Der blev holdt middage til langt ud på natten, og jeg sad ofte med en følelse af at være en gammel, kedelig 28-årig i selskab med Fiore, der var en inspiration og et billede på levet liv. En stor, kreativ kraft strålede fra hende.

Der var kreativitet over alt. Der blev sunget, fotograferet, malet, lavet mad, modelleret og skrevet. Jeg ville pludselig en masse her i den hede, italienske sommer.

Jeg tegnede, skrev digte og fandt sågar mig selv i atelieret en nat med ler mellem hænderne.

Ingen her spurgte: "Hvad vil du så med det?" Eller: ”Hvad skal man egentlig bruge sådan noget til?”

Mellem mine hænder voksede små figurer frem af det grå ler, mens skyggerne blafrede over væggene i Fiores atelier. Portrætterne på hylderne hviskede nye spørgsmål:

"Måske behøver det ikke være perfekt?"

"Når du nu siger fornuft, hvad mener du så egentlig?"

Sommeren gik over i september, og nogen skal åbenbart stille de andre spørgsmål. Fjenden kom fra egne rækker; hjernen, der åbenbart også var rejst med - den venstre halvdel i særdeleshed:

"Hvad har du egentlig tænkt dig, det her skal føre til?"

"Du tjener jo heller ikke rigtig nogen penge, vel?"

Den kreative højre hjernehalvdel druknede i informationsstrømmen fra venstre – fra samfund, opdragelse, banker, resultat, fornuft og fremgang - troligt formidlet af den logiske discipel; klæbehjernen, der åbenbart sidder til venstre og ret ubemærket havde suget kraftigt til sig gennem årene.

"Dét der, det gælder ikke! Ikke i længden," sagde den og råbte højere og højere op om personlig undergang, konkurs, forfald, for sent, for dumt, for langt ude. Kunstnere!

Den højre hjernehalvdel frygtede snart, at det ligefrem kunne være farligt for sikkerheden at blive ret meget længere.

En fredsaftale blev indgået; et kompromis, en plan B - noget fornuftigt at falde tilbage på:

Der blev sendt ansøgning til Social – og Sundhedsskolen (en hvid klods på en flad mark i Århus), der blev sagt op, betalt parkeringsbøder (!) og bestilt flybillet. Lerfigurerne blev moset sammen (det var heller ikke rigtig noget), tegningerne pakket ned, og fantasien lukkede for sæsonen i troen på, at fornuftens behov for en praktisk plan B kunne bygge bro mellem de to halvdele - at oplevelsen af økonomisk tryghed kunne sikre arbejdsro og fordybelse. Der ville blive bunker af tid mellem pligterne og arbejdet. Helt sikkert. Ligesom på Peralta.

Peralta er én stor højre hjernehalvdel. En kreativ by opstået af asken. Genrejst af en person, som troede på sin idé. Peralta er et paradis af ro og energi.

Vi drikker en afskeds-espresso i lufthavnen, og jeg vinker efter Gitte og Pandaen med tårerne prikkende.

"Din gamle melankoliker," håner den venstre hjernehalvdel.

"Men jeg elsker at være her," piber den højre.

"Spænd sikkerhedsbæltet og tør øjnene, så lover jeg, at du må gå til noget på aftenskolen til vinter. Du må vælge helt selv."

"Åh. Måske keramik?!"

"Arh, nu må vi se, det bliver vist dyrt i materialer. Husk på, du kommer på elevløn. Måske, når du får et rigtigt arbejde. Noget at falde tilbage på."

Jeg vil i tilbagefaldsbehandling, hvis jeg træffer den slags beslutninger igen.

Bidraget præmieres med Henrik Jensens bog: Det ordentlige menneske