Sundhedspersonale i klemme, når børn er pårørende

Læs også

flexblock

Tema

Familieliv

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Morten Rasmussen | 7. november 2009

Sundhedspersonalet kan være en stor hjælp for børn med alvorligt syge forældre. Men ofte ved sygeplejersker og læger ikke, hvordan de skal håndtere dialogen med forældre og børn, viser undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som efterlyser nationale retningslinjer

Hvad gør man som sygeplejerske, når en kræftsyg kvinde ikke vil fortælle sine børn, at hun er døende? Lader man børnene forblive i et håb, der for længst er slukket? Eller trodser man patienten og fortæller børnene sandheden om deres mors sygdom?

Det er et af de dilemmaer, som sygeplejersker og andet sundhedspersonale risikerer at stå i, når de gennem et længere behandlingsforløb får opbygget en relation til både patienten og vedkommendes børn. Men det er samtidig et af de dilemmaer, der ikke findes et endegyldigt svar på, og netop derfor er det vigtigt med en åben dialog og retningslinjer for mødet med børn som pårørende.

Det er meldingen fra Kræftens Bekæmpelse, der i en større undersøgelse, "Børn som pårørende", netop har set på sundhedspersonalets møde med børn som pårørende.

I undersøgelsen, der er baseret på observationer fra tre hospitalsafdelinger samt interview med 10 læger og 30 sygeplejersker, beskrives det blandt andet, hvordan sundhedspersonalet og især sygeplejerskerne i løbet af sygdomsforløbet føler et stigende ansvar for at støtte ikke bare patienten, men også patientens børn.

Annonce

– Nogle af disse behandlingsforløb kan være meget lange, og derfor får sygeplejerskerne et ganske godt kendskab til patientens familie. Det er på mange måder en gevinst, men det kan også skabe nogle meget svære situationer, siger Annemarie Dencker, der som leder af projektet OmSorg under Kræftens Bekæmpelse har stået i spidsen for undersøgelsen.

I undersøgelsen nævnes det blandt andet, hvordan sundhedspersonalet kan føle sig klemt, når det opsøges af de pårørende og samtidig ved, at patienten ikke har fortalt sine børn den fulde historie om sygdommens alvor.

– Personalet vil gerne komme familierne i møde, så alles behov tilgodeses, men det kan sætte dem i et dilemma. På den ene side skal der vises respekt for forælderens håb og autonomi, på den anden side står der et barn, der fornemmer, hvor det er på vej hen, og som har brug for at få bekræftet alvoren, forklarer Annemarie Dencker.

Desuden kan der opstå situationer, hvor alle er til stede, og sundhedspersonalet ikke ved, hvor åbent det kan tale, da det ikke er klar over, hvor meget patienten selv har fortalt sine børn.

– De fleste hospitaler har planer for, hvordan man håndterer dialogen med voksne pårørende, der eksempelvis har mistet en ægtefælle. Men når det gælder børn som pårørende, er det mere tilfældigt, hvad der findes af tilbud. Men netop i forhold til børn kan det være særligt svært, da mange bliver meget berørte, når der er børn involverede, siger Annemarie Dencker.

Derfor foreslår Kræftens Bekæmpelse i kølvandet på undersøgelsen, at der udarbejdes et sæt nationale retningslinjer for, hvordan man som ansat i sundhedsvæsenet kan håndtere dialogen med børn som pårørende.

– Når man på de enkelte afdelinger ikke har en åben dialog og retningslinjer for de her situationer, bliver konsekvensen, at den enkelte sygeplejerske kommer til at stå i en meget svær situation. Det kan så betyde, at de måske i stigende grad afholder sig fra at engagere sig i patienten og vedkommendes familie, eller at de overinvolverer sig og dermed tærer på sig selv, og det er jo heller ikke ønskeligt, siger Annemarie Dencker.

familieliv@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock