Under sin rejse besøgte Lone Hertz for eksempel en kirke i Egypten. Det var ikke det smukke rum, som vi kender det herhjemme, men snarere en kløft i en klippe, hvor de kristne end ikke havde tag over hovedet, "for man havde nægtet de kristne at bygge en kirke", fortæller hun.

– Og den problematik kan man jo genkende fra Danmark. Tænk bare på, hvor meget debat vi har haft om at lægge en stormoské i København. Det er lærerigt at kunne genkende, for faktisk er vi begyndt at se på vore danske muslimske medborgere, som man ser på de kristne i Egypten, siger Lone Hertz med et mildt smil – og dog et let bekymret blik.

For det bekymrer hende, at vi herhjemme nu møder indvandrere med samme frygt og fjendtlighed, ja, indimellem med samme had, som man oplever det i det meget mere fundamentalistisk prægede Egypten.

Vi burde møde anderledes tænkende i dialog. Vi burde for længst have lyttet til det råd, som det gode menneske Jesus gav os, om altid at stikke den kærlige kind til.

– Kernen i Johannesevangeliet er jo, at vi skal elske hinanden – en rådgivning, vi kan leve på, synes jeg nok. Men mange mennesker under 40 år kender ikke engang byggestenene i kristendom – de har aldrig lært om dem. Det er et fatalt tab. For uanset om man er troende eller ej, er kristendommen vores kulturelle grundlag og har hidtil skabt en tradition for at vise omsorg for vore medmennesker.

– Al den solidaritet, der har været i vores samfund tidligere, er ved at smuldre og forsvinde. Vi er ulykkeligvis ved at miste kærligheden mellem mennesker på verdensplan. Derfor står vi også herhjemme over for store udfordringer, siger hun.

– Vi lever jo som bekendt i en frygtelig vanskelig tid. Der er allerede gravet så dybe kløfter. Enorme sår skal heles, og megen tillid skal genopbygges. Jeg synes ikke, vi gør det særligt godt globalt – heller ikke her i Danmark. Vi er kommet for sent i gang med at interessere os for mennesker, der er anderledes.

– Derfor skal vi danskere, som jo er et privilegeret, ja, næsten udvalgt folk, oplever jeg, gøre den første indsats for at skabe gensidig dialog – vi skal lære af hinanden. Og det opdager man på en sådan rejse til det ukendte, at der faktisk er ting at lære. Der kan foregå en gensidig inspiration, en slags afsmitning. Vi skal være forbilleder for hinanden.

– Det handler om at tage og at give. Der ER ikke nogen nem politisk eller krigerisk løsning. Det er det lange seje træk, som er nødvendigt, når værktøjet er at vise omsorg og omtanke. Og dér er dialog efter min mening den eneste og mest brugbare løsning, når broen skal bygges mellem mennesker. Og det er netop, hvad Danmissions projekt i Egypten har som mål.

Lone Hertz har altid troet på Gud, men hun har ingen intention om at være missionerende, for det er tiden slet ikke til, mener hun. Nej, vi skal være forbilleder.

– I dag må det gå ud på at skabe forståelse, interesse og tolerance, ja, håb og glæde mellem mennesker – at bygge broen dér, hvor ingen bro findes. Vi skal ikke være ens, men vi må begynde at skabe forståelse – og så er allerede meget opnået.

Det er blandt andet det budskab, Lone Hertz forsøger at bringe ud via sine foredrag.

– Det er det, som troen på Gud og Jesus handler om for mig. Han sagde, "jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, som jeg har gjort mod jer." Det er hans enkle budskab – altså, får vi Jesu tankegang opfyldt ved selv at forsøge at være forbillede. Ved selv at være kærlig, siger hun.

holtze@kristeligt-dagblad.dk