gyldig?

– Forskellene mellem Huntington og mig er blevet overdrevet noget. Jeg skrev en bog med titlen "Trust" (Tillid), hvor jeg hævdede, at kultur er en af de hovedfaktorer, der afgør økonomisk succes og mulighederne for velstand. Så jeg benægter ikke kulturens afgørende rolle. Men først og fremmest er spørgsmålet, hvorvidt kulturelle karaktertræk er så rodfæstede, at der ingen muligheder er for universelle værdier eller en tilnærmelse af værdier. Det er dér, jeg er uenig.

Huntingtons påstand var, at demokrati, individualisme og menneskerettigheder ikke er universelle, men afspejler en kultur med rødder i den vestlige kristendom. Det er godt nok sandt i historisk forstand, men disse værdier rækker nu ud over deres oprindelse. Samfund med meget anderledes kulturelle traditioner har taget dem til sig. Se bare på Japan, Taiwan, Sydkorea og Indonesien.

– Samfund rodfæstet i anden kulturel oprindelse accepterer disse værdier – ikke fordi USA gør det, men fordi det virker for dem. Det giver en mekanisme til at drage en regering til ansvar. Det giver samfund en måde at skille sig af med dårlige ledere på, når tingene går galt. Demokratiske samfund har denne enorme fordel frem for steder som Kina, hvor de for indeværende er velsignet med kompetente ledere. Men før det havde de Mao. Der er intet, der forhindrer en ny Mao i fremtiden, uden en eller anden form for demokratisk ansvar.

– Problemer med korruption eller dårlig regeringsførelse er meget nemmere at løse, når man har et demokrati. Institutionaliserede og lovhjemlede forandringsmekanismer og ansvarsdragelse er afgørende for at få vedvarende velstand og succes, siger Fukuyama.

I en tidligere bog, "Political Order in Changing Societies" (Den politiske orden i samfund i forandring), hævdede Huntington, at vestliggørelse og modernisering ikke er én og samme ting. Han mente, at modernisering i form af en effektiv stat, urbanisering, nedbrydelse af grupperinger bygget på slægtskab, omfattende uddannelse på et vist niveau, markedsøkonomi og en voksende middelklasse var aldeles mulige, uden at et samfund blev vestligt i betydningen en liberal sekulær kultur eller demokratiske normer. Det gælder i dag fra Singapore til Kina, fra Tyrkiet til Malaysia og endog Iran. Enhver opmærksom besøgende i Kina nu om stunder kan se, at under Hyatts og Citigroups logoer rører gamle Konfucius' ånd stadig på sig med sin autoritære tilbøjelighed. I Tyrkiet ser vi et parti med islamistiske rødder lede en sekulær stat og kæmpe for at tillade kvinder at bære tørklæde på offentlige universiteter.

Er "ikke-vestlig modernisering" lige så sandsynlig en vej frem som vestliggørelse gennem globalisering?

– For mig at se er der tre hovedkomponenter i politisk modernisering. For det første moderniseringen af staten som en stabil, effektiv, upersonlig institution, der kan gennemtvinge regler over alt i komplekse samfund. Det var Huntingtons fokus. Men der er, som jeg ser det, to yderligere komponenter i modernisering. Den ene er retssikkerhed, så staten selv begrænses i sine handlinger af et forud eksisterende og uafhængigt lovkorpus. Med andre ord kan en hersker eller et regerende parti ikke bare gøre, hvad han eller de beslutter. Den sidste komponent er en eller anden måde at drage magthaverne til ansvar på.

– Huntington ville have sagt, at retssikkerhed og ansvarsdragelse er vestlige værdier. Jeg mener, at det er værdier, som ikke-vestlige samfund nærmer sig foranlediget af deres egen erfaring. Der findes ingen sand modernisering uden dem. Faktisk kompletterer de hinanden og er begge nødvendige. Hvis man kun har politisk modernisering defineret som en kompetent stat, har man måske bare en mere effektiv form for tyranni.

– Det, man bestemt kan have, er effektiv statsbygning og et vist omfang af velstand under autoritære forhold for en tid. Det er det, kineserne gør lige nu. Men jeg er overbevist om, at deres velstand ikke kan vare ved i sidste ende, ej heller kan kinesiske borgere nogensinde vide sig sikre på deres personlige fremskridt uden retssikkerhed og ansvarsdragelse. De kan ikke gå videre til næste trin uden alle de tre komponenter, som udgør modernisering. Korruption og tvivlsom legitimitet vil i sidste ende tynge dem, om ikke ligefrem udløse uroligheder.

Modernisering har normalt også betydet en tiltagende sekularisering af samfundet, og at videnskaben og fornuften fik forrang. Alligevel ser vi for eksempel i Tyrkiet i dag modernisering og tiltagende religiøsitet side om side. Det afviger fra den vestligt orienterede kurs, som grundlæggeren Atatürk udstak.

– Jeg er enig. Den gamle version af forestillingen om moderniseringen var eurocentrisk og afspejlede Europas egen udvikling. Den indeholdt vitterlig nogle egenskaber, som forsøgte at definere modernisering på en temmelig smalsporet måde. Vigtigst er det, som du påpeger, at religion og modernisering bestemt godt kan sameksistere. Sekularisme er ingen betingelse for modernitet. Det behøver man ikke rejse til Tyrkiet for at se. Det gælder også i USA, som er et meget religiøst samfund, hvor avanceret videnskab og teknologisk nytænkning ikke desto mindre blomstrer.

– Den gamle formodning om, at religionen ville forsvinde og blive erstattet af sekulær, videnskabelig rationalisme, kommer ikke til at holde stik. Samtidig tror jeg ikke, at hverken eksistensen eller udbredelsen af kulturelle særtræk, heriblandt religion, er så overvældende nogen steder, at man ikke vil se en universel tilnærmelse til retssikkerhed og ansvarsdragelse.

udland@kristeligt-dagblad.dk

© GLOBAL VIEWPOINT NETWORK/ TRIBUNE MEDIA SERVICES

Oversat af Sara Høyrup

Kristeligt Dagblad bringer i den kommende tid en lang række artikler i anledning af 20-året for Berlin-murens fald og den kolde krigs ophør.