Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Soldatens sidste brev til din ven.
Soldatens sidste brev
Solopgang over Helmand. Soldater rigger deres pansrede køretøjer til, inden de kort tid efter forlader deres lejr for at køre på patrulje i den grønne zone. --
- Freja Bech-Jessen.
Læs også
Tema
Stadig flere soldater skriver et sidste brev til dem, de lader tilbage. Det hjælper dem til at se deres egen dødelighed i øjnene, skærper deres vilje til at overleve og minder dem om det, der i virkeligheden betyder mest
Natten har lagt sig som en kølig dyne over de sovende soldater på jorden. De ligger på kanten af den grønne zone i Afghanistans sydlige Helmand-provins og suger så meget søvn som muligt til sig, inden de i morgen skal krydse floden og styre direkte ind i de mandshøje majsmarker, hvor Taleban endnu regerer. En enkelt pandelygte lyser fortsat i mørket. Kaptajn Anders Theut sover ikke. Efter de sidste dages intense forberedelser til morgendagens mission er der en sidste opgave, han mangler at løse. Som kaptajn kender han alt til den risiko, han og hans mænd står over for, når solen om få timer står op. Derfor ved han også, at opgaven ikke kan udsættes længere. Hans svenske kone, Lina, er gravid med deres første barn. Hendes mave vokser hjemme i København, og selvom Anders Theut aldrig har mærket sit barn bevæge sig under maveskindet eller hørt dets hjertelyd slå under en scanning, så ved han, at han bliver nødt til at sige farvel til dem begge.
"Kære Felix," indleder han det første og måske sidste brev til sin søn. "Når jeg ligger her under stjernerne på kanten af den grønne zone og tænker på mødet med din mor, på hendes graviditet og på dig, så ved jeg, at jeg er det helt forkerte sted."
Annonce
De flere end 700 mænd og kvinder, der i øjeblikket gør tjeneste i Afghanistans sydligste og farligste provins, Helmand, har inden deres afrejse fra Danmark udfyldt og afleveret en sidste vilje – en folder med informationer og ønsker til deres begravelse. En stor del af dem har derudover – ligesom Anders Theut – valgt at supplere den forproducerede tryksag med et personligt håndskrevet brev. Brevene, der blandt soldaterne går under betegnelsen farvelbreve, adskiller sig markant fra den strøm af højteknologisk korrespondance – mails, sms'er og telefonopkald – der hver dag forlader de danskbeboede baser, Bastion, Price og Armadillo.
"Kære Felix," indleder han det første og måske sidste brev til sin søn. "Når jeg ligger her under stjernerne på kanten af den grønne zone og tænker på mødet med din mor, på hendes graviditet og på dig, så ved jeg, at jeg er det helt forkerte sted."
Farvelbrevene er typisk skrevet i hånden med kuglepen og på helt almindeligt, gammeldags papir. Skrivefejl og overstregninger får lov at blive stående, fordi de vidner om netop det øjeblik og netop den sindsstemning, de er skrevet i. Og selvom den moderne danske soldat bryster sig af at kunne dele følelser og tvivl med soldaterkammeraterne, så er det først og fremmest på de sidste brevsider, han for alvor blotter sin frygt, sit savn og sin kærlighed til dem, han har ladt tilbage. Det er her tvivlen og fortrydelsen får lov at stå sort på hvidt – eller mellem linjerne – for direkte konfronteret med døden er det svært at retfærdiggøre valget om at gå i krig. Derfor lyder konklusionen ofte, at intet – heller ikke kammeratskabet, kampen for demokratiet eller den enestående mulighed for personlig udvikling – er døden værd.
Selvom farvelbrevene vækker tvivlen hos de ellers så stålsatte soldater, hilses de alligevel velkommen af befalingsmænd og overordnede, der på det kraftigste opfordrer soldaterne til at skrive dem, fordi de sætter døden, men også livet i perspektiv.
– Især de helt unge mænd har et meget abstrakt forhold til døden. De oplever, at den risiko, de løber, når de tager i krig, er den samme, de løber, når de dyrker ekstremsport. Døden er en del af det at leve på kanten. Den er sej, udfordrende og spændende. Det er en uholdbar og urealistisk tilgang. Derfor er det vigtigt, at de sætter sig ned og tager sig tid til at overveje, hvad døden egentlig betyder, siger eskadronchef Jacob Bjerborg, der har ansvar for de mere end 150 mænd, der udgør de danske kamptroppers lette opklaringseskadron i Helmand.
Han har selv skrevet tre farvelbreve. Et til sin kone, et til sin familie og et til vennerne. Og han tog sig god tid til brevskrivningen, satte ligefrem melankolsk musik på anlægget for, som han siger, "at komme i den rette stemning".
– Det kan lyde forkert, og som om jeg dyrker døden. Men det er ikke det, der er formålet. Formålet er at se døden i øjnene og forholde sig til den. Det må godt gøre ondt, for det er der, vi indser, hvad det egentlig er, vi risikerer at miste. Den indsigt er med til at skærpe vores vilje til at overleve, siger Jacob Bjerborg.
For kaptajn Anders Theut fungerer brevet til Felix som netop det – en påmindelse om, hvad han risikerer at miste, og hvad han vil kæmpe til det sidste for at få lov at vende hjem til. Brevet ligger normalt i kaptajnens telt i Camp Price, de danske kamptroppers hovedkvarter i Helmand. Den veludstyrede militærlejr, der er bygget op af snorlige rækker af sandfarvede telte komplet med aircondition og moderne badefaciliteter, udgør et roligt og velordnet holdepunkt for soldaterne. Når Anders Theut forlader lejren – og roen – for at tage på patrulje i den grønne zone eller i det ufremkommelige ørkenlandskab, tager han brevet med sig. Og lige inden han forlader den pansrede mandskabsvogn for at fortsætte til fods, giver han det til sin kører.
– Når jeg slipper det, og gør min kører opmærksom på, hvad det er for et brev, sker der noget i mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver skarpere og mere målrettet, fordi det ikke kun er mit eget liv og min egen fremtid, jeg sætter på spil. Det er også min kones og min søns. De tanker gør mig stærkere, forklarer Anders Theut.
Nogle skriver – som Anders Theut – det sidste farvel i pandelygtens skær umiddelbart inden en risikofyldt mission. Andre vælger at skrive brevet, allerede inden de forlader Danmark. 44-årige William, der dels gør tjeneste som kontorchef i Camp Price, og dels fungerer som kører, når kamptropperne skal på patrulje, skrev sit farvel et par dage før, han forlod hjemmet på Bornholm. Mens den 10-årige Katrine så morgenfjernsyn fra sin plads i sofaen, og Williams kone sov længe i soveværelset ovenpå, satte William sig ved køkkenbordet med en kop kaffe, en blok og en pen og prøvede at finde ud af, hvordan han dog skulle sige farvel til det hele.
– Det var ikke nemt, og jeg udsatte det til sidste øjeblik. Jeg har også været enormt i tvivl, om farvelbrevet er en god idé eller ej, for det er som at få en knytnæve i maven, når man, selvom man er sund og rask, skal sige farvel til dem, man elsker højest i hele verden, siger William, der af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker sit efternavn i avisen. Jeg sad i lang tid og stirrede på fuglene, der sad i grantræet uden for køkkenvinduet, og lyttede til lydene fra den tegnefilm, min datter så. Det virkede meget overvældende at sætte al den tryghed over styr. Da jeg var færdig med brevet, gik jeg ind til Katrine og gav hende et kram. Jeg holdt nok fast i hende lidt længere, end jeg gør normalt, for hun så undrende på mig. Og det var svært at møde hendens blik, man føler jo, at man svigter som far, når man løber den risiko, jeg løber i mit job, siger han.
William har været udsendt flere gange, siden han som ung mand startede sin militære karriere, og det er først, efter at han har fået barn, at brevet for alvor har voldt ham problemer. Da han var ung og barnløs, var det nemmere at skrive.
Mønstret er det samme for de mænd, der er af sted i dag. Døden er abstrakt og fjern, når man er ung og stærk. Derfor er der også en del, der vælger at springe brevskrivningen over. Emil på 21 år er en af dem. Hans krop har for længst forvandlet sig til en mands, men ansigtet afslører hans unge alder, og der er et drenget drag om hans mund. Selvom han ikke har skrevet et personligt brev til familien derhjemme, har han udfyldt og afleveret sin sidste vilje. Og det har sat tankerne i gang hos den unge soldat.
– Jeg har skrevet, at det er militæret og ikke mine forældre, der skal stå for min begravelse. Det vil jeg ikke have, at de skal stå med oven i alt det andet. Og så har jeg skrevet, at jeg skal begraves og ikke brændes. Det er selvfølgelig ikke så meget, men det har alligevel betydet, at jeg har tænkt mere over døden, end jeg tror, de fleste andre på min alder gør. Den er jo ikke relevant for dem, siger Emil.
Emils sidste vilje ligger nu i et grønt arkivskab i Camp Bastion midt i den afghanske ørken, side om side med de konvolutter, der indeholder Anders Theuts og Williams sidste ønsker. Hvis der sker de tre soldater noget – hvis de mister livet i løbet af de måneder, de endnu har tilbage i den sydlige Helmand-provins – vil deres håndskrevne breve og ønsker til begravelse, salmer og bårebærere følge deres kister hjem til Danmark. Hvis ikke, vil alle overvejelserne og tankerne blive destrueret, når de til februar overlader teltlejrene og de pansrede køretøjer til et nyt hold soldater.
William glæder sig til, at det brev, han skrev ved køkkenbordet på Bornholm, snart bliver forvandlet til ulæselige strimler af papir.
– Den her opgave er først rigtig slut for mig, når brevet er makuleret. Hverken min datter eller kone skal se det brev, for det er skrevet til en virkelighed, hvor jeg er væk, og de har mistet deres mand og far. Hvis den virkelighed aldrig bliver til noget, skal de ikke konfronteres med den. Det var mit valg at tage herned, så det må jeg bære alene, siger han.
For Anders Theut er det anderledes. Han har bevidst valgt kun at aflevere skemaet med sin sidste vilje i Camp Bastion. Farvelbrevet beholder han, og det er planen, at hans søn en dag skal læse det, uanset om hans far for længst er vendt tilbage fra krigen i Afghanistan eller aldrig kom hjem i live.
"Hils din mor og sig, at jeg elsker hende," slutter kaptajnen brevet til sin søn.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste Liv&Sjæl
- 26. maj Den videnskabelige teolog og den teologiske videnskabskvinde
- 26. maj Brunkulsbørster er historiens oversete helte
- 25. maj Kommentar: Sundhedisme er blevet den nye religion
- 25. maj Kronisk depression og søvnproblemer
- 25. maj Indtil sygdom skiller os ad
- 25. maj Jeg bevæger mig til smertegrænsen
- 25. maj Billedserie: Lykken er at komme sidst
- 25. maj Nys bare – pollen-sæsonen er over os
- 25. maj Helligånden er blevet sat i skammekrogen
- 25. maj Han kimer pinsen ind
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 59 | Sv. Etik |
Lise
29 min. siden |
| 8 |
Sv. Allerede kontrol |
Andreas...
1 time siden |
| 2 | Sv. Logisk? |
Andreas...
3 timer siden |
| 34 | Sv. FORVARSEL |
pha
6 timer siden |
| 1 |
Medien tage tingen for... |
Tony
8 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
