Muren i litteraturen

– Det forekommer mig, at kravet om, at litteraturen skulle hjælpe tyskerne med at forstå deres nye færdreland, siger meget om tyskernes forhold til litteratur. Den har stadig en national, opdragende funktion. Mig bekendt er der aldrig stillet krav om den store 11. september-roman, og man kan næppe forestille sig et krav i Danmark om, at der skulle skrives en roman om en større aktuel begivenhed, siger han.

Lige efter Murens fald var der en blanding af eufori, målløshed og skepsis blandt mange tyske forfattere. Og i stedet for at se fremad og skrive om det nye, samlede Tyskland, begyndte især de tidligere østtyske forfattere siden at skrive om tiden under DDR. Det fortæller den tyske lektor Birgit Dahlke fra Institut for Tysk Litteratur ved Humboldt Universitet i Berlin.

– Det er interessant, at mange af disse forfattere skriver meget mere om tabte drømme, end de måske selv havde forventet, siger hun og påpeger, at man netop må spørge, hvorfor disse forfattere skriver om deres oplevelser i det tidligere DDR 20 år efter Murens fald.

– De tænker og spørger: "Hvad er det præcis, jeg har mistet?" Man kan anskue det som et filosofisk problem, fordi tab producerer mere litteratur og kunst end glæde, siger Birgit Dahlke.

Lektor Marianne Ping Huang, institutleder ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, kan heller ikke pege på en samlende tysk forfatter eller stor roman efter Berlinmurens fald. Ifølge hende er murfaldet og årene før indgået som endnu et tema i tysk litteraturs fokus på glemsel og erindring.

– Efter 2000 kom der en bølge af romaner som en slags tvangsagtig erindring, der reflekterer over, hvad der skete i 1989 og spørger, hvad forholdet mellem øst og vest er blevet. Var det nu lige sådan, det skulle gå? siger Marianne Ping Huang og nævner som eksempel forfatteren Thomas Brussig som den tydeligste repræsentant for bølgen af en såkaldt "ostalgi-litteratur", erindringsromaner om ungdomskultur og dagligliv i DDR.

Brussig spørger for eksempel i sin roman fra 2004 "Wie es leuchtet" om, hvad der skete med euforien, optimismen og utopien lige efter Murens fald.

Marianne Ping Huang peger på et andet tema i tysk Wende-litteratur, som peger væk fra det samlende og fremadrettede og i stedet opsøger erindring og glemsel. En bølge af en såkaldt "Vertriebene-litteratur", romaner om flygtninge, som beskriver intern migration før 1989. Her er Reinhard Jirgl og Christoph Hein særligt bemærkelsesværdige med romaner om folkeflygtningen fra Sudetenland om de interne flygtninge fra øst, som blev genbosat efter Anden Verdenskrig. Den aktuelle Nobelpristager Herta Müllers forfatterskab behandler for så vidt også dette tema i beskrivelser af det tyske mindretal i Rumænien. I et interview gør Reinhard Jirgl opmærksom på, at historien om interne flygtninge naturligvis er en del af et fortsat tysk erindringsarbejde, og at det er motiveret af, at der altid vil være flygtninge.

Tyske forfattere, især fra det tidligere Østtyskland, vil altså hellere bearbejde fortiden og snarere minde tyskerne om splittelsen end samlingen. Og ifølge Steen Klitgaard Povlsen er der langt flere forfattere med østtysk baggrund end med vesttysk, der har skrevet interessante bøger om genforeningen.

– Forklaringen er til dels den helt banale, at det er dem, der har levet med undertrykkelsen og begrænsningerne, og som samtidig har oplevet at blive modtaget med nedladenhed og manglende respekt af Vesten. Men en anden forklaring er, at de simpelthen er gode. Der er en stor koncentration af talent blandt forfattere med østtysk baggrund, mener han.

Ingo Schulze er 56 år og fra det tidligere Østtyskland. Han betragtes som en af de mest troværdige fortællere om den tyske forening og arbejder med megen patos i sine romaner. Han fokuserer på frygt, bekymringer, håb og tab, følelser, som mange tidligere indbyggere i Østtyskland oplever. I hans værker er der ikke noget rigtigt eller forkert, ikke et paradis på den anden side af Muren, men han beskriver en afgørende periode og dens påvirkning af mennesker.

– Jeg forsøger at skrive om den tid, jeg kender. Litteratur har jo den funktion, at noget skal huskes, og hver tid og hver forfatter skriver forskelligt om fortiden. Måden, man ser på Murens fald på, ændrer sig, siger Ingo Schulze, som ikke mener, at det drejer sig om øst og vest, men heller ikke om ét samlet Tyskland.

– Vi fejrer heldigvis 20-året for Murens fald. Men vi har for længst opbygget nye mure. Der er masser af problemer. Murens fald er for mig mest af alt en forspildt chance for Vesten til at bibeholde frihed og lighed. Men frihed uden social retfærdighed er en katastrofe. Mit problem er ikke Østens forsvinden, men i lige så høj grad Vestens.

– Jeg har forsøgt at beskrive, hvad jeg vil kalde udveksling af afhængighed. Groft sagt, frem til 1989 måtte jeg sige alt om min chef, men ikke om min partichef. I dag må jeg sige alt om kansleren (Angela Merkel, red.), men ikke noget om min chef, siger Ingo Schulze.

Den unge generation af tyske forfattere er i dag ikke voldsomt interesserede i problematikken omkring Murens fald, vurderer Steen Klitgaard Povlsen. Men ligesom der i Tyskland i dag tales om en "børnebørnsgeneration" af forfattere, der skriver om Anden Verdenskrig, tror han, at der med tiden kan opstå en generation af forfattere, der har 1989 så meget på afstand, at det igen bliver dragende som tema.

washuus@kristeligt-dagblad.dk

krasnik@kristeligt-dagblad.dk