SPØRG OM LIVET FAMILIELIV HISTORIE MAD-OPSKRIFTER
Liv & Sjæl

Med Gud på sidelinjen

06. nov 2009 00:00 De fleste kender hende som den smilende, lyshårede nyhedsværtinde fra DR tv. Nu springer hun ud som forfatter til samtalebogen "Dig, mig og Gud". En bog, det er faldet hende naturlig at skrive, fordi Gud altid har været en del af hendes liv

Kommentér
Share
Jannie Iwankow Søgaard
BilledeArtikler
Profil
Udskriv
Tip en ven
Billede
Lotte Thor Høgsberg er åben om sin tro på Gud. Det ligger hende meget på sinde ikke kun at bruge Gud, når hun har behov for hjælp, men også når hun har noget at være taknemmelig for. -- Malene Korsgaard Lauritsen.

Egentlig var Lotte Thor Høgsberg gravid og på vej på barsel, da Bibelselskabet henvendte sig til hende for at høre, om hun havde lyst til at skrive en samtalebog. Og så kunne hun ikke sige nej, fordi emnet talte lige ind i hende.

Derfor har hun, mens hun har været gravid og været på barsel med den nu syv måneder gamle Adam, skrevet sin allerførste bog, som handler om kristentroen på tværs af generationer. En bog på godt 160 sider, som handler om, hvorvidt kristentroen går i arv fra generation til generation. Hvor mange andre førstegangsmødre måske ville finde arbejde og barsel uforeneligt, har det for Lotte Thor Høgsberg været en kilde til glæde at få små pauser i bleskift og babypludren.

– Det har været rart at have noget andet at gå op i også. Det har været som et pusterum for mig, og det har givet mig en legitim årsag til at tage hjemmefra en gang imellem, selvom jeg var på barsel. Ellers kan det jo godt være hårdt for en førstegangsmor at undvære sit lille barn, siger hun.

Og så har bogens emne været afgørende for, at hun gerne ville lade barsel og bogskrivning gå hånd i hånd.

Annonce
– Det har været meget indholdsrigt for mig at skrive denne her bog om tro, fordi jeg selv er kristen og troende og praktiserer det, og så er det en del af min kultur, forklarer hun og pointerer, at der ikke var andre emner, hun kunne have forestillet sig at skulle bruge sin kostbare barsel på.

Lotte Thor Høgsberg, der, når hun ikke er på barsel, arbejder som nyhedsværtinde på DR-Update, er ikke vokset op i noget specielt religiøst hjem. Familien var medlem af folkekirken, og hun er døbt og konfirmeret, men talen om tro fyldte ikke noget derhjemme. Til gengæld fyldte den noget på den skole, hun gik på. Forældrene havde nemlig tilmeldt hende en katolsk skole – ikke for at opdrage hende i den kristne tro, men fordi de syntes om principperne med fransk fra første klasse og brugen af skoleuniform. Men for den snart 39-årig journalist fik det stor betydning at få sin børnelærdom på den katolske skole – ikke mindst da hun som syvårig blev skilsmissebarn.

– Da mine forældre blev skilt, og mine egne rammer på en eller anden måde blev sprængt, fandt jeg en god tryghed i min tro på Gud. Troen fik jeg ved at høre på de bibelske fortællinger om Jesus og hans gerninger og ved at synge salmer. Noget, som var forbundet naturligt med skolen, siger hun og fortæller, at hun hurtigt oplevede dét at skulle i kirke hver eneste dag som en naturlig del af skolelivet.

– Min tro på Gud er nok blevet grundlagt ved at sidde der i kirkerummet hver dag og finde roen og trygheden og høre efter, hvad der blev sagt – selvom det jo er en katolsk kirke, siger hun.

Lotte Thor Høgsberg bladrer lidt i sin bunke af papir, som indtil videre gør det ud for den bog, som skal udkomme i dag. Hun leder efter et citat, som hun har taget til sig under en af de mange samtaler med de medvirkende i bogen. Hun finder det og siger så:

– Jan Lindhardt, som er en af de medvirkende i bogen, siger på et tidspunkt, at "Gud er mine forældre i et større format", og det er noget, jeg kan nikke genkendende til. Det er sådan, jeg har det, og jeg har altid været glad for at have det sådan. Det har ikke været fremmed for mig. Gud har altid været med mig på sidelinjen, siger hun.

I det hele taget er DR-værtinden ikke bange for at tale om sin tro. Hun forstår ikke, at det skal være forbundet med så megen blufærdighed at sige, at man tror på Gud. Ofte har hun oplevet, at folk har reageret totalt uforstående, når hun har fortalt, at hun er kristen.

– Ofte ser de jo mærkeligt på en, når man fortæller, at man tror på Gud. Det næste spørgsmål, de så får lyst til at stille, er, om man så også tror på julemanden. Og det er da mærkeligt, at folk fortæller alt muligt om sig selv og udstiller sig selv, men at sige, at man tror på Gud, er stadig tabu, siger hun undrende.

Fordi Lotte Thor Høgsberg ofte oplever, at folk ikke kan finde ud af at tale om deres tro, har det været en stor oplevelse for hende at lave bogen "Dig, mig og Gud", hvor hun sætter forskellige forældre og børn stævne for at lade dem tale om tro. Alle med det til fælles, at en af parterne er uddannet teolog.

– Det har været meget givende for mig at lave denne bog, ikke mindst fordi det er markante og interessante personligheder, som medvirker. De har hver især sat noget i gang i mig og har inspireret mig til, hvordan jeg skal leve mit liv, fortæller hun.

I bogen medvirker blandt andre Margrete og Ida Auken, Søren Krarup og Katrine Winkel Holm samt Kjeld og Katja Holm. I alt kan man i bogen møde syv sæt af forældre og børn, som uden megen indblanding fra forfatteren diskuterer kristendommen og dens betydning i netop deres liv.

En af de ting, som nyhedsværtinden har taget til sig, er måden, hvorpå man kan gøre en forskel for andre i hverdagen. Hun nævner digterpræst Johannes Møllehave som et af eksemplerne på, hvordan hun har oplevet et menneske, hvis døre altid stod åbne for andre – også de kriminelle og udstødte.

– "Selv det mindste er også et menneske," siger Møllehaves søn, Tomas Møllehave, på et tidspunkt, og det synes jeg er meget fint udtrykt, siger hun og fortsætter:

– Vi har så meget med at spørge: "Hvad kan samfundet eller for den sags skyld kirken gøre for mig?" I stedet burde vi vende det om og spørge: "Hvad kan jeg gøre for samfundet og kirken?" I stedet for at sælge mit aflagte tøj på loppemarked, kunne det jo være, at det rent faktisk var en bedre idé at give det væk til nogen, der havde brug for det, slutter hun.

soegaard@kristeligt-dagblad.dk

Bogen "Dig, mig og Gud" udkommer på Bibelselskabets Forlag i dag.

Kommentér denne artikel Share


Mest læste
Biskop og præster beskyldes for brud på præsteløftet
DR foretog live-vielse af homoseksuelle
Stort flertal af danskerne siger ja til homoseksuelle vielser
Derfor kan selv Jesus blive et problem for folkekirken
Strid om retten til kunstig befrugtning
 

 
Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev


E-mailadresse:


 



 



 



 
Label Mest læste Danmark
Label Mest læste kirke og tro
Label Mest læste Liv&Sjæl
 
Label Mest læste udland
Label Mest læste kultur
Label Mest læste debat

Temaer fra Kristeligt Dagblad

Temaer fra religion.dk

Temaer fra kristendom.dk


 
 
 
 
 
 
 
 

Afstemning

Ser du mere positivt på homoseksuelle vielser i folkekirken end for 10 år siden?

Ja
Nej
Ved ikke

 
 
Seneste artikler på Kristendom.dk
DR foretog live-vielse af homoseksuelle
- Kristus så frem til sejren
Lad os stå op og komme i gang
Biskop og præster beskyldes for brud på præsteløftet
Stop politisering af folkekirken!
Kristen psykolog fyret for djævleuddrivelse

 

Nyhedsbrev

Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail


E-mailadresse: