Døden i Armadillo

Tilbage i lejren er stemningen forandret. Der er faldet en sammenbidt stilhed over soldaterne. Især drengene fra 3. deling – den deling, Steffen var en del af – er tydeligt trykkede, indtil de kort efter får beskeden om, at soldaterne er okay. Den pansrede mandskabsvogn har tjent sit formål. Kun en enkelt soldat er vendt tilbage til lejren med lettere skader. En brækket næse og en flækket læbe, og alle ånder lettet op. Store forskrækkelser og små skader hører til hverdagen i Armadillo.

En del af drengene fra 3. deling fortrækker til deres telt. De slår sig ned omkring de bærbare computere på bordet og slænger sig på feltsengene under de glittede plakater med velformede bryster, der hænger på den armygrønne teltvæg. Det er unge mænd, der bor her. Unge mænd, der ikke nødvendigvis samler sokkerne op, samme dag de smider dem. Og unge mænd, der værner om de poser med saltlakrids, der jævnligt sendes fra ængstelige forældre og forsigtigt folder velduftende breve fra kæresten sammen, inden de gemmer dem et sikkert sted.

Drengene fra 3. deling ligner og opfører sig som alle andre mænd i starten af 20'erne, men er det ikke. Den flere måneder lange træning hjemme i Danmark og de lange nætter i lejren på kanten af den grønne zone har forandret og mærket dem for altid. Og mest af alt så har døden i Armadillo sat sine spor. Der er en tid før og efter Steffen Bloch Larsen, lyder det samstemmende fra 3. deling, og man fornemmer, at klicheen om soldater, der drager i krig som drenge og vender hjem som mænd, er langt sandere, end man bryder sig om.

Soldaterne fra 3. deling har klippet en film sammen til familierne og vennerne derhjemme. Den viser i billeder og musik et udsnit af den virkelighed, der er så svær at formidle til dem, der er blevet derhjemme og aldrig har mærket den ulidelige varme i majsmarkerne eller oplevet ørkenstøvet som en tør hinde i næseborene og en konstant knasen mellem tænderne.

Billeder af soldater, der poserer med deres våben i ørkensandet, smiler mod det skarpe sollys eller kampklædt dukker frem af enorme hampmarker, glider over skærmen til rytmerne fra hårdtpumpet hiphop og rå rock.

"Du ser så sindssygt sej ud, mand" og "Det der billede er bare totalt Nam (Vietnam, red.)", lyder kommentarerne fra soldaterkammeraterne i teltet. Dunkene i ryggen og de kække bemærkninger forstummer imidlertid straks, da lydsporet ændres, og billederne af Steffen Bloch Larsen toner frem. Steffen, der smiler iført hjelm og fragmentationsvest, Steffen, der koncentreret følger en briefing inden en patrulje, og Steffen, der afslappet og iført T-shirt smiler så stort, at man næsten kan høre det.

Der er ikke plads til romantiseringer over krigen og referencer til Vietnam-klassikere midt i sorgen over en kammerat. Døden er virkelig, hård og brutal og tåler ikke sammenligning med film og fiktion.

– Når man sidder i helikopteren med sin døde ven og tørrer det værste blod af ham og fjerner vielsesringen fra hans finger for at være sikker på, at hans kone får den, er der ikke andet end døden, og den fylder det hele, siger en af soldaterne i teltet.

De kan tydeligt huske den dag, gruppen blev beskudt fra en majsmark i den grønne zone, og den vantro, der forplantede sig i kroppen, da det gik op for dem, at en af dem var dødeligt ramt. Herefter følger de uvirkelige minder om en træning, der tager over og på mekanisk vis får dem til at yde førstehjælp og tilkalde assistance, og en overmenneskelig styrke, der gør dem i stand til at bære deres ven, hans grej, våben og ammunition gennem det uvejsomme landskab og frem til den ventende helikopter, der få sekunder senere letter med direkte kurs mod felthospitalet i Camp Bastion. Drengene fra 3. deling gjorde alt rigtigt. Alligevel lykkedes det ikke. Derfor er Steffens død ikke kun ensbetydende med tabet af en kammerat, den har også synliggjort deres egen dødelighed. 3. deling er fortsat stærke, de tror om muligt mere på hinanden nu end før, fordi de har set, hvad de er i stand til, og hvor langt de er villige til at gå for en kammerat. Men de har samtidig mistet den usårlighed, der ellers er kendetegnende for mænd i 20'erne. Drengene i teltet tør godt tale om døden og sågar dvæle ved den for en stund. Men så vender snakken også tilbage til de fede billeder af kompetente og veltrænede soldater på skærmen og til pigerne derhjemme og på teltdugen. Hvordan skulle de ellers finde mod og overskud til at gå på arbejde i den grønne zone igen i morgen?

Mindre end en uge efter Kristeligt Dagblads besøg i Armadillo mistede major Nicolai Schat–Eppers og hans kompagni endnu en mand, den 23-årige sergent Michael Ebert, der blev skudt og dræbt på en patrulje til fods i den grønne zone.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk