Jeg har lært hen ad vejen, at der ikke er noget alternativ til at hengive sig

Nogle gange kommer en forfatter tættere på sin romanperson end andre. Anne Lise Marstrand-Jørgensen slipper aldrig af med Hildegard af Bingen, som hun har skrevet en ny roman om

-- Hildegard indgår i kredsløbet af store møder for mig. Selvom jeg er født 900 år efter hende, bliver hun ved med at følge mig, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen. --
-- Hildegard indgår i kredsløbet af store møder for mig. Selvom jeg er født 900 år efter hende, bliver hun ved med at følge mig, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen. --. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen lå på gulvet i sin stue og tænkte over kommende romanemner, da idéen dukkede op. En bog om Hildegard af Bingen? Den tyske abbedisse, der i 1100-tallets Tyskland grundlagde klostre, komponerede musik, var lægekyndig, så syner og var et medie for Gud. Nej, så alligevel ikke.

Det var, efter Anne Lise Marstrand-Jørgensen havde skrevet romanen "Ingen". Hun havde fornemmelsen af, at hun kunne skrive hvad som helst, men følelsen skabte et tomrum.

Idéen om Hildegard af Bingen vendte tilbage igen og igen. Hendes musik, hendes synske evner, hendes person og hendes kald – alt imens hun var kvinde i middelalderen.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen begyndte sin research. Det er godt halvandet år siden nu, og "Hildegard", som bogen hedder, er netop udkommet.

– Det kom egentlig bag på mig, at jeg endte med at skrive en bog om Hildegard. Så meget kendte jeg heller ikke til hende, men der var noget, der rørte på sig, og som ikke ville slippe.

Hildegard af Bingen er middelalderens nok allerstørste kvindeskikkelse og en af datidens store, kristne mystikere.

Hun begyndte at få visioner allerede som treårig og vidste hurtigt, at andre ikke så det samme, som hun gjorde. Hun kom i kloster, da hun var 10 år, og hun skjulte sine syn, hvor Gud talte direkte til hende, helt frem til hun var i begyndelsen af 40'erne, hvor de blev kendt af en større kreds. Og med pavens godkendelse begyndte hun at skrive om dem, og hendes musik blev udbredt.

– Hun gav sin stemme fra sig i mange år, selvom hun næsten ikke kunne leve uden at tale. Man kan sige, at hun havde en hotline til Gud, og ligegyldigt om man tror på det eller ej, så havde hun i hvert fald et intimt forhold til sin tro. Hun var urokkelig. Tvivl kendte hun til, men ikke tvivlen på Guds eksistens. Hun var kaldet, fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Kaldet og synerne har store konsekvenser for Hildegards liv, og det var disse konsekvenser og Hildegards person, der interesserede Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Det er blevet til en roman. Det står på omslaget. Ikke en biografi, selvom vi følger Hildegards liv kronologisk fra hendes fødsel og frem. Måske er det snarere en litterær fantasi, som forfatteren selv kalder bogen i sit efterskrift, ligesom der er noter og henvisninger til bibelsteder allerbagerst.

En biografi ville begrænse Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Men det var vigtigt for hende, at alt det biografiske var korrekt. Navnene på hendes familie og omgangskreds. De historiske fakta. Stederne, tøjet, landskabet, maden.

– Jeg ville gerne fordybe mig i detaljerne og bevare min kunstneriske frihed til at gå ind i personen Hildegard. Hvorfor hun valgte at gå i kloster. Hvordan man, som hendes mor, kan give sit barn fra sig, når det kun er 10 år gammelt. Hvordan det er at have et kald. Alt dette kunne jeg bedre dykke ned i med fiktionens virkemidler og sprog.

"Hildegard" er ikke nogen almindelig historisk roman. Det er ikke det ene spændingsmoment efter det andet, der, som bogen skrider frem, får læseren til at vende siderne, men en stille vekslen mellem handling og sanselige, sproglige billedpassager, som man oplever, når man læser dem, og ikke nødvendigvis forstår. Det er Hildegards syn, som forfatteren har valgt at beskrive på den måde.

– Jeg havde lyst til at beskrive mennesket uden at vurdere hende. Jeg beskriver hendes store modtagelighed uden at pådutte læseren, hvad der rent faktisk sker. Om hun virkelig taler med Gud, må man gerne selv afgøre.

– Samtidig er Hildegards egne tekster også meget lyriske, ikke kun teologiske. Jeg ville gerne lade det lyriske komme til sin ret, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

I dag er det musikken, som Hildegard af Bingen er mest kendt for. Men Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman foregår i årene før, Hildegard fik lov til at udtrykke sig, og hvor hun kæmpede med at holde stemmen i sig tilbage.

Hun levede i en tid, hvor kvinder skulle tie, ikke tale, og hvor straffen for at lægge sig ud med kirken og ligefrem påstå, at man dybest set var tættere på Gud end paven, kunne være døden.

– Jeg er optaget af, at hun så længe må tie, selvom hun er ved at svømme over af ord. Og alligevel formår hun mod alle odds at sætte sig igennem med sin stemme og blive hørt. Hendes kald er hendes drivkraft. Der er noget, hun er nødt til at gøre trods modstand og trods konsekvenserne, og den drivkraft har nogle mennesker altid. Man gør noget på grund af og på trods, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Trangen til at udtrykke sig kender forfatteren fra sit eget liv. Kunstnerisk arbejde bliver også til på trods.

– Det har til tider store menneskelige og økonomiske omkostninger at fordybe sig og isolere sig, som man gør, når man eksempelvis skriver en bog, og det kan være svært at forstå for andre, forklarer Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Hun genkender også Hildegard af Bingens måde at se og beskrive verden på. Hendes modtagelighed. Sanseindtryk, der kædes sammen, så et visuelt indtryk ikke eksisterer, uden at der også knytter sig duft og lyd til.

– Og så er hun kvinde. Jeg tror ikke, jeg havde skrevet om hende, hvis hun havde været en mand.

– Teologisk er hun ret konservativ, men det er stærkt inspirerende, at en kvinde i middelalderen tager bladet fra munden. Hun havde så mange facetter og var sandsynligvis langt mere intelligent end mange af de mænd, der omgav hende i klosteret. Det var epokegørende. Kvinder var på alle måder underordnet mænd, men hun ender med at tage på prædikenture med godkendelse fra højeste sted.

– Der er kvinder i verden i dag, som er berøvet deres stemme. Min ret til min stemme og til at udgive bøger er et privilegium, og det er da tankevækkende, når jeg sidder og overvejer, hvordan jeg bedst udtrykker det, der ligger mig på sinde. På det punkt er hun en foregangskvinde. Selv ville hun naturligvis ikke beskrive sig som sådan, men mene, at hun som person er uinteressant og forsvinder for at give plads til Gud.

Både i virkeligheden og i romanen begynder Hildegard sin klostertilværelse sammen med den to-tre år ældre slægtning Jutta.

Mens Jutta frivilligt ofrer sig til Gud ved at blive muret inde i en celle og leve det ultimative asketiske liv indtil sin død, er Hilde-gards tro udtrykt mere sanseligt. En forskel, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen gerne vil have frem. Ikke som en morale, eller et budskab, men som en stille erindring.

– Hildegard er optaget af verdens skønhed, som hun ser som et aftryk af eller fra Gud. Hengivelsen til Gud og til den skønhed, han har skabt, er det centrale for hende. Det er i det øjeblik, at hun hengiver sig, at tingene sker.

– Jeg har lært hen ad vejen, at der ikke er noget alternativ til at hengive sig. Det er et grundvilkår. Hvis man ikke hengiver sig til nogen eller noget, så ender man som en lukket enhed. Man bliver selvindeholdt og berøvet både frihed og glæde. Det behøver ikke nødvendigvis at være hengivelse til en højere magt, men dedikerer man sig ikke til nogen eller noget, så bliver livet fattigt, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Før den dag for lidt over halvandet år siden, hvor Anne Lise Marstrand-Jørgensen lå på gulvet og kom på at skrive en bog om Hildegard af Bingen, var det mest abedissens musik, forfatteren kendte hende for. Nu er hun blevet en ven, som hun har vedvarende, stille samtaler med. Om hvordan man forvalter sine evner. Om tro og eksistens.

– Når man arbejder med romanpersoner, så får man et forhold til dem, lidt som hvis de var virkelige. Med Hildegard er det særligt, fordi hun jo har levet. Jeg kan høre hendes musik og læse hendes breve. Både musikken og sproget er bevidsthedsudvidende. De tilføjer en dimension ud over det umiddelbart sanselige.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen hører ikke til dem, der overrender folkekirken om søndagen, men betragter alligevel sig selv som et troende menneske. Og Hildegard af Bingen har om ikke skubbet lidt på, så i hvert fald renset ud.

– Har man en tro, hvad end den nu er, så nærer det den side af tilværelsen at beskæftige sig med en person som Hildegard, og mødet har så at sige skåret noget overflødigt fedt fra min egen tro. Det har givet mig styrke til at stå ved den side af mig selv.

– Jeg husker engang for den del år siden, da en veninde spurgte mig, hvad jeg troede på. Jeg fik et chok. Det var næsten voldsommere, end hvis hun havde spurgt til noget seksuelt. Tro var for mig meget privat og ikke noget, jeg talte om. Men det er jo en evig og berigende samtale, vi kan have med os selv og hinanden. Hvad tror vi egentlig på, hvad giver mening i tilværelsen? Det er uudtømmeligt og vedvarende.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har i "Hildegard" sat det sidste punktum, da paven anerkender, at Hildegards syner er Gud, der taler, og det hele egentlig skal til at begynde. Altså den del af Hildegards liv, som hun har efterladt sig for eftertiden i skrifter, breve og musik.

En anmelder skrev i forbindelse med romanens udgivelse, at det var en skam, at den sluttede dér, og at hun krydser både fingre og tæer for, at en toer er i støbeskeen.

Det var egentlig ikke meningen fra begyndelsen, men Anne Lise Marstrand-Jørgensen kunne ikke slippe Hildegard og er gået i gang med de sidste 40 år af hendes liv.

– Hildegard indgår i kredsløbet af store møder for mig. Selvom jeg er født 900 år efter hende, bliver hun ved med at følge mig.

duus@kristeligt-dagblad.dk