Det han ikke fik gjort
06. nov 2009 08:00
Jo længere vi kom mod enden, des færre kræfter var der, og jo større voksede fortrydelsen over ikke at have fået tingene gjort i går, skriver Morten Kastrup i dette essay om sin far
Af Morten KastrupDenne lille historie handler ikke så meget om mig, men om min far. Han døde af kræft for under et år tilbage, fik det konstateret i oktober og døde i februar. Det gik stærkt og perioden mellem oktober og februar. Lærte mig noget om det at fortryde.
Den nat, han gik bort, kom min bror og jeg ind på stuen, idet han åndede ud, her fortrød jeg, at vi ikke havde været der inden. Men det var intet imod det udtryk, som lå over min fars ansigt. Det var en spejling af knap seks måneders tanker om, hvad han kunne have brugt sit liv på, og ikke fik gjort.
Den sidste tid inden han ikke kunne klare sig selv mere, talte vi meget om de ting, han gerne ville nå. Der lå en overbevisning i ham, som sagde, at han nok skulle overleve tre til fire år endnu, og det var ret hårdt at stå på siden og godt vide, at det ikke var tilfældet.
Der var så mange steder, han ville hen, så mange mennesker, han lige ville drikke et glas vin med. Det var det fascinerende ved ham, han levede efter devisen: lev stærkt, dø ung - Og det gjorde han.
Han nåede lige de halvtreds, inden han forlod os, og her blev der afholdt en stor fest, som også skulle blive det sidste farvel til mange års venskaber. Dette var en af de stærkeste kendetegn ved ham, et menneske som der altid var gang i, og som altid havde haft mange mennesker omkring sig. Indtil for nogle år tilbage hvor det hele i en perioder gik lidt i stå for ham.. Der var begivenheder i livet som tvang ham til at fokusere på andre ting, end de mennesker og interesser - hvilket indbefattede hobbyer, hvor fællesskabet var i centrum - som han holdt så meget af. Men selv efter denne periode, kom han aldrig helt tilbage til samme niveau igen, mange venner fik han sjældent set, sine interesser sjældent dyrket, og han gik lidt i stå.
Jeg voksede op i et hjem, hvor der altid var folk på besøg, og hvor det ikke var underligt, hvis hele møbelmagnet var solgt, hvis det rette tilbud kom. Den gamle havde en vending, som jeg har taget mig selv i at sige ved flere lejligheder: lad os lave det om til en fest.
På mange måder ender man vel som et spejl af sine forældre, hvilket også jeg må erkende, jo ældre jeg bliver. Derfor ved jeg også, hvordan min far har følt det med mange ting, idet ham og jeg lignede hinanden meget. Specielt når det kommer til det med fællesskaber og ideer. Fik han en ide til et projekt, skulle det helst være gjort i går, det med at vente på den rette tid, eksisterede ikke som begreb i hans verden.
Dette var et af de mest smertende områder at iagttage, en mand som mest af alt ligner sin egen skygge, frem for det den afbilleder. Var dømt til ikke at kunne gøre de ting han gerne ville, udføre de ideer han fik, og se de mennesker han savnede. Som nævnt havde han ikke haft muligheden til at føre sine ideer ud i livet i en årrække, og da muligheden bød sig, fik han det ikke rigtig gjort.
I vores mange samtaler over køkkenbordet inden han døde, kom alle de projekter han havde gemt på i flere år op til overfladen - Og der var rigtig mange mennesker, der skulle ses, fester der skulle holdes, forretninger som skulle gøres osv. Han nærede et indædt håb til at kunne overleve i blot en tid endnu, så nogle af projekterne kunne blive virkelighed. Men jo længere vi kom mod enden, des færre kræfter var der, og jo større voksede fortrydelsen over ikke at have fået tingene gjort i går.
Få dage før han dør, talte vi lidt om livet, og en ting han sagde var: jeg er ikke parat til at dø, der er så mange ting jeg gerne vil nå endnu, og jeg fortryder så meget alt det, jeg ikke fik nået.
Det var den fortrydelse, som stod malet i ansigtet på hans lig, den nat på hospitalet i februar.
Når jeg tænker tilbage på ham som person, og på det liv han levede, syntes jeg egentlig ikke, der var så meget at fortryde; han oplevede mere end de fleste når på et langt liv. Men tror, at det i sidste ende, var det med at skubbe tingene frem foran sig og sige til sig selv, at man gør det i morgen, der fostrede den fortrydelse, som overskyggede alle de gode ting, som han fik nået.
Bidraget præmieres med Henning Jensens bog: Det ordentlige menneske