Fortrydelse
06. nov 2009 08:00
Elske er ikke et ord, der findes i det nordjyske ordforråd. Men det dukkede alligevel op i min bevidsthed i tiden derefter. Det gjorde en hjerteknugende følelse af fortrydelse også, skriver Jette Faurschou i sit essay
Af Jette FaurschouMor er død.
Det var min lillebror, som ringede og fortalte det. Han havde af os søskende den tætteste kontakt med Mor, og det var hans telefonnummer, der stod øverst i hendes telefonliste, da naboerne, som fandt hende, skulle have fat i os. Hun havde fået en blodprop, mens hun gik i sin have.
Død! Det var ikke muligt, jeg havde lige talt med hende. Hun fejlede jo ikke noget og var ikke gammel. Det må ikke ske! Nu skruer vi lige filmen tilbage og prøver igen.
Mine voksne børn skulle have besked. Men de telefonnumre, der sad i fingrene som min cykellås, ville ikke huskes. Børnene græd, det kunne de. Spurgte om praktiske ting, som jeg ikke havde rede på. Jeg lovede at ringe igen. Der var kaos i mig, og den nat sov jeg ikke. Filmen kunne ikke længere skrues tilbage.
Nu var det for sent. For sent at konfrontere hende med, som jeg så ofte havde gjort i tankerne, at hun var en dårlig mor; at hun havde svigtet, når jeg havde haft brug for at blive støttet; at hun altid havde holdt mere af mine to yngre søskende end af mig; at hun var en topmålt egoist; at der ikke var råd til, at jeg blev spejder, selvom hun kunne ryge en pakke cigaretter om dagen. At jeg ikke måtte komme i gymnasiet, det var der heller ikke råd til. For sent at komme af med mine frustrationer.
Min far var død ti år tidligere. Siden den tid havde vores besøg hos hinanden været sparsomme, selvom det ikke skortede på invitationer fra min mors side. Der var langt fra København til Nordjylland, og det var dyrt at rejse. Jeg havde travlt, der var hele tiden arbejde, der skulle gøres. Når jeg havde fridage eller ferie, var der børn, der skulle besøges eller haves på besøg, venner, der skulle passes. Der var undskyldninger nok for ikke at gøre noget, jeg ikke havde lyst til. Vi mødtes til barnedåb og begravelser, sommetider til fødselsdage og jul. Og udvekslede gaver, som man gør. Hun havde det godt nok, lod det til.
Vi, hendes tre børn, mødtes på banegården i Aalborg dagen efter hendes død og fulgtes ad til hendes hjem. Der var mange praktiske ting der skulle gøres. Et chok for os alle tre var, at hjemmet skulle forsvinde. Da Far døde, fortsatte vores barndomshjem med at eksistere, Mor var der jo. Nu skulle alt væk, der stod utålmodige mennesker, der ventede på at leje huset.
Men først var der begravelsen. Det var godt at dulme min uforklarligt store sorg med aktivitet. Foruden det rent praktiske var der en stor familie og hendes omgangskreds, som skulle snakkes med. Og trøstes. De var kede af det; Mor havde haft et nært forhold til og havde betydet meget for mange. Der blev fortalt og snakket, og jeg blev mindet om sider hos min mor, som jeg havde fortrængt, og blev oplyst om egenskaber hos hende, som jeg ikke kendte. En ny mor voksede frem i min bevidsthed.
Ved selve begravelsen var der mange, der var mødt op for at sige farvel; "flere end man kan forvente, når det er en ældre enkefrue, der bliver begravet", sagde min jyske kusine med erfaring i de dele.
Det gjorde godt. Lige meget, hvordan forholdet havde været mellem os, var det lindrende at kunne være stolt af sin mor.
Det kunne jeg også senere, da jeg gik og tømte hendes hjem, for alt var pænt og ordentligt. Efter vi børn havde taget de ting, vi ville have, tog mine søskende på planlagt ferie, og jeg kunne rydde resten af hjemmet. Alene og med mine egne tanker.
Dem var der mange af, for det er i den grad grænseoverskridende at gå i andre menneskers skuffer og skabe, at afdække alle deres hemmeligheder; også selvom, og vel især, hvis det er ens nærmestes privatliv, man føler, at man krænker. Det, jeg oplevede, var et ensomt menneske, som savnede sine børn og børnebørn, men ikke kunne nå dem og ikke kunne udtrykke det. Der stod de hjemmesko, hun havde skrevet, hun havde købt til mig, men som jeg aldrig fik hentet. Der lå de breve og postkort, som vi havde sendt til hende, når vi havde været på ferie; og der lå konvolutten med pengesedlen og et fint kort, som skulle have været sendt til min runde fødselsdag et par dage senere. Og der lå de tabletter, der afslørede depression. Var det min skyld? Overalt fotografier af hendes børn og børnebørn, som hun kunne vise til sine venner. Jeg lærte hende at kende.
Hendes bedste veninde dukkede op en aften for at hjælpe mig med den endelige rengøring. Mor havde fortalt om hende, og hun gerne ville, jeg skulle lære hende at kende. Det kom jeg til den aften, da vi i en pause i arbejdet sad og snakkede over en kop kaffe. "Din mor var meget glad for og stolt af dig, men du var jo din fars pige. Det var lidt svært for hende, ved jeg".
Elske er ikke et ord, der findes i det nordjyske ordforråd. Men det dukkede alligevel op i min bevidsthed i tiden derefter. Det gjorde en hjerteknugende følelse af fortrydelse også. For nu var det for sent at klare tingene i gensidighed. For sent at fortælle hende, at jeg savnede hende; at sige hende tak for alt, hvad hun havde gjort for mig, og hvad hun havde måttet undvære for min skyld. For det liv, hun havde givet mig. At jeg holdt af hende. Og frem for alt: det var for sent at bede hende om tilgivelse.
Bidraget præmieres med Henrik Jensens bog: Det ordentlige menneske