Morten Thomsen Højsgaard |
4. november 2009
Biskopper skal ikke bankes på plads i klokkesag
Som oftest er referater fra møder mellem landets biskopper ret ordknappe og vage i formuleringerne. Men i sidste uge kunne interesserede kirke- og pressefolk notere sig en af de sjældne undtagelser, da referatet fra det seneste bispemøde blev rundsendt. For på ét punkt gjorde biskopperne det både ganske klart, hvad de havde drøftet, og hvad deres samlede og præcise konklusion var. Det handlede om den stærkt omdiskuterede ringning med kirkernes klokker for klimaet. Sagen var blevet politisk, ikke mindst fordi nogle politikere fra Dansk Folkeparti og Venstre har anklaget folkekirken for at ville drive politik ved at lade klokkerne lyde for klimaets sag. Men biskopperne ønskede nu tydeligvis at trække i land og få sagen sat i bero med et vanligt dansk kompromis, hvor modpartens indvendinger kommes i møde, uden at man selv helt taber ansigt. Biskopperne pointerede, at klokkeringningen kun skulle finde sted i tilknytning til en særlig gudstjeneste. Samtidig slog de fast, at "en sådan ringning alene er et kirkeligt anliggende, der afgøres af det enkelte menighedsråd".
Normalt ville sådan en udmelding fra landets biskopper have stillet de fleste tilfredse. Gudstjenester er og bliver jo biskoppernes ansvarsområde, og samtidig er det helt i folkekirkens ånd at lade de lokale sogne og menighedsråd afgøre, hvad der passer bedst for dem. Altså absolut ingen nationalreligiøs klimatvang og ej heller nogen af de salvelsesfulde programerklæringer med tydelige sammenblandinger af verdslige og religiøse træk, som tidligere med god grund er blevet kritiseret også på denne plads.
Men nogle klimaskeptiske politikere anført af Dansk Folkeparti lader sig desværre ikke stille tilfredse med dette kompromis. Efter deres opfattelse har biskopperne opført sig som paver, der slet ikke kan sondre mellem religion og politik. Og nu lyder kravet, at kirkeministeren effektivt skal stoppe ringningen og sætte biskopperne på plads.
Politikere er naturligvis i deres gode ret til at indtage en skeptisk holdning til klimaspørgsmål. Det står også enhver frit for at kritisere og diskutere biskoppelige beslutninger. Sådan er demokratiets og folkekirkens væsen. Men det bastante krav om at banke biskopperne på plads her er uhørt og grænseoverskridende. Ikke mindst fordi kirkeministeren faktisk allerede i god tid, før det afgørende biskoppelige kompromis blev til, gjorde det klart, at netop biskopperne afgør, hvordan og hvornår der ringes med klokkerne til gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Med kravet om med magt kategorisk og fuldstændigt at forhindre dele af folkekirken i at udtrykke noget, der kan opfattes politisk, har politikerne klokket i det og selv bidraget til at sammenblande politik og religion.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad