“Muren vil stå der 100 år endnu”

De blev blandt andet beordret til at sætte sig i præcis samme position som på pasbilledet, ligesom deres øjenfarve blev kontrolleret minutiøst.

Den evige kontrol irriterede den danske præst så meget, at han engang sagde: "Jamen, det er jo mig", hvortil vagten blot svarede: "Det ved jeg godt. Men vi må jo kontrollere det."

– Selvom de altså kendte os, følte vi os alligevel uvelkomne i udpræget grad. Man skal huske på, at selvom kirken var tålt i DDR, blev kirken og vi præster stadig betragtet som statsfjender, siger Finn Esborg.

Bedre var det ikke på vejen tilbage over grænsen til vest. Her frygtede man, at der skulle være flygtninge skjult i bilen.

Bilen blev beordret tømt og gået efter for hulrum hver eneste gang. Selv benzintanken blev kontrolleret. Og her løb temperamentet også en enkelt gang af med præsten.

– Da de bankede på sæderne for at kontrollere, om der var hulrum, kom jeg til at sige: "Ja, de er af god kvalitet, de sæder". Det syntes de bestemt ikke var sjovt, og lige pludselig skulle vi igennem en masse ekstra kontrol, der tog op til flere timer. Det gjorde jeg kun den ene gang, husker Finn Esborg.

I de første måneder, den danske præst var i den delte hovedstad, var der intet, der tydede på, at Muren snart ville falde. Tværtimod mente alle, også de præster og kirkegængere han omgikkes, at Muren var en stabiliserende kraft, der skabte ro og cementerede delingen mellem øst og vest.

Men i begyndelsen af 1989 voksede de første protester frem i øst – ofte med basis i DDR?s kirker, der var de eneste institutioner uden for statsapparatet, der ikke behøvede tilladelse til at afholde arrangementer.

Protesterne voksede efterhånden til et omfang, hvor præsterne i øst begyndte at frygte, at opstanden skulle ende i et blodbad. Protester var et helt uhørt fænomen i DDR. Og hvis der var, plejede de at blive slået ned med hård hånd.

– I månederne op til Murens fald var alle inden for kirken efterhånden klar over, at der virkelig var noget i gærde. Noget, der i værste tilfælde kunne ende rivende galt, siger han.

I det præstekonvent, hvor Finn Esborg sad sammen med en række østtyske præster, var bekymringen udtalt.

En fortalte blandt andet om en kaptajn for en borgermilits i hans sogn, der fortvivlet havde henvendt sig, fordi han under den sovjetiske præsident Gorbatjovs besøg i sommeren 1989 havde fået udleveret skarp ammunition med ordre om at stoppe alt optræk til optøjer.

"Hvad skal jeg gøre? Jeg risikerer jo at skyde min egen søn", havde kaptajnen sagt til præsten.

– Så bekymringen var på en gang stor, men den var også blandet med et vist håb, fortæller Finn Esborg.

Håbet var dog ikke større end, at præsten blev til grin i sit menighedsråd, da han spurgte, hvad man skulle stille op, når menigheden fra øst i en snarlig fremtid kom og besøgte menigheden i vest.

Spørgsmålet blev stillet i sensommeren 1989, mindre end tre måneder før Murens fald. Alligevel var den østtyske statsleder Erich Honeckers ord om, at "Muren vil stå i 50 eller endda 100 år endnu", tilsyneladende for stor en mental barriere at forcere, fortæller han.

– Jeg troede heller ikke selv, at Muren ligefrem ville falde. Men jeg havde en forhåbning om, at man snart ville begynde at slække en smule på rejserestriktionerne, siger Finn Esborg.

Få måneder senere kunne præsten på fjernsyn se sine egne forhåbninger blive overhalet af virkeligheden.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk