Fortrydelse kan i så fald vise sig at give værdifuld selvindsigt. Fortrydelse kan derved selvudslettende modvirke fremtidig fortrydelses opkomst. Heldigst og allerbedst er det, når det fortrydelige kan få frugtbar betydning ved at blive omsat til noget godt.

Konkret eksempel
Jeg læste en dag en nekrolog, der både hvad datoer og personkarakteristik fik mig til at tro, at det drejede sig om en kær og meget tidlig ungdomskæreste. Jeg havde ofte tænkt på, at hun havde betydet mere for mig, end jeg vist hidtil havde villet være ved.

Det var helt tydeligt, da jeg havde læst nekrologen. Jeg ville godt have fortalt hende om denne betydning. Jeg fortrød i flere dage, at jeg ikke havde kontaktet hende. Da slog det mig håbefuldt: Det kunne jo være, nekrologen ikke handlede om hende!

Ud over datoerne og karakteristikken, var det alene fornavnet, jeg havde genkendt. Jeg gik ud fra, at efternavnet var noget tilgiftet. Et tilfælde ville, at jeg kom i kontakt med en af min ungdomskærestes klassekammerater: Nekrologen var ikke om hende!

Han havde været til et skoleklassejubilæum, og kunne fortælle, at min ungdoms kæreste havde det fint. Hun bor et halvt hundrede kilometer fra min nuværende bopæl. Jeg sendte en kopi af et 50 år gammelt kærestebrev, jeg havde gemt.

Vi mødtes. Vi fik fortalt hinanden, hvad vi ønskede, medens tid var. Noget af et vovestykke. Det er ikke altid anbefalelsesværdigt at opsøge fortiden. Man kan komme til at fortryde, at et kært minde på den måde blev ødelagt. Vi fortrød ikke.

Tilbage står måske det væsentligste og mest opbyggelige træk ved fænomenet fortrudt fortrydelse. Det har at gøre med taknemmeligt at få sagt, hvad man gerne vil have sagt i tide. Og det vigtigste er her at kunne sige til et menneske: Du betød noget for mig.

Først og sidst har det især noget at gøre med at få svar på de spørgsmål, som man ellers bitterligt vil fortryde, at man aldrig fik stillet og aldrig fik svar på. Bitterhed og fortrydelse hører så nøje sammen, at jeg alene derfor ofte fortryder, at jeg har fortrudt.

Bidraget præmieres med Henrik Jensens bog: Det ordentlige menneske