Udland
Tiggerbørnene i Tegucigalpa
31. okt 2009 00:00 Det anslås, at der er op mod 10.000 gadebørn i Honduras, hvoraf de fleste er koncentreret i de større byer. De befinder sig på bunden af samfundet, og dagligdagen er en kamp for at overleve
En femtedel af Honduras' gadebørn lever i hovedstaden, Tegucigalpa. Her er nogle af dem i selskab med en socialarbejder fra den private hjælpeorganisation Casa Alianza. -- Silas Bang.
Solen skinner fra en himmel spættet med småskyer, der ligner hvide vattotter. Tættere ved jorden kvidrer fuglene i de grønne træer, der læner sig ud over den langsomt strømmende flod. Vandet er ikke dybere, end at man kan vade over, og i vandkanten plasker en gruppe børn vand efter hinanden. På en forhøjning af småsten midt i floden er en papkasse gået på grund. En dreng er på vej ud for at undersøge, om den indeholder noget spændende.
En helt igennem idyllisk scene, hvis man ser bort fra, at børnene i vandkanten er gadebørn, som er ved at vaske skidtet af sig i en forurenet flod.
Idyllisk, hvis man da kan høre fuglene for trafikken på den befærdede bro, hvor dyttende biler pumper smog ud, så luften kradser i halsen og øjnene svier. Idyllisk, bortset fra det faktum, at papkassen indeholder råddent kødaffald, som drengen vil vurdere, hvorvidt er godt nok til at blive tilberedt ved bålstedet under broen, hvor han og de andre gadebørn holder til.
Det anslås, at der er op mod 10.000 gadebørn i Honduras, hvoraf de fleste er koncentreret i de større byer. Mindst 2000 af dem lever i hovedstaden, Tegucigalpa. Ingen ved præcist hvor mange, da børnene på gaden ikke er registreret.
– Det er her, de bor, her de spiser, her de sover, og her mange af dem vil dø. Nogle på grund af vold, andre på grund af infektioner eller kroniske sygdomme som for eksempel hiv, fortæller 27-årige Juan Karlo Andino.
Han er socialarbejder ved den private hjælpeorganisation Casa Alianza, hvis mål er at hjælpe børn, som ingen andre vil have med at gøre. Sammen med tre kolleger er han på vej ud i Tegucigalpas slum for at opsøge gadebørnene.
En helt igennem idyllisk scene, hvis man ser bort fra, at børnene i vandkanten er gadebørn, som er ved at vaske skidtet af sig i en forurenet flod.
Idyllisk, hvis man da kan høre fuglene for trafikken på den befærdede bro, hvor dyttende biler pumper smog ud, så luften kradser i halsen og øjnene svier. Idyllisk, bortset fra det faktum, at papkassen indeholder råddent kødaffald, som drengen vil vurdere, hvorvidt er godt nok til at blive tilberedt ved bålstedet under broen, hvor han og de andre gadebørn holder til.
Det anslås, at der er op mod 10.000 gadebørn i Honduras, hvoraf de fleste er koncentreret i de større byer. Mindst 2000 af dem lever i hovedstaden, Tegucigalpa. Ingen ved præcist hvor mange, da børnene på gaden ikke er registreret.
Annonce
Han er socialarbejder ved den private hjælpeorganisation Casa Alianza, hvis mål er at hjælpe børn, som ingen andre vil have med at gøre. Sammen med tre kolleger er han på vej ud i Tegucigalpas slum for at opsøge gadebørnene.
– Vores samfund er fyldt med fordomme. Der er så meget afsky over for gadebørnene. Hvis en person for eksempel ser et lille barn uden sko på, vil de fleste bare gå videre. Det er en del af en tankegang, der gennemstrømmer hele systemet, fra staten og nedefter. Folk har nok i deres egne problemer, forklarer Juan Karlo Andino, mens han hopper i zigzagmønstre gennem en gyde for at undgå strømmene af urin og bunkerne af affald.
Målet i dag er en gruppe af børn og unge, der lever under en af de utallige broer over floden Choluteca, der fra nord til syd splitter Tegucigalpa i to.
Mange af børnene under broen er store teenagere og for gamle til at blive taget ind i Casa Alianzas normale program for gadebørn. I stedet er dagens mission at bringe en smule glæde ind i de unges liv og skabe et tillidsbånd.
Socialarbejderne synger sange og spiller dam for på den måde at vise de unge, at de interesserer sig for dem. En af Juan Karlo Andinos kolleger har desuden en førstehjælpskasse med medicin og forbindinger til at behandle skrammer og infektioner.
– Vi er både læger, venner, fædre, mødre og lærere for børnene. Det handler om at vise, at vi accepterer dem som gadebørn og ikke dømmer dem, fortæller Juan Karlo Andino og råber et "hola" til børnene.
Cirka 15 børn og unge i alderen 4 til 20 år har gjort den støvede plads under broen til deres hjem. En af dem er 17-årige Wendell Penal. Han har levet på gaden, siden han var 10.
En dag traf han det samme valg, som hundreder af honduranske børn træffer hvert år. At veksle hjemmets fattigdom og forældrene, der bankede ham, til et liv på gaderne. Syv år senere ejer han, ud over sin frihed, kun det tøj, han bærer på kroppen.
Som de fleste af sine venner magter Wendell Penal ikke at frigøre sig fra gaden. Under trøjen sidder årsagen gemt som en bule ved bukselinningen. Wendell Penal hiver flasken med lim frem og sætter den under næsen.
– Det gør mig høj og får mig til at glemme sulten og kulden om natten. Jeg ved, det ødelægger min hjerne og min krop, men jeg kan ikke stoppe. Jeg kan godt lide følelsen af at blive høj, men jeg hader afhængigheden. Jeg får det dårligt, når jeg ingen lim har, forklarer han.
Midt under broen ligger en mandshøj bunke af affald, som gadebørnene under broen sover opad og vogter med deres liv. Det er plastik- og metalaffald, som de arbejder sammen om at samle i løbet af dagen. Når de har nok, kan de sælge det til skrothandlere.
– Jeg bruger dagene på at samle affald og på at tigge penge og mad. Man kan også finde mad i skraldespandene bag restauranterne. På en god dag kan jeg tjene 50 lempira (16 kroner). Dem bruger jeg på mad og på lim, fortæller Wendell Penal og tager endnu et hiv af dampene.
Ved siden af bunken med affald er Juan Karlo Andino i gang med at spille glas-kugler med den 20-årige Edwin Javier, der har levet på gaden, siden han var otte år. Lidt derfra på en bunke murbrokker sidder Edwin Javiers søn, Eddie, og kigger med sine store, mørke øjne. Han er fire år og har aldrig kendt et andet hjem end det under broen.
– Jeg ønsker ikke at opdrage min søn på gaden, men hvad kan jeg gøre, spørger Edwin Javier, efter han har kastet den vindende kugle.
– Jeg har aldrig gået i skole. Der var ingen, der tog sig af mig. Nu er jeg tabt. Men jeg er holdt op med at stjæle, og for min søns skyld er jeg nødt til at fortsætte fremad, siger Edwin Javier og løfter sin søn op, som spræller og vil ned.
Eddie Javier smiler sjældent.
– Hvad har jeg også at smile ad, synes han at tænke, mens han inaktivt sidder i støvet.
Han er det eneste barn på den alder under broen og kender ikke andre end de limsniffende unge, hans far omgås.
Et barn som Eddie Javier vil ikke blive fjernet af de sociale myndigheder i Honduras. Selvom der til en vis grad bliver ført tilsyn med udsatte børn, så betragtes gadebørn som nogle, det ikke er værd at beskæftige sig med.
– Hvis en borger melder, at et barn i nabohuset bliver mishandlet, så vil de sociale myndigheder fjerne barnet og putte det i et børnehjem. Men de vil ikke opsøge et gadebarn, for der er ingen, der interesserer sig for, hvad der sker med det, fortæller Juan Karlo Andino.
Med de ord begynder han og hans tre kolleger at pakke sammen. Det er ved at være sidst på eftermiddagen, og inden længe vil det være mørkt. Derefter bliver det for farligt for Casa Alianzas folk at opholde sig i slummen.
Natten tilhører de kriminelle bander, som børnene ofte selv må blive en del af i et forsøg på at holde sig i live.
– Jeg tænker tit på, at det lige så godt kunne være mig. Det er nok i virkeligheden grunden til, at jeg har valgt det her arbejde. De børn under broen kunne være mig, funderer Juan Karlo Andino.
udland@kristeligt-dagblad.dk
| Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev |
|
|
|
|
|
|
Mest læste Danmark
Mest læste kirke og tro
Mest læste Liv&Sjæl
|
Mest læste udland
Mest læste kultur
Mest læste debat
|
Temaer fra Kristeligt Dagblad |
|
|
Temaer fra religion.dk |
|
|
Temaer fra kristendom.dk |
|
|
| Seneste udland |
|
14:43
|
|
|
|
| Afstemning |
|
|
|
| Kristeligt Dagblad 4 uger gratis |
 |
| Seneste nyt religion.dk |
|
09. mar
|
| Nyhedsbrev |
|
Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail |