Dorte Washuus |
5. november 2009
Århusiansk duo har i 13 år givet kirkekoncerter i alle hjørner af Danmark med deres jazz-inspirerede fortolkninger af danske salmer. Lige nu er de aktuelle med cd'en "De dybeste lag"
Thomas Laubs melodi til "O du Guds Lam" indleder Den Danske Salmeduos aktuelle cd. I første omgang lyder den enkel og forudsigelig på Christian Vuusts saxofon, men efterhånden som de 2 minutter og 49 sekunder skrider frem, har Hans Esbjerg ved klaveret blandet sig med jazzede improvisationer, og Christian Vuust vender tilbage og giver den et ekstra twist med sin klarinet, inden den ender og toner ud, enkel, som vi kender den.
Salmer som "Som forårssolen morgenrød" og "Hil dig, Frelser og Forsoner" bliver udsat for en lignende "behandling", og som tilhører er det svært ikke at blive berørt af den ordløse vellyd, der skifter mellem det genkendelige og det overraskende.
Christian Vuust og Hans Esbjerg, tilsammen Den Danske Salmeduo, spiller instrumentale nyfortolkninger af danske salmer på en måde, der ikke er hørt før. Musikken har inspiration fra nyere nordisk og amerikansk jazz, nordisk folkemusik og klassisk musik. Men den røde tråd er de utrolig smukke og livskraftige salmer, som den danske musiktradition er beriget med.
– Det, vi gør rent teknisk, er, at vi fjerner koralharmoniseringerne, så kun melodien står tilbage, og derefter tilføjer vi vores egne improvisationer. Man kan sige, at vi forenkler salmerne ved at bringe dem tilbage til deres oprindelige form, og samtidig tilføjer vi noget nyt, forklarer Hans Esbjerg.
Det koncept har nu holdt i mere end 13 år, hvor duoen har spillet deres salmeversioner ved koncerter i kirker i hver en afkrog af Danmark. Samtidig har de nu for fjerde gang været i studiet for at indspille en cd, denne gang med titlen "De dybeste lag". Det med at indspille cd'er er i virkeligheden et paradoks for jazzmusikere. Det ligger i deres metier at improvisere, og der er da heller aldrig en salme, der bliver spillet på samme måde hver gang, når de giver koncerter. Men på cd-indspilningen må de lægge sig fast på planlagte improvisationer.
De har begge stor respekt for deres materiale: Disse salmer, der har været en del af almindelige danskeres hverdag i hundreder af år, og som også er en vigtig del af de to musikeres baggrund. Hans Esbjerg er vokset op i et vestjysk hjem, hvor moderen er organist og faderen kirkesanger. Fra han var lille, var det naturligt for ham at komme med i kirken i Sædding ved Skjern, og han sang ivrigt med på salmerne, ligesom han øvede sig på klaveret derhjemme. I Christian Vuusts familie var de ikke så ivrige kirkegængere, men til gengæld blevet der sunget danske salmer i dagligstuen, især på adventssøndagene.
Alligevel var Christian Vuust skeptisk, da Hans Esbjerg tilbage i 1996 kom frem med idéen om en salmeduo.
– For mig lød det i begyndelsen som en underlig cocktail. Som jazzmusiker er jeg vant til at tage udgangspunkt i den amerikanske standardtradition, og så var jeg nok også nervøs for, at det skulle være et forsøg på at peppe noget kristen musik op, for det har jeg hørt rigtig mange dårlige eksempler på, siger Christian Vuust
De to musikere er dog enige om, at de har fundet den helt rigtige formel, og med mere end 200 gennemførte koncerter er der også meget, der tyder på, at publikum ude i kirkerne har taget de jazzinspirerede salmefortolkninger til sig. Bag succesen ligger en stor portion nænsomhed over for forlægget.
– Det gælder om at finde balancen mellem nænsomhed og respektløshed. Hvis du tager en salme som "Se, nu stiger solen", så er det en melodi, der har overlevet flere hundrede års brug, og som har en musikalsk kvalitet og en kulturel betydning, der er kolossal. Det giver en respekt, som gør, at vi ikke kan lade være med at gå til den med nænsomhed, men samtidig er vi også nogle gange nødt til at være respektløse for at kunne bringe musikken videre, siger Christian Vuust.
Christian Vuust er saxofonist, klarinettist og komponist. Han er et etableret navn på den skandinaviske jazzscene og har medvirket på over 50 pladeudgivelser. Han er desuden docent på Det Jyske Musikkonservatorium. Hans Esbjerg er pianist og kapelmester. Han har i eget navn lavet cd'en "Pop'n'Jazz" og sammen med bassisten Jens Jefsen "Nice Noise Sweet Silence". Han underviser blandt andet kommende konservatorieelever på musikskolen i Randers.
Sammen forsøger de to på deres nye cd, der udkommer den 9. november, at komme et spadestik dybere ned i salmernes musikalske lag og findyrke de stemninger, der ligger i de salmer, de har udvalgt denne gang. Titlen "De dybeste lag" er et citat fra den nyeste salme på albummet "De dybeste lag i mit hjerte", komponeret af Fuzzy, men altså også et billede på det gravearbejde, duoen er på, når de laver deres salmefortolkninger.
– Vi har begge to en klassisk baggrund, før vi skiftede til jazzen, og det, tror jeg, er rigtig godt for vores samarbejde. Det, man dyrker i den klassiske musik, er det her med at kunne fortolke et forlæg med respekt og indlevelse, hvor den rytmiske musik mere er en fest, siger Christian Vuust.
– Salmerne har jo et religiøst forlæg, og musikalsk har de noget ophøjet og seriøst over sig, som jeg godt kan lide, og som vores musik meget gerne må være eksponent for, supplerer Hans Esbjerg.
Den Danske Salmeduo er ofte blevet opfordret til at lave en jule-cd. De har da også gjort forsøget, men har alligevel ikke haft lyst til at gennemføre det.
– Jeg tror, det hænger sammen med, at julesalmerne bare er blevet sunget så meget, at de mangler den friskhed, der skal til, for at vi kan blive inspireret til at give vores fortolkning. Det er ikke, fordi jeg synes, de virker slidte, når jeg synger dem i kirken, men det er ligesom sådan, de skal være, og det kan vi ikke gøre så meget ved, siger Christian Vuust.
På "De dybeste lag" er to julesalmer, nemlig "En rose så jeg skyde" og "Skyerne gråne" dog sluppet gennem den musikalske duos nåleøje.
washuus@kristeligt-dagblad.dk