Underernæret, sygt barn der ligger ved madudleveveringsstedet i byen Baidoa i Somalia. På grund af klimaforandringerne er endnu flere børn udsatte. -
- Nana Reimers/Scanpix Denmark
Ritzau |
5. november 2009
Børn i verdens fattigste lande rammes hårdest af klimaforandringer, og mange millioner vil dø af sult og sygdomme, hvis der ikke gribes ind, advarer ny rapport
Abdi er fire år. Han bor med sin familie i Mandera-distriktet i det nordøstlige Kenya. Hvert år, siden Abdi blev født, har familien oplevet perioder med voldsom tørke. I år fik det livstruende konsekvenser for den lille, afrikanske dreng, som blev alvorligt syg og tabte en tredjedel af sin vægt.
Abdi er desværre ingen undtagelse. Han er blot et ud af mange millioner børn verden over, som hvert år bliver ramt af diarré, underernæring og malaria. Det er sygdomme, som både kan forebygges og behandles, men som på grund af klimaforandringerne rammer flere og flere i den fattigste del af verden.
- Børn i verdens fattigste lande er ikke ansvarlige for klimaforandringer. Alligevel er det dem, der rammes hårdest, siger Alberto Soteres, som leder organisationen Save the Children i Spanien.
Organisationen, som i Danmark hedder Red Barnet, offentliggjorde torsdag sin nyeste
rapport på FN's sidste forhandlingsmøde i Barcelona forud for klimatopmødet i København i december.
Rapporten beskriver, hvordan befolkningen i mange afrikanske og asiatiske lande dagligt kæmper med konsekvenserne af et ændret klima, og at mange, mange flere vil blive konfronteret med udbredt tørke, voldsomme oversvømmelser og dødelige sygdomme, hvis der ikke bliver grebet ind i tide.
Alberto Soteres understreger, at det er de rige landes ansvar at hjælpe udviklingslandene med at takle klimaproblemerne.
- Industrilandene har udledt drivhusgasser i århundreder. Derfor er det nødvendigt at få en stærk og bindende aftale i København med betydelige midler fra de rige lande, der kan hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig klimaforandringerne, lyder budskabet fra spanieren.
Men en af de helt store knaster i de internationale klimaforhandlinger er netop selve finansieringen af de fattige landes tilpasning til klimaforandringerne. EU's stats- og regeringsledere blev for nylig enige om, at de rige lande må bidrage med 100 milliarder euro om året i kompensation til de fattige lande.
EU vil dog ikke sige, hvor stor en del af beløbet de 27 medlemslande skal bidrage med, og samtidig sidder resten af verdens industrilande også tungt på pengepungen til stor frustration for udviklingslandene.
- Vi har brug for mere klarhed om præcise bidrag fra de industrialiserede lande forud for København, siger chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer.
Hvis de rige lande ikke påtager sig ansvaret, så vil de fattige lande komme til at betale en endnu højere pris, advarer Alberto Soteres fra Save the Children.
- To millioner børn dør hvert år af diarré. På grund af klimaforandringerne vil udbredelsen af sygdommen formentlig stige med 10 procent allerede i 2020, påpeger han.
I samme periode vil der ifølge organisationen ske en tredobling af ekstremt tørre områder, mens også malaria vil brede sig på grund af de højere temperaturer.
Den afrikanske dreng Abdi er heldig. Han fik medicin og særligt nærende mad og undgik at blive et af de næsten ni millioner børn verden over, der hvert år dør, inden de er fyldt fem år. I dag er han rask. Men hans familie er afhængig af nødhjælp, og for Abdi - som for millioner af andre børn i verdens fattigste lande - ser fremtiden stadig alt andet end lys ud.
- Børn i dag vokser op i en verden, der er påvirket af klimaforandringer. Det må vi ruste dem til, men først må vi sikre, at de i det hele taget overlever, siger Alberto Soteres fra Save the Children.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad