Kirkekunstneren med den rige fortid

I kataloget til en udstilling af Engelhardts malerier i New York skriver kunsthistoriker og direktør for Ny Carlsbergfondet Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, at det er Engelhardts hemmelighed som kunstner, at hun "siden barndommen har været i stand til at isolere sig selv i selskab med det, hun elsker". Det er rigtigt set. På den ægteskabelige front gælder det isolationen her i Paris med Brandes, og på den kulturhistoriske front gælder det isolationen med få, men mægtige inspirationskilder: Bibelen, salmedigterne, Rembrandt og guldaldermalerne – og af dem i særlig grad J.Th. Lundbye (1818-1848), der ligesom Engelhardt voksede op i Kalundborg. Og så er der Søren Kierkegaard, som hun læser hver eneste dag:

– Ja, han er min præst. Peter og jeg rejser meget, og jeg kan ikke altid komme i kirke, når vi er afsted. Men så læser jeg hver aften i Bibelselskabets læseplan og i min Kierkegaard, især den sene del af forfatterskabet og alt det, der har med hans holdning til kristendommen at gøre, fortæller Engelhardt, da vi har sat os i kurvestolene i hendes atelier.

Interessen for den danske nationalfilosof begyndte allerede i 16-års alderen, hvor hun tilfældigt stødte på "Kjerlighedens Gjerninger" på det lokale bibliotek i Kalundborg. Det var en forjættende titel, men tekstens insisterende omtale af buddet "Du skal elske din næste" voldte først besvær:

– Han understreger jo ordet "skal", og det ord er man ikke så glad for, når man er 16 år. Du skal elske din far og mor! Nå da, tænker man. Men jeg havde en meget vanskelig opvækst med en mor, der var alkoholiker, og en far, der var sindssyg. Som storesøster skulle jeg holde sammen på det hele derhjemme. Så når man er rådvild, og der hviler et stort ansvar på ens skuldre, er det en befrielse at læse, at man skal elske sin familie.

– Befrielsen bestod i, at det ikke var den 16-årige med det store ansvar, som det var synd for. Her kom der en forfatter og sagde, at jeg skulle elske mine vanvittige forældre, og det flyttede fokus fra mig selv.

Sådan har det været lige siden. Maja Lisa Engelhardt er en maler, der i særegen grad viser væk fra sig selv. Hun vender sig bevidst mod en tendens i det 20. århundredes kunst til, at maleren skal krænge sin sjæl og personlige lidelser ud på lærredet. Hun mener ikke, at hendes eget indre er særligt interessant, eller at hendes øjeblikkelige sindsstemninger skal forme hendes kunst. Tværtimod.

– Det handler om at glemme mig selv. Alt mit eget er uinteressant. Når jeg så er helt tavs, kan et billede forme sig. Det begynder ofte med noget, jeg læser, ikke med en følelse eller et indfald. Ordet kommer først. Så er det, at jeg begynder at have en flade, som så kan give et rum, som kan give plads til, at noget kommer ind i det. Men jeg skal lytte intenst.

Maja Lisa Engelhardt fortæller, at maleprocessen er meget voldsom. Hun løber frem og tilbage i sit atelier og blander farver i en rasende fart. Hun benytter ikke en gængs palet til farveblandingen, men derimod sin kittel, der efter mange dages arbejde bliver indsmurt i smukke, tykke lag af maling. Længe står lærredet og råber ad hende, vrænger med et miskmask af farver i et tyndt, tilfældigt lag. "Det ligner lort", som hun siger. Men så efter måske 12-14 dage sker der noget:

– Når jeg virkelig arbejder i den fase, hvor billedet bliver færdigt, er jeg i en fuldstændig ubevidsthed stemning, hvor jeg bagefter ikke ved, hvorfor jeg gjorde det, og hvad jeg gjorde. Op til færdiggørelsen af billedet har jeg været bevidst om visse ting i processen, men ikke til sidst. Der er det overgivelse, hengivelse, tavshed. Hvor ingen må forstyrre.

Hendes mand har flere gange stået ude i gården og banket på atelierdøren, men han kommer ikke ind. Ikke fordi rummet er helligt. Men fordi isolationen er fuldkommen afgørende. Ingen må larme, når det drejer sig om at være tavs. For Maja Lisa Engelhardt er den menneskelige selvoptagethed – larmen – en konstant trussel mod kristendommen og dermed hendes mulighed for at skabe den kunst, som hun er sat til at udføre:

– Kristendommen betyder alt for mig. Jeg arbejder dagligt med at glemme mig selv og bekæmpe min selviskhed, så Kristus får plads. Men jeg lægger stor vægt på Kierkegaards tale om "hin enkelte". Jeg kan kun tale for mig selv. Jeg ved, at Gud har en plan med mig, men hvad han vil med andre, det aner jeg ikke. Derfor laver jeg heller ikke kristen kunst. Det må være op til beskueren at tolke min kunst i kristen retning, hvis han eller hun mener, at det er relevant. Jeg har ingen mission og missionerer på ingen måde. Billedet taler til "hin enkelte".

Står du også alene som "hin enkelte" som kunstner? Eller føler du dig som del af en generation?

– Nej, jeg føler mig mere i slægtskab med vore guldaldermalere end med de nulevende. Selvfølgelig ved jeg, hvad der foregår, og kender mange kunstnere i Danmark som kolleger, men jeg har dem slet ikke inde i min malerverden. En maler som Lundbye derimod, ham er jeg i slægt med. Vi voksede op samme sted, han og jeg har malet de samme gravhøje, og også han var optaget af Kierkegaard. Men jeg stopper med Niels Larsen Stevns og Joakim Skovgaard, for jeg vil helst ikke præges af noget i vor nutid.

– Jeg vil hellere være åben over for det, jeg skal. Det arbejde, som jeg er sat til at udføre.

bach@kristeligt-dagblad.dk