Anglikanere overvejer katolsk fremtid

Dette var ikke udtryk for, at Rom gik på strandhugst blandt anglikanerne, og det var heller ikke noget, der ville svække de økumeniske forbindelser. I stedet talte man om "væsentlige sammenfald i tro, læresætninger og spiritualitet" mellem de to kirker, og om at pavens indbydelse ikke ville have været mulig "uden de sidste 40 års dialog."

Men invitationen ville heller ikke været kommet uden en langvarig uenighed i den anglikanske verden. Den strid tager nok udgangspunkt i debatten om kvindelige biskopper og homoseksuelle biskopper, men mest af alt handler det om den anglikanske kirkes selvforståelse – om kirkelig enhed og autoritet.

Skønt et produkt af Reformationen har den anglikanske kirke altid set sig som en "bispekirke" på linje med den katolske og de ortodokse kirker, der er forpligtet over for overleveringen helt tilbage til apostlenes tid. De kredse, der måske nu søger til Rom, har typisk vægtet denne side højt.

Omvendt mener liberale anglikanere, at man svækker kirken og dens budskab ved ikke at følge med den almindelige samfundsudvikling. I de sidste år har Rowan Williams haft stadig sværere ved at holde sammen på fløjene, og måske er hans resignation over for Roms tilbud udtryk for en erkendelse af, at det ikke længere er Reformationens dogmer, der skiller de kristne, men snarere spørgsmålet om, hvor kristendommen står i forhold til tidens aktuelle strømninger.

Fra katolsk side har man allerede erfaring med anderledes traditioner i sin midte. Skønt de fleste katolikker er "romersk-katolske", omfatter den katolske kirke også 22 ortodokse og orientalske kirker, der har bevaret deres egne skikke, men som ikke desto mindre er katolske. Det er den praksis, som paven støtter sig til i sin henvendelse til anglikanerne. Det er enheden i troen, der er den store ambition, og det skal ikke være ydre forhold, der forhindrer større grupper af ikke-katolikker i at tilslutte sig den katolske kirke.

Heri ligger dog også, at den romersk-katolske kirkes egne traditioner i et eller andet omfang er i spil. Det gælder ikke mindst følsomme spørgsmål som det tvunge cølibat for præster, der netop ikke er et dogme, men et romersk-katolsk særtræk. Forestiller man sig, at et større antal gifte anglikanske præster konverterer og fortsætter som katolske præster, vil det blive stadig sværere at forklare unge romersk-katolske mænd, der tænker på at blive præster, hvorfor de ikke må gifte sig.

Flere katolske iagttagere har også advaret om, at Roms tilbud risikerer at tiltrække reaktionære og fordomsfulde grupper, der altid vil være utilpassede, eller som vil finde sammen med katolske grupper af samme tilsnit, som Vatikanet i forvejen har problemer med.

Men foreløbig kan man se frem til mange måneder med diskussioner, mens Vatikanet konkretiserer sit tilbud til anglikanerne, og anglikanerne tager pavens indbydelse nærmere i øjesyn. Der vil også være praktiske spørgsmål om penge og mursten at tage stilling til. For hvor skal de nye menigheder gå i kirke? Kan de bruge deres sædvanlige kirkebygninger? Og hvor skal præsterne og biskopperne bo? Og hvad med deres løn? Det er svært at forsørge en familie for, hvad en almindelig katolsk præst tjener.

"Nogle anglikanere i den katolske tradition vil forståeligt nok ønske at fortsætte i det anglikanske fællesskab," hedder det i en erklæring fra den højkirkelige engelske sammenslutning af anglikanske gejstlige og lægfolk, Forward in Faith, der har budt pavens indbydelse "varmt velkommen".

"Andre vil ønske individuelle ordninger, som deres samvittighed byder dem. Men vi tror, at yderligere en gruppe af anglikanere vil begynde at danne en karavane ligesom israelitterne, der gik gennem ørkenen på vej mod det forjættede land", siges det håbefuldt i meddelelsen, der er udsendt på vegne af biskoppen af Ebbsfleet, Andrew Burnham, og biskoppen af Richborough, Keith Newton.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.