Det er anden gang, Søren Thuesen er udsendt som volontør i Honduras. Begge gange har været gennem den danske hjælpeorganisation Impact. Første gang boede og arbejdede han tre måneder på et amerikanskejet børnehjem to timers kørsel uden for Tegucigalpa.

Da han for to år siden vendte hjem fra den første tur, var det klart for ham, at han måtte af sted igen.

– Tre måneder var alt, alt for kort tid for mig. Der var også det ved det, at da jeg kom hjem, følte jeg ikke, at der var nogen, der rigtig forstod, hvad jeg havde oplevet. Alle ville gerne se billeder og høre historier, men efter de første tre-fire gange gad de ikke høre mere om det. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Man skal lugte det, smage det og føle det for at forstå det.

Under opholdet i Tegucigalpa har Søren Thuesen set ting, der har tvunget ham til at revidere sit syn på både sig selv og sine medmennesker. Særlig én oplevelse står printet i erindringen.

– Det, der har gjort størst indtryk på mig, var, da jeg første gang besøgte byens store losseplads. Dér forstod jeg virkelig, hvor forskellige forholdene hernede er fra i Danmark, fortæller Søren Thuesen.

Lossepladsen ligger lige uden for Tegucigalpa på toppen af en stor bakke. Det er der, meget af byens affald ender. Og det er der, flere end 1000 mennesker hver dag forsøger at overleve ved at samle affald og sælge det til genbrugsbearbejdning. De er ikke ansat til at sortere affaldet. De dukker simpelthen op, fordi det er deres eneste mulighed for at tjene penge.

Tre gange om dagen kører skraldebilerne ind og overlader affaldet til voksne og børn. Allerede inden affaldet er læsset af, klatrer de op på ladet og kæmper i bunker af råddent skrald og skarpe genstande for at få fat i det bedste plastik- og metalaffald. Når de har samlet en stor bunke, kan de sælge det til firmaer, som genbruger det.

En voksen mand kan tjene op mod 40 kroner om dagen, mens et barn kan samle affald til en værdi af fem kroner.

– Vi kom kørende i bilen op over en bakke og ned mod lossepladsen. Jeg kan huske, at jeg sad og grinede lidt ad synet, for det var bare kaos. Der var hunde og køer og gribbe overalt, som sloges om affaldet. Men da vi så kom lidt tættere på, kunne jeg se, at halvdelen af dyrene faktisk var mennesker, der gik og rodede i affaldet. Det chokerede mig. Mit hoved var simpelthen for fint til, at jeg kunne begribe, at det var mennesker. Mine øjne kunne godt se dem, jeg kunne bare ikke indse, at de var mennesker. Det fortæller lidt om, hvor beskyttet vi lever i Danmark, funderer Søren Thue-sen.

Lossepladsen er bare ét af mange steder, han arbejder som volontør. Han tager derhen, hvor de udsatte børn er: fængslet, feedingcentrene, børnehjemmet eller gaden. Det handler først og fremmest om at bringe en smule glæde ind i børnenes liv – gerne med kirken som samlingspunkt.

– Gud fylder meget hernede, men vi forsøger først at stille deres primære behov. Give dem mad og lege med dem. Derefter kan vi begynde at bygge på forholdet og foreslå dem at komme i kirken. Nogle gange viser vi dem eksempler på, at de godt kan lære at klare sig selv, ved at vi tager tidligere gadebørn med ud, fortæller Søren Thuesen.

Inden han rejste hjemmefra, var hans motivation at komme til et sted, hvor han kunne være med til at gøre en forskel for mennesker i nød.

– Det er det stadig, men nu kan jeg se, at det først og fremmest er mig selv, jeg hjælper. Man får meget mere tilbage, end man giver. På den måde kan man vel godt kalde volontørarbejde lidt egoistisk, siger Søren Thuesen.

Han er ikke i tvivl om, at den Søren Thuesen, der rejste ud, på nogle punkter er en ganske anden end den, der vender hjem.

– Det er jo ikke, fordi man kommer hjem som sådan en Mr. Mirakel, men jeg har da fået en større forståelse for, hvordan verden er skruet sammen. Det er lidt svært at forklare præcist, hvad man får ud af det, for det er jo sådan nogle store ord som livs-erfaring, større forståelse, overbærenhed og tålmodighed. Og så selvfølgelig en masse oplevelser, fortæller Søren Thuesen.

Tegucigalpas gader er fulde af tidligere amerikanske skolebusser, der bliver opkøbt af honduranske transportfirmaer. Når de gule busser bliver pensioneret i USA, bliver de solgt videre til de mellemamerikanske lande, hvor de kører, indtil de bryder sammen.

– Mange af mine venner på gaden har en hverdag, hvor de tager rundt i busserne og stjæler. De fleste er nogle herlige unge fyre, der aldrig kunne finde på at trykke på aftrækkeren. De er bare havnet i en situation, hvor de er nødt til at lave noget lort for at overleve.

Når sandheden skal frem, er det nok begrænset, hvor meget betydning Søren Thuesens indsats i Honduras har gjort for at forbedre de generelle vilkår for gadebørnene. Men det forventer han heller ikke selv.

– Jeg når ikke at se frugterne af mit arbejde, men jeg tror på, at jeg sammen med andre har været med til at sætte frø i nogle hjerter, og at de frø vil begynde at spire. De her børn mangler så meget kærlighed, og de par stykker, som jeg har set forlade gadelivet, har været det hele værd.

udland@kristeligt-dagblad.dk