Murens fald blev skelsættende for Europa

Den europæiske selvforståelse havde allerede taget et gevaldigt dyk efter blodbadet under Første Verdenskrig. Med i alt ca. 9,7 millioner dræbte soldater voksede kynismen og nihilismen i takt med opførelsen af mindesmærker over de faldne i utallige landsbyer hen over kontinentet. Lige efter denne verdenskrig skrev Léopold Sédar Senghor oden "Herre, tilgiv det hvide Europa", og Europa havde sandelig behov for tilgivelse. Oswald Spengler forudså "Aftenlandets undergang", og den franske digter Paul Valéry indfangede tidsånden i 1919, da han i sit essay med titlen "Åndens krise" skrev, at "illusionen om en europæisk kultur er gået tabt".

Ifølge Valéry havde Første Verdenskrig bragt Europa ud på afgrundens rand, men dog ikke helt ud over kanten. Hvis Europa på ny formåede at forankre videnskaben på et moralsk grundlag, var der trods alt håb forude. For mange europæere forsvandt dette håb med Anden Verdenskrig. Med holocaust havde Europa nået et absolut moralsk nulpunkt, og mange intellektuelle spurgte med rette, om der nogensinde har eksisteret en civilisation i verdenshistorien, som har udøvet så meget vold mod sig selv som den europæiske?

Men fremsynede politikere ville nu forhindre en fortsættelse af det europæiske vanvid og satte gang i de europæiske enhedsbestræbelser med Kul- og Stålunionen i 1952. Med Marshall-hjælpen inden da i 1947, oprettelsen af NATO i 1949 og etableringen af EF i 1958 blev der forbavsende hurtigt skabt de nødvendige rammer for, at vi på den vestlige side af jerntæppet frit kunne udfolde vores nationale suverænitet og fokusere vore kræfter på at skabe fornyet velstand. Så heldige var befolkningerne i Central- og Østeuropa som bekendt langtfra. De gjorde oprør i Østtyskland i 1953, i Polen og Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968, men da den velkendte lyd af rullende sovjetiske larvefødder udeblev om aftenen den 9. november 1989, kom friheden langt om længe og med 43 års forsinkelse.

Berlinmurens fald er den mest betydningsfulde begivenhed i Europa i de sidste 50 år. Men da den umiddelbare eufori havde lagt sig, og man rundt om i hovedstæderne skulle tage bestik af det nye europakort, var det ingen hemmelighed, at landene i Central- og Østeuropa havde svage statsinstitutioner, mindretalsproblemer, uafklarede grænser og en katastrofal økonomi. Den frihed og nationale suverænitet, som de tilbageerobrede efter Murens fald, bragte kolossale håb og forventninger til fremtiden, men også frygt for nye stridigheder og risiko for ustabilitet.

Derfor indså de 12 medlemsstater i det daværende EF hurtigt, at der var behov for et politisk forpligtende og økonomisk krævende samarbejde med naboerne mod Øst, hvis jerntæppet ikke skulle erstattes af et nyt sølvtæppe. Et sølvtæppe, der risikerede at adskille rige og velfungerende demokratier i Vesteuropa fra fattige og ustabile samfund i Østeuropa med alle de indbyggede konflikter, dette ville medføre. Samtidig gjaldt det naturligvis også om hurtigst muligt at understøtte og cementere de østlige naboers nyvundne løsrivelse fra et famlende sovjetisk magtapparat, hvor stærke grupper af gammelkommunister på ingen måde var parat til at affinde sig med tabet af de sovjetiske lydstater i Central- og Østeuropa.

Den velstand, tryghed og frihed, som de vesteuropæiske lande havde opnået, begyndte regeringerne i Warszawa, Prag, Sofia og Budapest naturligvis også at stræbe efter. Derfor og for at sikre deres nyvundne suverænitet varede det ikke længe, før spørgsmålet om EU?s udvidelse kom til at stå højt på dagsordenen i Bruxelles. En udvidelse med de tidligere Warszawapagt-lande lå i naturlig forlængelse af det oprindelige sigte med det europæiske samarbejde, nemlig at sikre fred, stabilitet og velstand i Europa.

EU iværksatte derfor hurtigt en række støtteforanstaltninger, der gennem politisk dialog og finansiering af konkrete projekter hjalp landene med deres reformproces og forberedelser til medlemskab. Alle landene indførte demokratiske forfatninger, der skulle sikre borgerne fundamentale frihedsrettigheder. Der blev afholdt frie valg og indført nye institutioner i de tidligere sovjetiske lydstater, der kunne sikre overholdelse af menneskeret og beskyttelse af nationale mindretal. EU hjalp bl.a. polakker, tjekkere, slovakker, ungarere og østtyskere med at tilbagerulle totalitarismens årelange, men gudskelov fejlslagne forsøg på at skabe Homo Sovjeticus. Det nye Orwellske sovjetmenneske, hvor tavlen bevidsthedsmæssigt skulle være vasket ren for religion, historie og national identitet.

På det økonomiske plan krævede omstillingen fra kommunistisk planøkonomi til markedsøkonomi omfattende reformer, privatisering af statsejede virksomheder og meget mere. Det var langt fra altid en indenrigspolitisk let proces i landene, men en særdeles imponerende indsats af landene selv gjorde, at otte central- og østeuropæiske lande kunne optages i maj 2004 (Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn). Siden blev Rumænien og Bulgarien optaget i 2007.

Den store udvidelse i 2004 adskilte sig på flere måder fra tidligere udvidelser, hvor man maksimalt havde forhandlet med fire lande ad gangen, og hvor kandidatlandene i højere grad havde lignet de eksisterende EU-lande. De central- og østeuropæiske lande var i udgangspunktet meget anderledes end os selv, og med deres optagelse blev EU's befolkningstal pludselig øget med godt 100 millioner til cirka 500 millioner.

Optagelsen viste, at EU's tiltrækningskraft var stor nok til at overvinde alle forhindringer. Europa har sit navn fra en smuk fønikisk prinsesse, som Zeus var ude af stand til at modstå, og denne tiltrækningskraft betød, at kandidatlandene ikke tabte målet af syne, selvom de måtte igennem yderst krævende optagelsesforhandlinger. Forhandlinger, hvor de møjsommeligt fra forhandlingskapitel til forhandlingskapitel skulle påtage sig EU?s enorme regelsæt. Ja, de skulle ikke bare påtage sig EU?s regler, men også demonstrere evne til at håndhæve reglerne. Som bekendt fik denne kæmpe øvelse en lykkelig afslutning, da det under det danske EU-formandskab i 2002 under topmødet i Bella Centret lykkedes at få lukket de sidste forhandlingskapitler og åbnet champagneflaskerne.

Vi er ikke ved vejs ende, og der er stadig udfordringer i flere af de nye EU-lande, men det er værd at huske på, at udvidelsesprocessen og udsigten til medlemskab af EU har fået disse lande til at gennemgå en imponerende udvikling i løbet af relativt få år. Netop i kraft af udvidelserne kan EU spille en væsentlig rolle på den globale scene. Vi er store nok til at få betydelig indflydelse. Det er også en af grundene til, at EU stadig skal være åben over for optagelse af nye medlemmer, der opfylder vores betingelser. Sammenhold og en fælles tilgang til store og små spørgsmål lige fra justering af fiskekvoter til bekæmpelse af klimaforandringer er en fordel for hver enkelt af os. EU er rammen for de helt store spørgsmål, som globaliseringens pres på vore velfærdssamfund, og de små, men mærkbare fordele i dagligdagen såsom billigere telefonopkald eller en europæisk sygesikring.

Den økonomiske og finansielle krise har også vist, at EU-samarbejdet var stærkt nok til i en meget turbulent tid at anvise rammeløsninger, som skulle sikre, at EU-landene trak på samme hammel og samtidig fik indflydelse på drøftelserne på globalt niveau. En koordineret indsats blandt alle medlemslandene var nødvendig for at understøtte den økonomiske udvikling og finansielle stabilitet. Sammenhold i krisetider er afgørende for at imødegå den økonomiske afmatning og sikre vækst og beskæftigelse. I betragtning af hvor stor den europæiske økonomi er, bør man ikke lade G2 (USA og Kina) diktere fremtiden. Der må i hvert fald blive tale om G3 (USA, Kina og EU).

Danmark vil fortsat føre en ansvarlig og konsekvent udvidelsespolitik. Vi lægger vægt på, at optagelsesforhandlingerne med kandidatlandene er en åben proces, hvis resultat ikke er givet på forhånd, og hvor der også tages hensyn til EU's evne til at optage nye medlemmer. Man kan sammenligne situationen med en robåd. Hvis man uden hensyn til bådens bæreevne blot fylder flere passagerer på, vil den før eller siden synke, og det kan hverken de gamle eller de nye passagerer være interesseret i.

EU fører nu optagelsesforhandlinger med kandidatlandene Kroatien og Tyrkiet. Kroatien er nået langt i sine optagelsesforhandlinger, mens forhandlingerne med Tyrkiet går langsomt som følge af den langsomme reformproces i landet og konflikten omkring Cypern. Makedonien/FYROM opnåede kandidatlandsstatus i 2005, men har endnu ikke indledt forhandlinger. Island, Albanien og Montenegro har inden for det seneste år indgivet medlemskabsøgninger. Island er i forvejen tæt knyttet til EU bl.a. via Schengen-samarbejdet og har derfor allerede tilpasset en stor del af sin lovgivning til EU's acquis. Det giver et godt udgangspunkt for hurtige optagelsesforhandlinger.

EU har en strategisk interesse i ligesom den fønikiske prinsesse at kunne øve en stærk tiltrækningskraft på vore nabolande. Vi har en interesse i, at vore naboer udvikler sig i europæisk retning og deler vores europæiske værdier, fordi det er den bedste garanti for fortsat fred og stabilitet i Europa.

Lad mig til slut understrege, at EU, på trods af sine imponerende resultater til gavn for de europæiske borgere igennem mere end 50 år, er et unikt fænomen i europæisk historie, som vi også i fremtiden skal værne om og ikke bare opfatte som en naturgiven selvfølgelighed. Det er et enestående samarbejde, fordi EU bygger på argumentets magt og ikke den stærkes ret, og fordi de 27 demokratiske lande frivilligt har besluttet at pulje noget af deres suverænitet for at løse grænseoverskridende problemer. Snart vil Lissabon-traktaten træde i kraft, så der bliver skabt ro om selve grundlaget for samarbejdet. Det vil give os politikere mulighed for at koncentrere alle vore kræfter om fremover at skabe resultater på de store substansområder såsom at få en global klimaaftale i hus næste måned i København og give os mulighed for at styrke den udenrigspolitiske indsats også i den globale værdidebat.

indland@kristeligt-dagblad.dk