Den personlige tillid afgør bispevalg

I den københavnske valgkamp samlede generalsekretær Tine Lindhardt fra Bibelselskabet flest såkaldte personlige stillere. Generalsekretær Kaj Bollmann fra Kirkefondet fik flest stemmer i første valgrunde. Og domprovst Anders Gadegaard havde i forvejen fundet vej til den næsthøjeste stilling i stiftet. Netop de tre teologer var også de absolut mest omtalte i medierne af alle, som stræbte efter bispesædet. Alligevel blev de slået til sidst af en kandidat, der var sygemeldt under store dele af valgkampen, men som måske bedst fik sine lokale støtter til at arbejde aktivt for sig: den stilfærdige, skabsgrundtvigianske og upolemiske sogne- og orlogspræst Peter Skov-Jakobsen.

Ved tidligere bispevalg har også højt profilerede kirkefolk – som daværende akademileder Henrik Wigh-Poulsen i Roskilde, dr.theol. Jan Lindhardt i Århus, teologiprofessor Viggo Mortensen i Helsingør og Marianne Christiansen i Ribe – prøvet at tabe. Marianne Christiansen forsøger sig nu igen på sin hjemegn. Men om hun denne gang vil vinde, afgøres hverken i medierne eller blandt alle de 457.919 medlemmer af folkekirken i Aalborg Stift.

Ved bispevalg er det præsterne og medlemmerne af menighedsrådene, der bestemmer. I Aalborg Stift er det tilsammen mindre end 2500 mennesker. Og deres dagsorden er ofte en anden, end offentligheden ønsker eller vil forstå. Den bispekandidat, der vinder, er ikke nødvendigvis den, der gør sig bedst i bred forstand, men den, der bedst forstår at vinde tilliden blandt den smallere kreds af præstekolleger og demokratisk valgte lokale kirkefolk.

Der er nærmest en verden til forskel på den folkekirkelige situation i Københavns og i Aalborgs Stifter. I den multikulturelle hovedstad er blot 65 procent af indbyggerne medlemmer af folkekirken, som mangler penge og må lukke flere kirker. Nord for Limfjorden er befolkningen mere homogen, og 88 procent er medlemmer af folkekirken. Modsat København, som har meget store kirker med mange præster, så har Aalborg Stift mange små sogne, som skal arbejde sammen om kun én præst. Omtrent en snes af de nordjyske præstestillinger er tilmed på vej til Sjælland, som skriger på kirkelig arbejdskraft. Det har en kirkeministeriel arbejdsgruppe med flere københavnske medlemmer bestemt i en stor grøn rapport. Og så er scenen sat for valgkampen i Søren Lodberg Hvas? distrikt.

Hvem kan beholde flest præstestillinger? Hvem kan sikre, at "vi lokalt kan få lov til at arbejde i fred"? Hvem kan bedst løse konflikterne om både samarbejde og teologi, som uvægerligt vil dukke op?

Lodberg Hvas har i sin tid blandt andet skullet håndtere konflikten om sognepræst Mette Villads Christensen, der røg helt op til Ombudsmanden, og striden om Snedsted-præsten Bent Feldbæk Nielsens dåbssyn, som endte i præsteretten.

Men nye sager vil komme frem, og præsterne vil forvente, at biskoppen kan træde til som en stærk, men også lyttende og retfærdig mand eller kvinde. En opgave, som de tre kandidater allerede på det første debatmøde i Dronninglund forleden meldte sig klar til at tage hånd om. Henning Toft Bro foreslog at lave et udrykningshold af mæglere og deslige, som under biskoppens mandat kan rykke ud til stiftets brændpunkter. Marianne Christiansen nævnte vejledning og opbyggende samtale – og ikke mindst påskønnelse af den enkelte medarbejders arbejde som nøgleord, mens Jørgen Kjærgaard fokuserede på vigtigheden af, at folk accepterer, at der vil opstå konflikter i kirken, så biskoppen på den måde tidligt kan få at vide, at der er noget under opsejling.

Den slags praktiske og jordnære udfordringer i det konkrete kirkelige arbejde bliver afgørende i valgkampen. Ikke de mere finurlige spørgsmål om homoseksualitet eller kvindelige præster, som pressen selvfølgelig også vil stille, når der er bispevalg. For flertallet af de stemmeberettigede, som også i Aalborg Stift er af den rummelige grundtvigianske slags, er og bliver de diskussioner bare ikke afgørende.

Noget af det farligste, der kan ske for en bispekandidat er derfor også at blive sat i bås med den såkaldte kirkelige højrefløj eller det missionske mindretal. Den erklærede støtte fra missionsfolk var i København medvirkende til at bringe Kaj Bollmann sikkert videre til den sidste valgrunde. Men alle andre store støttegrupper samlede sig derefter om den entydigt ikke-missionske vinderkandidat.

De tre kandidater i Aalborg kender denne uskrevne valglogik, og de har på de to første debatmøder i Dronninglund og Nørresundby gjort alt, hvad de kan for på valgmøderne at placere sig i midten – bredt, favnende, rummeligt, i samarbejdets og den kirkelige trivsels gode ånd.

– Jeg er lidt af det hele. Journalisterne forsøger at sætte mig i bås som højrefløj, men personligt mener jeg ikke, at de traditionelle opdelinger er relevante i længden. Jeg er folkekirkelig og mener, det er vigtigt at fastholde den evangelisk-lutherske tradition, sagde Jørgen Kjærgaard for eksempel, da han blev spurgt om sit kirkelige ståsted.

– Jeg er vokset op med kirken som fjerde generation af vækkelsen og har oplevet kristendommen som både glad og alvorlig. Jeg ser mig selv som stående lige midt i folkekirken, replicerede Henning Toft Bro.

Heller ikke Marianne Christiansen, der ellers har siddet i styrelsen for Grundtvigsk Forum, ønskede at sætte en etiket på sig selv.

– Jeg er luthersk i betoningen af Kristus alene. Jeg er grundtvigsk i betoning af menigheden og folkekirkens rummelighed. Men jeg opfatter også mig selv som både diakonal og økumenisk, svarede Marianne Christiansen.

De tre nordjyske bejlere til bispestolen er alle lidt mere ydmyge i mælet, end københavnerne var det for nogle måneder siden. I det stift, hvor janteloven kommer fra, betoner kandidaterne gerne, at de kun stiller op, fordi andre har opfordret dem til det. Og de skal tydeligvis her i starten ikke have sagt for meget på valgmøderne, der kan støde folk væk eller gøre de lokale folk usikre på fremtiden, deres levebrød eller arbejdsforhold.

Til syvende og sidst kommer valget derfor til at dreje sig om én ting: Vinderen bliver den, som siger det samme som de andre, men gør det på en måde, som bedst vinder den lille vælgerskares personlige tillid.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk

schelde@kristeligt-dagblad.dk