Der havde selvfølgelig også stået lidt om det i aviserne, ligesom tv sikkert var troppet op til de afsluttende møder med vedtagelse af et mere eller mindre vellykket slutdokument. Og det havde så været det. Men vi andre havde selvfølgelig ikke lagt mere mærke til det, end vi lægger mærke til så meget andet. Bagefter havde vi vel fortsat vort liv som vanligt, blot at vi en gang imellem skulle mindes om, hvad vi havde sagt ja til i London eller Paris eller Rom, ligesom vi med passende mellemrum bliver mindet om vore forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen.

Tænk, hvis det havde været sådan. Tænk, hvad vi havde kunnet spare af politiarbejdskraft, som der i forvejen er hårdt brug for til andre opgaver. Tænk, hvad vi havde været forskånet for af tåbelige uroligheder fra mennesker, som tror de skal frelse verden og derfor fører sig frem ved alle slags internationale konferencer, hvor de bilder sig ind, at de gør en forskel, bare fordi de kommer på tv. Tænk, hvad vi havde kunnet spare på hotelregninger, og tænk, hvad vi havde kunnet frigøre af ministeriel arbejdskraft til fornuftigere opgaver.

Ja, tænk: Vi havde måske helt kunnet undvære at udnævne en klimaminister. Hvilken livsalig tanke! For ganske vist er Connie Hedegaard er udmærket politiker, som jeg har den største respekt for, men at bruge en så gedigen arbejdskraft på den på forhånd fuldstændig håbløse opgave at være "minister for klimaet", jamen det råber jo til himlen. Ja, lige netop "til himlen"!

At der skal være en miljøminister og et miljøministerium, det kan jeg udmærket se formålet med. Miljøet er jo netop vore fysiske omgivelser, og dem kan vi utvivlsomt behandle med større eller mindre kløgt. Men klimaet! Er det også bare en del af vore omgivelser? Er det også noget, vi kan styre på samme måde, som vi styrer vandløbskvalitet eller fuglehabitater eller nationalparker, eller hvad det nu i øvrigt er, et miljøministerium tager sig af? Sol og vind og skyer og nedbør (eller mangel på samme), kulde og varme, mørke og lys, storm og stille, ja, hele det uendelige univers, er det virkelig alt sammen noget, vi kan bestyre, ligesom vi kan bestyre jernbanedrift eller økonomi eller sygehuse eller socialvæsen, og hvad de nu i øvrigt med større og mindre held tager sig af inde på Christiansborg?

Løgstrup karakteriserede engang vor tids tekniske civilisation derved, at den gør alting til "omgivelse". Den anerkender ikke, at der findes det, som Løgstrup kaldte "de foretagsomhedsresistente fænomener", altså alt det i naturen, som vi er dybt afhængige af, men som ikke reagerer på vores foretagsomhed. Er udnævnelsen af en "minister for klimaet" ikke netop et tegn på, at vi tror at kunne styre alting, også det uendeligt-endelige univers, fordi der i vores forestillinger slet ikke er plads til andre styrende magter end netop mennesket? Gud er som bekendt død, altså sætter vi en minister til at ordne sagen.

Hvorefter der går moralsk galimathias i det hele. Sådan er det altid: Hvor Gud går ud, går moralen ind, og derfor bliver det den helligste af alle sager at varetage klimaet og styre det, ligesom vi styrer alt muligt andet. Og for at føje spot til skade findes der så til overmål endog både præster og biskopper og menighedsråd, som mener, at kirken skal give sit besyv med ved at bimle med klokkerne for at minde en gudløs samtid om "vort ansvar for skaberværket". Vorherre bevares!

Alt det er det, vor hovedstad skal lægge ryg til om en månedstid. Tænk, hvis vi havde ladet nogle andre om den fornøjelse.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og præst Niels Højlund