Caffe latte i mørkets hjerte

Jeg har altid følt en skrækblandet fascination over "no go areas" i storbyer. Hvis jeg skal være ærlig, består følelsen af 99,9 procent skræk og 0,1 procent fascination. I mange sammenhænge i livet kan man undgå fare ved at lade være med at opsøge den, men i diverse storbyer kan man gå i løvens gab ved et tilfælde. Køre en station for langt med undergrunden eller tage en sidegade til venstre i stedet for til højre. Det er rædselsvækkende.

Som da min kone og jeg en gang var i Rio og en aften skulle besøge en derboende ven. Vi tog i taxi fra hotellet til hans hus i et højtliggende kvarter, men jeg skulle absolut blære mig med mit portugisiske og angav husnummeret som 76 i stedet for 670. Taxaen drønede gennem det dejlige kvarter og ned i bunden af den slumby, favela, der lå lige nedenfor. De lokale beboere kiggede forundrede ind ad bilens vinduer, mens vi fik opklaret misforståelsen, og taxaen begyndte den meget langsomme og næsten umulige kørsel tilbage op ad den stejle vej.

Da vi her i efterårsferien var i Chicago i USA, var jeg glad for at vide, at volden var samlet på South Side. Her kunne man blot lade være med at opsøge faren. Vi tog flere ture til den nordlige bydel og min søn på 17 år, der netop nu har en massiv interesse for cykler med fast nav, fik anbefalet en bike shop, "Yojimbo's Garage". Et gunstigt tilfælde ville, at butikken befandt sig tæt på området Old Town, som vi havde sat som udflugtsmål næste dag.

Da jeg læste op på kvarteret i vores ret fyldige guide til Chicago, konstaterede jeg med ubehag, at der faktisk lå en sjælden nordlig enklave af et højrisikoområde, Cabrini Green, lige ved siden af Old Town. Her burde ingen turist sætte sine ben, meddelte guiden. Jeg noterede omhyggeligt hvilke gader der afmærkede dette kvadrat af public housing, der var sunket ned i en spiral af vold, narkohandel og bandekrig. Men min vantro ville ingen ende tage, da vi tjekkede bikeshoppen på kortet og fandt ud af at den lå lige midt i mørkets hjerte, i centrum af Cabrini Green.