Sidsel Nyholm |
5. november 2009
En jury i Texas konsulterede Bibelen, inden den dømte en mand til døden. Sagen om fangen, der henrettes i dag, vækker international opsigt
Da den jury i den dybt kristne delstat Texas, som havde fundet Khristian Oliver skyldig i at have skudt en ældre mand i ansigtet og banket ham til døde med et geværløb, skulle afgøre hans straf, hentede de hjælp i Bibelens Gamle Testamente. Jurymedlemmerne dømte den dengang 20-årige Khristian Oliver til døden, og efter 10 år på dødsgangen er hans henrettelsesdag endelig oprindet. Han skal efter planen henrettes med en giftindsprøjtning i dag.
Sagen har vakt international opsigt, og blandt andre menneskerettighedsgruppen Amnesty International, AI, fordømmer juryens brug af Bibelen og betegner den som en krænkelse af retssikkerheden.
– Religiøse tekster forsyner milliarder af mennesker i hele verden med trøst og spirituel vejledning, men denne brug af Bibelen til at afgøre liv og død i en retssag er dybt, dybt bekymrende, siger Kate Allen, der er direktør i AI.
Den amerikanske forfatning dikterer en skrap adskillelse af kirke og stat, og i en lignende sag i 2005 omstødte delstaten Colorados højesteret en dødsdom på den baggrund, at jurymedlemmer havde konsulteret Bibelen i forbindelse med deres afgørelse. Khristian Olivers forsvarere har derfor forsøgt at bruge hans sag til et principielt opgør med amerikanske juryers brug af religiøse tekster.
Det kom frem under en appelhøring kort tid efter retssagens afslutning i 1999, at jurymedlemmerne havde læst i Bibelen, mens de afgjorde, hvorvidt Oliver skulle sendes på dødsgangen eller idømmes fængsel på livstid. Et jurymedlem fremhævede eksempelvis kapitel 35, vers 16, i Det Gamle Testamentes Fjerde Mosebog, der erklærer: "Men hvis én rammer nogen med en genstand af jern, med døden til følge, er det manddrab; drabsmanden skal lide døden". Appeldommeren fandt imidlertid ikke grund til at anfægte juryens opførsel og afviste at genoptage sagen.
Det internationale søgelys på Khristian Olivers dødsdom kom efter, at to danske journalister fra Danmarks Radio, Frank Esmann og Egon Clausen, i Texas i 2002 interviewede et tidligere jurymedlem til dokumentarfilmen "Øje for øje". Jurymedlemmet, der ikke tidligere havde udtalt sig om sagen, fortalte, at cirka 80 procent af juryen havde forholdt sig til bibelpassager i forbindelse med domsafsigelsen, og erklærede over for journalisterne, at Bibelen "jo er sandhed fra første til sidste side". Han beskrev også sig selv som en tilhænger af dødsstraffen og betegnede livstidsdomme som et spild af skatteydernes penge.
De udtalelser satte sagen på mediernes og menneskerettighedsgruppers dagsorden, og i 2008 konkluderede en appeldomstol, at juryen havde krydset en meget alvorlig grænse i forbindelse med brug af "eksterne indflydelser" på domsafsigelsen, men afviste at genoptage sagen. Begrundelsen var, at Khristians Olivers forsvarer ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at juryens bibellæsning var direkte forbundet med dens afgørelse.
Tidligere i år afviste også USA's højesteret at høre Olivers appelsag på trods af opfordringer fra 50 tidligere og nuværende offentlige anklagere. Kun en benådning i sidste øjeblik kan nu redde Khristian Oliver. Det er imidlertid højst usandsynligt, at Texas' republikanske guvernør, Rick Perry, vil forkaste en dødsdom i den dybt kristne delstat på grundlag af, at juryen konsulterede Bibelen.
nyholm@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad