Viggo Mortensen |
29. oktober 2009
Kirkeanalyse. Folkekirken kan ikke overleve, hvis alle præsterne opfatter sig som "ansatte", skriver Viggo Mortensen
Så blev mistanken mod Præst i serien Forbrydelsen II bestyrket. Sidste episode sluttede med, at Præst (han har ikke noget andet navn) stod med en revolver i hånden og truede vores "helt".
Her i huset har vi nu hele tiden ment, der var noget lusket ved ham. Jeg mener med den krave! Det var sådan en klovnekrave meget langt fra en almindelig velstivet præstekrave. Er vi derhenne, hvor almindelige regissører ikke længere ved, hvordan en præstekjole og –krave ser ud? Eller er fjernsynets garderober så dårligt udstyret, at man ikke kan finde en almindelig præstekjole med flipskjorte og krave frem, når en præst medvirker?
Denne præst, der angiveligt har været feltpræst i Afghanistan, er, som navngivningen viser, ren rolle. Og sådan bliver præster ofte portrætteret i medierne, som klicheer. Og som regel overses det, at præsterollen i de senere år har gennemgået en dramatisk udvikling.
Den største ændring har selvfølgelig med opbruddet i det almindelige kønsrolle-mønster at gøre. I gamle dage kunne menighedsrådet betale for en og få to. De tider er forbi. Så er kvinderne kommet til, og ligegyldigt hvordan man vurderer det, så har det kraftigt bidraget til at ændre præsterollen. Uden nødvendigvis at tale om kirkens feminisering, så er det oplagt, at kvinder i kraft af køn, gemyt og karakter griber præstearbejdet anderledes an og måske også prioriterer anderledes.
Den tredje faktor, der har påvirket udviklingen, har at gøre med den ændring, der er sket med præsternes egen opfattelse af deres rolle. I tidligere tider skulle man ikke blot have en ydre kaldelse til et givet embede, men man skulle også have et indre kald til at være præst. Det er nu afløst af en opfattelse af, at præstearbejdet er et job, næsten lige som alle andre, dog uheldigvis med lidt mere arbejde på søn- og helligdage.
Præsterne opfatter sig i stigende grad som ansatte. Og vel at mærke ikke af menigheden, men af den fjerne kirkeministerielle administration. Derfor optagetheden af ferie og fridage, arbejdstidsregler, tjenestebolig etc.
I sidste nummer af Præsteforeningens blad kan man i anledning af det forestående valg til Præsteforeningens hovedbestyrelse få et indtryk af, hvad der optager præsterne fagforeningsmæssigt. De er helt med på noderne, vil have HR-konsulenter i provstierne, slæbe folk i retten, hvis medlemmer har været udsat for overgreb, slendrian eller chikane fra menighedsråd, personalegrupper eller foresatte. Det står der!
Det lyder, som om der er nogle steder, hvor de rigtig hygger sig! Min pointe er: Behandles man som ansat, så opfører man sig også som ansat. Så slår man telefonsvareren til klokken 16. Hvis man da ikke hører til dem, der slet ikke har nogen telefonsvarer, så man er sikker på ikke at kunne komme i kontakt med præsten.
Et sted, hvor denne ændring i præsterollen viser sig tydeligt, er på sognenes hjemmesider. Folkekirken har været utrolig sen til at bruge internettet. Der er stadig mange sogne, der ikke har nogen hjemmeside. Søger man på dem, kommer der kun den meget sporadiske Sogneportalen op med de helt nødtørftige oplysninger og ofte uden henvisning til sognets hjemmeside. I de sogne, der har en hjemmeside, er den som oftest konstrueret efter de mest gammeldags principper fra kirkebladets tid og er langt fra at matche de behov, som brugerne har på en hjemmeside, for slet ikke at tale om at udnytte de muligheder, som nettet byder på.
På sognenes hjemmesider forekommer det ofte, at præsterne "skjuler" sig, for eksempel under rubrikken Ansatte. Det er muligt, det afspejler holdningen i menighedsrådet, men så må også de lige tænke deres rolle igennem en gang til.
Jeg er ikke tilhænger af, at folkekirken skal udvikle sig til en præstekirke. Men man må heller ikke havne i den modsatte grøft og gøre præsterne helt usynlige. Det går ikke. Præsten bør være en naturlig identifikationsfigur for en given menighed og kirke. Selvfølgelig skal menigheden/kirken fremstå med sin egen identitet fremgået af diskussioner i menighed og menighedsråd. Men præsterne er så væsentlige aktører i udformningen af denne identitet, at de ikke skal gemmes væk som ansatte.
Grundtvig sammenligner forholdet mellem præst og menighed med et ægteskab. Det er et smukt billede, som burde kunne inspirere både præst og menighed til at finde et frugtbart samarbejdsforhold. I et ægteskab er man ikke "ansat", men bundet til et samliv på liv og død. Hvis præsterne udvikler denne ansatte mentalitet yderligere, så bliver det en pind til folkekirkens ligkiste.
kirke@kristeligt-dagblad.dkKristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere aktuelle tiltag og begivenheder i troens og kirkens verden. Viggo Mortensen, som har skrevet denne uges analyse, er professor i teologi ved Aarhus Universitet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad