Det alvidende partis endeligt

Det fortsætter i samme leninistiske spor og med vægt på Det Kommunistiske Partis altafgørende rolle i reformer af det sovjetiske samfund. Talen slutter med, at Gorbatjov lover, at alle vil følge Lenins vej og gå fremad mod den skæbne, som historien har givet det sovjetiske folk. "Og hvilken vidunderlig skæbne det er, kammerater!" siger han.

Den politiske rapport til Central komiteen slutter med følgende redaktionelle bemærkning: "Mikhail Gorba- tjovs rapport blev hørt med stor opmærksomhed og gentagne gange afbrudt af langvarigt bifald."

JEG SKRIVER DET IKKE for at være skadefro over for Gorbatjov, der er en af det 20. århundredes store politiske skikkelser, men også en af de tragiske. Jeg skriver det, fordi det afspejler, hvor overraskende og overrumplende begivenhederne udviklede sig for 20 år siden.

Berlinmurens fald er metaforen for de enorme forandringer, der ramte Europa og verden, de største og mest afgørende siden Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Forfatteren og det frie Tjekkoslovakiets første præsident, Vaslav Havel, sagde det meget præcist, da han om det magiske år 1989 udtalte, at udviklingen gik så stærkt, at ingen politologiske hastighedsmålere kunne følge med.

På nær i Rumænien var de folkelige revolutioner i 1989 fredelige og ublodige. Mange har de seneste 20 år forsøgt at tage æren for dem, men jeg mener, at æren stadig tilkommer ganske almindelige mennesker i Øst- og Centraleuropa, der sagde fra og valgte demokrati frem for diktatur. Euforiske var de kun kort tid. Måske fordi det mere var et fravalg end et tilvalg.

Men vi må selvfølgelig også takke leninisten Mikhail Gorbatjov, der i det korte tidsrum fra den 27. partikongres og frem til Murens fald indså, at de forældede paroler og leninistiske floskler ikke længere dækkede virkeligheden. Han fik fortjent Nobels Fredspris for ikke at sende de sovjetiske kampvogne og soldater ud mod de demonstrerende i Leipzigs og Prags gader.

Det virker måske indlysende i dag, men var det bestemt ikke i 1989. Da jeg kom til Prag i november 1989 var kampvogne kørt i stilling uden for byen. Oppostionen i Tjekkoslovakiet frygtede den såkaldte kinesiske løsning. For i juni havde den kinesiske ledelse med vold knust demokratibevægelsen i Beijing. Den vurderede korrekt, at efter indledende fordømmelse i vor del af verden ville situationen efterhånden blive normaliseret. Det skete jo i så høj grad, at Kina fik værtskabet til De Olympiske Lege.

Jeg er overbevist om, at hvis Gorbatjov havde fulgt opfordringerne fra sine daværende øst- og centraleuropæiske allierede og fra en del af sine generaler og partikammerater og knust demokratibevægelserne med vold, ville fordømmelser fra USA og Vesteuropa have regnet ned over hans hoved, men i løbet af en tid ville normaltilstanden atter indfinde sig. Det skete efter Ungarn-opstanden i 1956, og efter at Sovjetunionen satte en stopper for reformerne i Tjekkoslovakiet i 1968.

For i dag, hvor vi markerer og fejrer Berlinmurens fald, er det måske værd at huske på, at det, man i dag betragter som en absurd deling af et fælles europæisk kontinent med et jerntæppe, i over 40 år blev betragtet som normaltilstanden, som få mente ville ændre sig i vor levetid. Forandringerne for over 20 år siden var både monumentale og overraskende og på mange måder mirakuløse.

Den kolde krig var en farlig periode i vor historie. Det gik godt, men det kunne være gået forfærdelig galt, da verden blev holdt i skak af enorme atomarsenaler, og tilliden mellem Øst og Vest ofte var på et lavpunkt. Mistroen var enorm. Det var to uforenelige systemer, der stod over for hinanden. De var stort set ikke sammenlignelige på et eneste område. Det var demokrati over for diktatur, selvom demokratierne gerne allierede sig med diktaturer for at bekæmpe kommunismen. Det var markedsøkonomi over for planøkonomi. Det var frihed over for tvang. Åbenhed over for censur. Innovation over for stilstand.

DA GORBATJOV INDSÅ, at hans system var økonomisk og ideologisk bankerot, og handlede derefter, begyndte jerntæppet af smuldre. Han troede, at han kunne kontrollere udviklingen og forandringerne, men forandringerne tog magten fra ham. Berlinmurens fald blev en katalysator for udhulingen af hans autoritet hjemme i Moskva. I det øjeblik han tillod, at Muren forsvandt, og dermed frasagde sig dogmet om de kommunistiske partiers magtmonopol, var det slut.

Det indså de gamle betonkommunister, der forsøgte at tage magten i Moskva ved et kup i august 1991. De indså, at i det øjeblik, hvor magten ikke længere voksede ud af et geværløb, var løbet kørt og Partiets rolle udspillet.

Når jeg genlæser Gorbatjovs tale fra 1986, slår det mig, hvor overbevist han og den øvrige ledelse var om, at al verdens visdom var samlet i Det Kommunistiske Parti. Satte man spørgsmålstegn ved dette påståede historiske faktum, havde man et afvigende sind, som måtte afhjælpes på de glimrende psykiatriske hospitaler. Fordi Partiet besad alverdens visdom ifølge Lenin, havde det også førsteret og monopol på magten.

Derfor måtte det selvfølgelig gå galt, da Gorbatjov sammen med partiets ledelse i eksempelvis Polen nåede den erkendelse, at man måtte række ud efter kræfter uden for Partiet for i fællesskab af løse samfundets dybe problemer. Det spørgsmål, som oppositionen i den kommunistiske verden straks stillede, var selvfølgelig: Hvis det almægtige parti har brug for vor hjælp, er det jo ikke længere alvidende. Hvis det ikke er det, hvorfor skal det så fortsat have monopol på magten?

Katten var ude af sækken, og den kunne ikke puttes tilbage. Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen ophørte med at eksistere. Verden blev et bedre sted. Kriser vil der altid være, men vi lever ikke længere under MAD-doktrinen. Mutual Assured Destruction. Det atomare damoklessværd.

Det er værd at huske på i en tid, hvor angsten for terror dominerer i en forvirret verden.

Leif Davidsen er forfatter og journalist