Nogle grubler meget over deres liv, mens andre handler uden at tænke meget over tingene.

– Den første type kan mangle gennemslagskraft, mens den sidste, der let lægger usikkerhed bag sig, er handlekraftig. Det er naturligvis positivt, men det kan risikere at gå ud over sensitiviteten over for sig selv og andre mennesker. Den indvendige og mere sensitive type har ofte lettere ved at tage fat i sit eget liv og løbende føre en dialog med sig selv, om man er på rette spor. Når folk ender deres dage med bitterhed, kan det ofte føres tilbage til mangelfuld bevidsthed om, hvad der var målet for personens liv.

"Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det," skrev Søren Kierkegaard i "Enten –Eller". Ifølge filosoffen og Kierkegaard-eksperten Peter Tudvad er aforismen højaktuel.

– Moderne mennesker kan bruge udsagnet til mere, end man kunne på Kierkegaards tid, fordi vi i langt højere grad tilstås en frihed, hvor vi selv kan vælge. Altså risikerer vi bestandigt at fortryde vores valg, når de ikke indfrier vores forventninger. Men i modsætning til den gængse opfattelse er citatet ikke dækkende for Kierkegaards egen holdning.

– Det er æstetikeren A, der skriver de kendte ord i første del af Enten – Eller, altså et af Kierkegaards pseudonymer. I anden del lader han etikeren Assessor Wilhelm gå i rette med A. Det afgørende er nemlig ikke, om han får sin vilje, men at han vælger lidenskabeligt. At han i valget vælger sig selv og dermed også ansvaret for enhver konsekvens, hans valg måtte få.

– Selvfølgelig er det legitimt, at man alligevel fortryder et konkret valg, siger Peter Tudvad, der selv ærgrer sig over dagen før at have købt nogle bøger, han næppe får brug for de første par år.

– Pengene kunne og burde jeg have brugt på noget andet, men den slags fortrydelse er rent strategisk. Etisk betydning får fortrydelsen først, når den ikke bare vedrører en uønsket konsekvens, men også en refleksion over mine motiver. Når den udspringer af min samvittighed, som i bund og grund er et evigt spørgsmål til mig selv om, hvordan jeg handler over for min næste. Så vil Kierkegaard imidlertid ikke længere tale om fortrydelse, men om anger. Og anger er ikke bare en protestantisk syndserkendelse, men en vitterlig bestræbelse på at forbedre sig. På ikke at gentage det, man angrer. Sådan som Big Daddy siger til Brick i Tennesse Williams? drama "Kat på et Varmt Bliktag":

– Hvad du end har gjort, så lad være med at undskylde, bare lad være med at gøre det igen!

Da Kristeligt Dagblad spurgte læserne, hvad de fortryder, var det forholdet til andre, der optog størstedelen. Mere end hver tredje fortrød "At jeg ikke opførte mig ordentligt over for et andet menneske", og det resultat overrasker ikke professor i psykologi Bo Jacobsen.

– Det at have gode relationer til andre mennesker er en fuldstændig central del af vores liv, men samtidig er det meget svært, fordi der er mange ting i vor tid, som trækker folk i forskellige retninger. En del af forklaringen er formodentlig, at moderne mennesker forsøger at realisere sig selv fuldt ud hele tiden, og det vil uvilkårligt medføre, at man kommer til at gøre noget over for andre mennesker, som man bagefter ikke er særlig stolt af, siger han og uddyber.

– Vi har en tidsånd, der dikterer, at det er vældig negativt at give afkald på noget. Man skal helst have rejst, festet og mødt så mange mennesker som muligt. Men alt liv består i at give afkald. Hvis man vil rejse 14 steder hen hvert år, så kan man ikke samtidig få ro i sindet og finde en større rodfæstethed. Og vil man ikke give afkald på at se en masse mennesker, så bliver det svært at udvikle dybe venskaber.
Ifølge Bo Jacobsen kræver det mod at se sine fortrydelser i øjnene, men det er muligt at opøve en evne til at rumme de fortrydelser , der dukker op.

– Det gælder om en gang imellem at gå sig en tur i skoven eller sidde derhjemme i lønkammeret og gribe fat i sine egne gentagne ærgrelser i god tid. Det er aldrig for sent at rette sit liv op. Vi ser eksempler på folk, der, en time før de dør, endelig får sagt undskyld, bedt om tilgivelse eller fortalt en sandhed til deres nærmeste. Men jo længere man venter, desto sværere bliver det.

Den dag i dag fortryder sognepræst Kathrine Lilleør, at hun ikke gik ind til sin morfar og sagde farvel en sommerdag for 34 år siden. I stedet for at følge sin mors råd cyklede hun til stranden med sine fætre og kusiner. Morfar ville jo stadig være der, når hun kom tilbage til sommerhuset om aftenen. Men da var han død.

– Det har været en stærk lære for mig, og siden har jeg været ganske vagtsom over for udskydelser i mit liv. Jeg har sørget for ikke at opleve det samme ved at lade være med at udsætte, når jeg fornemmede, at der ikke ville være en chance til, fortæller Kathrine Lilleør.

Hun møder ofte fortrydelsen, når hun taler med enker og enkemænd.
– I en stor sorg ligger der tit en rest af fortrydelse. Mange ville gerne have gjort noget anderledes over for afdøde. Men den fortrydelse hører med til at være menneske. Man kunne altid have ringet en ekstra gang, siger Kathrine Lilleør, der vurderer, at kristendommen ikke har ét svar på, hvordan man som menneske skal forholde sig til fortrydelse.

– Men jeg har i Matthæus-evangeliets lignelse om talenterne fundet et kompas at pejle efter i livets valgsituationer, siger Kathrine Lilleør og genfortæller historien om manden, der under en rejse til udlandet betroede sine tjenere sin formue. Den ene fik fem talenter, den anden tre og den sidste én talent. De to første investerede deres og tjente flere, mens den sidste gravede sin ned. Da herren vendte tilbage, skældte han den tjener ud, der ikke havde turdet investere, og smed ham ud i mørket.

– For mig betyder lignelsen, at vi ender i mørket, når vi vælger fra af frygt. Nogle gange er det naturligvis meget fornuftigt at lytte efter. Jeg skal ikke springe fra timetervippen, uden at der er vand i bassinet, men som hovedregel skal man være på vagt over for sin egen lille frygt, så man ikke fravælger noget, alene fordi man er bange.
Ligesom Bo Jacobsen mener Kathrine Lilleør, at fortrydelse er udtryk for en sund refleksion. En refleksion, de færreste tør tale åbent om.

– I dag forestiller vi os, at vi skal være perfekte i enhver henseende, og perfekte mennesker fortryder selvfølgelig ikke noget. Mange mennesker skammer sig derfor over at måtte indrømme fejl og fortrydelser. Vi har svært ved at forstå, at et menneske ikke bliver mindre, men større af at vedkende sig det, man fortryder, siger hun.
I hendes liv betød fortrydelsen over ikke at få sagt ordentligt farvel, at hun, lige så længe bedstemoderen levede, besøgte hende så ofte som muligt.

– Hver gang jeg fik tanken, at det var længe siden, vi havde talt sammen, for jeg ind i et tog til Aabenraa. Det var en lang tur fra København, men jeg udsatte det aldrig!