Jeg voksede op i et hjem, hvor der altid var folk på besøg, og hvor det ikke var underligt, hvis hele møbelmagnet var solgt, hvis det rette tilbud kom. Den gamle havde en vending, som jeg har taget mig selv i at sige ved flere lejligheder: lad os lave det om til en fest.

På mange måder ender man vel som et spejl af sine forældre, hvilket også jeg må erkende, jo ældre jeg bliver. Derfor ved jeg også, hvordan min far har følt det med mange ting, idet ham og jeg lignede hinanden meget. Specielt når det kommer til det med fællesskaber og ideer. Fik han en ide til et projekt, skulle det helst være gjort i går, det med at vente på den rette tid, eksisterede ikke som begreb i hans verden.

Dette var et af de mest smertende områder at iagttage, en mand som mest af alt ligner sin egen skygge, frem for det den afbilleder. Var dømt til ikke at kunne gøre de ting han gerne ville, udføre de ideer han fik, og se de mennesker han savnede. Som nævnt havde han ikke haft muligheden til at føre sine ideer ud i livet i en årrække, og da muligheden bød sig, fik han det ikke rigtig gjort.

I vores mange samtaler over køkkenbordet inden han døde, kom alle de projekter han havde gemt på i flere år op til overfladen - Og der var rigtig mange mennesker, der skulle ses, fester der skulle holdes, forretninger som skulle gøres osv. Han nærede et indædt håb til at kunne overleve i blot en tid endnu, så nogle af projekterne kunne blive virkelighed. Men jo længere vi kom mod enden, des færre kræfter var der, og jo større voksede fortrydelsen over ikke at have fået tingene gjort i går.

Få dage før han dør, talte vi lidt om livet, og en ting han sagde var: jeg er ikke parat til at dø, der er så mange ting jeg gerne vil nå endnu, og jeg fortryder så meget alt det, jeg ikke fik nået.

Det var den fortrydelse, som stod malet i ansigtet på hans lig, den nat på hospitalet i februar.

Når jeg tænker tilbage på ham som person, og på det liv han levede, syntes jeg egentlig ikke, der var så meget at fortryde; han oplevede mere end de fleste når på et langt liv. Men tror, at det i sidste ende, var det med at skubbe tingene frem foran sig og sige til sig selv, at man gør det i morgen, der fostrede den fortrydelse, som overskyggede alle de gode ting, som han fik nået.

Bidraget præmieres med Henning Jensens bog: Det ordentlige menneske