Vesttysk litteratur krydsede grænser. Bare ikke til DDR

Der var dog undtagelser. En anden senere nobelpristager, Günter Grass, vendte indimellem blikket mod øst. I 1960'erne engagerede han sig i politik og påpegede, at Vesttyskland forrådte borgerne i DDR. Man havde så travlt med at bekæmpe regimet, at man glemte dem, der levede under det.

Grass blev aldrig selv politiker, men en slags politisk agitator og talte blandt andet for en social retfærdighed. Han skrev en kort tid også taler for Vestberlins overborgmester, Willy Brandt, der senere blev kansler, og Grass støttede helhjertet Brandts østpolitik, der siden er fremhævet som det væsentligste pionerarbejde i tilnærmelsen mellem Øst- og Vesttyskland.

– Men Günter Grass er et særtilfælde, påpeger Per Øhrgaard.

– De fleste vesttyske forfattere, inklusive Günter Grass, var yderst kritiske overfor DDR-regimet, og delingen førte til, at der ikke for alvor længere var en organiseret venstrefløj i Vesttyskland. Heller ikke blandt forfatterne. Samtidig var jerntæppet så fast, at havde man ikke i forvejen familie eller kontakter i øst, så havde man meget lidt føling med, hvad der rent faktisk foregik. Samfundet som sådan, også forfatterne, kunne på en vis måde "glemme" DDR, siger han.

Tyske forfattere var i stedet inspireret af, hvad der foregik i den øvrige del af den vestlige verden. Det var her, de færdedes frit mellem forfatterkolleger, og hvor bøger krydsede landegrænser. De var optagede af den moderne verden, og hvordan mennesker levede og agerede i den.

Faktisk var det de østtyske forfattere, der brød grænsen mellem de to tysklande. Fra slutningen af 1970'erne og frem fik østtyske forfattere som Christoph Hein og Christa Wolf et stort læsepublikum i Vesttyskland. Det gav et hidtil ubeskrevet indblik i den østtyske hverdag og DDR-regimets virkelighed. Bøgerne blev ikke kun læst som beretninger om DDR, de blev også læst som den gode litteratur, de var og er, forklarer Per Øhrgaard.

Muren faldt, landet blev genforenet, og i dag skelner man ikke længere mellem østtysk og vesttysk litteratur. Og dog.

– Den offentlige debat om litteratur er stadig meget vesttysk, siger Per Øhrgaard.

– Samtidig har man som forfattere historien med sig fra det sted, hvor man er vokset op. Det giver selvfølgelig en forskellig litteratur, men det er netop det spændende.

Omvendt har forfatterne hele tiden haft et fælles sprog, påpeger Per Øhrgaard.

– Når man som udlænding ser på landets litteratur, er det første, man bemærker, at det hele er skrevet på tysk. Man kan vel sige det sådan, at der stadig er et politisk og økonomisk hierarki. Ikke et litterært, siger han.

Ligesom fortidens forbrydelser omkring Anden Verdenskrig er blevet vendt og drejet af tyske forfattere, har litteraturen en vigtig rolle at spille i forhold til tiden før og efter Berlinmurens fald. For jo længere historien kommer på afstand, jo nemmere bliver det at lægge moralsk afstand til den uden blik for konteksten, og jo flere væsentlige detaljer går tabt.

– Den generelle historie bliver eksemplevis, at Stasi står som den eneste sandhed om DDR, men det er selvfølgelig ikke rigtigt. Nok er det sandt, at de østtyske borgere levede i et diktatur, men det er ikke den eneste sandhed, ligesom det heller ikke er den eneste sandhed, at vi lever i et demokrati.

– Skønlitteraturen kan give os de detaljer om det levede liv, som forsvinder. I litteraturen finder man den individuelle oplevelse af det, der bliver til generaliseringer i historieskrivningen.

duus@kristeligt-dagblad.dk