Anne Bloch og Jakob Lillie mødes på KFUM's sociale café, Jydepotten, hvor der er fællesskab og i dag lasagne med bønner og grøn salat. -
- Jesper Kristensen/Scanpix.
Tobias Stern Johansen |
2. november 2009
Omkring 50 unge kommer jævnligt i Café Jydepotten, KFUM's sociale café i Grindsted, for at få et måltid mad, lave praktisk arbejde eller dele bekymringer med lydhøre ligesindede
Logoet ved caféens indgang – en stor gryde med et endnu større hjerte udenom – giver et vink om, hvad der venter én indenfor. Mad og omsorg. Det er middagstid, og det myldrer med mennesker i det aflange lyse rum i Café Jydepotten. Ældre, gråsprængte herrer med hænder, der vidner om et halvt århundredes hårdt arbejde, tager plads ved borde, mens kvindelige medarbejdere i køkkenet serverer dampende lasagne med bønner og grøn salat til 35 kroner. Lidt efter lidt dukker flere unge mennesker også op.
Tidligere så KFUM's sociale café i Grindsted ikke meget til de yngre årgange, men i dag er omkring en tredjedel af Café Jydepottens 125-150 brugere mellem 15 og 30 år. De kommer, fordi de savner fællesskab – og for en stor dels vedkommende også mad på bordet, fortæller Jette Helmersen, socialrådgiverstuderende og praktikant i Jydepotten.
– De ved, at de kan få billig mad her. Og har de ikke flere penge, kan de få maden gratis. Vi giver dem også gerne en madpakke med hjem, siger hun og henviser til loven om social service, som sikrer, at de unge i særlige tilfælde får lov til at spise gratis – så længe caféens budget kan bære det.
Dagen i Café Jydepotten begynder allerede klokken otte om morgenen, hvor mellem 15 og 25 af husets frivillige, som hovedsageligt er unge, spiser morgenmad sammen. Derefter tager de fat på dagens pligter – toiletter skal vaskes, gulve støvsuges, der skal laves mad, og salatbaren skal fyldes inden middag. Fællesspisningen om morgenen er blevet et fast holdepunkt for de unge brugere, fortæller Jette Helmersen.
– Nogle er måske flove over at sige, at de ikke har penge til mad. Det er en af grundene til, at vi serverer gratis morgenmad hver dag. Og så handler det om fællesskabet; at man kan fortælle, hvis man har det skidt. De unge er meget hjælpsomme og omsorgsfulde over for hinanden, fordi de ved, hvordan det er at have det svært både økonomisk og personligt, siger hun, efter at vi har sat os ved et af spisebordene, der med rummets store facadevinduer giver udsigt til en hvidkalket landsbykirke og rustfarvede træer på den anden side af vejen.
To af husets frivillige medarbejdere, Jakob Tillie og Anne Boch, begge 25 år, sætter sig sammen med os. Anne Boch har arbejdet i caféen siden marts i år. Hun var kun et semester fra at blive faglært landmand, da en voldsom skilsmisse fik hende til at skrinlægge den tre et halvt-årige uddannelse. Hun havnede på kontanthjælp – og opsøgte KFUM's sociale café for ikke bare at trisse rundt om sig selv derhjemme. Den seneste måned har hun spist gratis i caféen, fordi en uventet licensregning slog bunden ud af hendes spinkle budget.
– Det gør så godt at være her, og jeg har fået gode venner her. Selvom mine forældre støtter mig, betyder det meget at kunne komme her og snakke med alle mulige mennesker over middagen, siger hun.
Anne Bloch arbejdede på sine forældres gård, til den for fem år siden blev solgt. Hun har opdrættet får, siden hun var helt ung, og kan på et splitsekund se, om en ko er syg eller skal kælve.
– Jeg elsker at være i kontakt med dyr. Så jeg vil gøre uddannelsen færdig, når jeg har fået det bedre. Og så i hvert fald håbe på et deltidsjob.
Da lasagnen er spist op, vil Jakob Lillie have en cigaret. Vi går ud i indkørslen, hvor et par ældre herrer i forvejen sidder og ryger under et halvtag skærmet af en teltdug – caféens improviserede rygestue. Jakob Lillies øjne smiler bag de tunge øjenlåg, da han forklarer, hvorfor han i fem år har haft sin daglige gang på en social café.
– Jeg kommer her, fordi jeg ikke har så mange andre steder at gå hen. Jeg har ikke lyst til bare at sidde derhjemme og passe min kat. Her har jeg opgaver, og der er masser af mennesker, jeg kan hygge mig med. Derfor er jeg ret god til at komme her, siger han og pulser på cigaretten.
For år tilbage tog han flere store lån til forbrug, der gav ham en syvcifret gæld, som han stadig betaler af på. Når huslejen og de månedlige afdrag er betalt, er der 1500 kroner tilbage til mad og tøj til hele måneden.
– Jeg rationerer mine penge og leder efter tilbud i supermarkederne. Men der er ikke altid penge nok til mad, siger han.
Derfor har han spist gratis på Café Jydepotten de sidste fire måneder. Hans rygsøjle er skæv og knudret, og han har kun i korte perioder kunnet passe et fast job. I værste fald skal han på førtidspension, men det er han ikke meget for.
– Jeg vil gerne ud og bruge mine hænder; jeg vil gerne på en eller anden måde tjene mine egne penge.
På Jydepotten vasker han gulve, hjælper til med madlavningen og tæller kassen op. KFUM's Sociale Arbejde samarbejder med lokale offentlige og private virksomheder om et projekt, der skal få unge på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i arbejde. Og Jakob Lillie er fortrøstningsfuld.
– Folkene her kan hjælpe mig videre; de er der for mig. Og kommunen ved, at jeg gør et godt stykke arbejde her. Så der viser sig nok noget.
Han sidder tavst og ruller det afbrændte cigaretskod mellem fingrene. Så fisker han den røde pakke frem fra lommen og tænder en cigaret mere.
– Det er jo svært at leve af så lidt, siger han.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad