En kristen systemkritiker i centrum af revolutionen

Selvom Ministeriet for Statssikkerhed havde flere hundrede tusinde "uofficielle medarbejdere", mener Rainer Eppelmann, at mange i dag forvrænger de sande ansvarsforhold i DDR:

– Der er en tendens til at overvurdere Stasi. Stasi var "partiets skjold og sværd", men Stasi var ikke ridderen – det var enhedspartiet SED. Stasi skulle jo bare sikre partiets suveræne magt. Eppelmann har ellers om nogen oplevet Stasi på egen krop. Et trafikuheld på en ferietur havde nær kostet den genstridige præst livet – et uheld, som efter Murens fald viste sig at være sat op af Stasi. Allerede fra 1982 stod Rainer Eppelmann i sikkerhedspolitiets søgelys. Her blev han landskendt for den berømte "Berliner-appel", der stillede spørgsmål ved det tysk-tyske forhold og ved fredsbetingelserne i DDR set i lyset af Sovjets og USA?s våbenkapløb. Appellen, der åbent kritiserede Sovjets politik, blev selvsagt ikke offentliggjort i DDR?s gennemcensurerede medier. Også DDR's kirkeledelse vurderede, at det ville være "en for stor belastning for forholdet mellem kirke og stat at offentliggøre appellen", citerer Rainer Eppelmann fra hukommelsen.

– Ad omveje fik vi derfor offentliggjort appellen via de vesttyske medier, hvormed den inden for få timer var kendt i hele DDR – for her så næsten alle fjernsyn fra vest.

Allerede som ung mand i Østtyskland stak Rainer Eppelmann udenfor. Han var døbt og konfirmeret – i stedet for at være medlem af partiorganisationen Freie Deutsche Jugend og gennemgå de socialistiske ungdomsritualer. Da militærtjenesten kaldte, nægtede han at bære våben og at aflægge troskabsed over for fædrelandet og moderpartiet. Det kostede ham otte måneder i fængsel.

Efter militærfængsel og 18 måneder som "soldat uden våben" i hærens byggebrigade indså Rainer Eppelmann som 25-årig, at han formentlig ville komme til at leve indespærret i DDR-diktaturet resten af sit liv. Han havde aldrig taget studentereksamen, for da Berlinmuren blev opført, måtte han forlade det gymnasium, han gik på i Vestberlin. Herefter kom han i lære som murer, og han måtte opgive sin gamle drøm om at blive arkitekt.

– Derfor tænkte jeg: Det eneste, der kan give mig en smule frihed i dette system, er at blive præst. I kirken var der i det mindste en smule frirum for at samles og diskutere. Der var i DDR stor mangel på præster, da folk af kristne familier oftest ikke fik studentereksaminer. Derfor skabte den evangeliske kirke to teologiske fagskoler i DDR, hvor adgangskravet til teologistudiet var 10. klasse, en afsluttet erhvervsuddannelse samt lidt erhvervserfaring. Og de krav opfyldt jeg jo.

Efter teologistudierne blev Rainer Eppelmann ansat som præst i Samariterkirche i Østberlin. Her blev han ikke mindst kendt som præsten bag de legendariske blues-messer, hvor bibelsk forkyndelse gik hånd i hånd med bluesmusik og diskussioner om økologi og fred. I løbet af 1980?erne valfartede folk fra hele DDR for at deltage i den befriende stemning ved blues-messerne, der pludselig kunne fylde den ellers tyndt besøgte kirke.

Parallelt med en håndfuld andre kirker i DDR begyndte der i Samariterkirche langsomt at opstå egentlige borgergrupper, forklarer Rainer Eppelmann fra læderstolen:

– I DDR var der en lov, der sagde, at alle arrangementer og demonstrationer skulle have forudgående tilladelse. På nær i kirkerne. De havde tilkæmpet sig, at de til deres gudstjenester og kirkelige arrangementer ikke skulle indhente tilladelse. Der var altså ikke andre muligheder for at samles end i de kirkelige rum. Og heldigvis var der nogle af de mange evangeliske kirker i DDR, der valgte at åbne deres døre for disse arrangementer. Men det var langtfra alle!

Med udgangspunkt i kirkerne udviklede protestbevægelsen sig trods skarp overvågning fra Stasi langsomt til en "landsdækkende græsrodsbevægelse nedefra", mener Eppelmann:

– Derfor var bevægelsen i sidste ende også umulig at få ram på. Befolkningen i DDR befriede sig selv. Med udgangspunkt i nogle modige kirker.

I løbet af efteråret 1989 begyndte korthuset for alvor at vakle. Den massive udvandring via DDR?s nabolande steg støt, og overalt i DDR tog demonstrationerne til. Men også volden fra statsmagtens side tog til i forsøget på at opløse de mange demonstrationer som eksempelvis dem efter mandagsbønnen i Nikolaikirche i Leipzig.

– Til mandagsbønnen i Nikolaikirche den 2. oktober og til den efterfølgende demonstration havde der samlet sig 15.000 mennesker, fortæller Eppelmann lænet helt frem i stolen, som om han selv er spændt på historiens slutning.

– Erich Honecker proklamerede, at næste gang skulle blive sidste gang – folket skulle skræmmes fra at gå på gaden igen. Så vi frygtede det værste.

Mandagen efter var der derfor udkommanderet et rekordstort antal betjente til at sprede demonstrationen i Leipzig:

– SED-ledelsen gættede på, at der mandag den 9. oktober ville komme 30.000. Men der kom ikke 30.000. Der kom nærmere 70.000. Dem kunne de jo ikke smadre og skyde ned – slet ikke her midt i Europa.

Efter mandagsbønnen gik demonstranterne fredeligt igennem med lys i hænderne og slagordet "ingen vold" på tungen. Rådvildheden blandt magthaverne bredte sig, og de så derfor passivt til.

Det var vendepunktet, mener Eppelmann.

– Fra den dag skred staten DDR aldrig igen ind med vold mod sine egne borgere. De prøvede at bestikke det østtyske folk med halvhjertede reformer, men det rakte langtfra. De anede jo heller ikke, hvordan DDR overhovedet skulle gå videre, landet var økonomisk totalt bankerot.

Efter 28 år bag jerntæppet blev frygten for regimet således overvundet i løbet af få måneder i efteråret 1989. DDR-borgerne var altså feje og turde først demonstrere, da regimet var halvt i knæ? "Neeeej!" lyder det fortørnet bag Eppelmanns kaffekop:

– Alt for tit har jeg hørt vesttyskere komme med den slags udtalelser. De har ikke fattet, hvordan det er at leve i et diktatur – hvis du siger et kvæk mod styret, så kan dine børn godt glemme alt om at tage en studentereksamen, eller du bliver personligt forfulgt. Den slags offentlig arrogance er til at brække sig over. Det er også en del af vores opgave her i stiftelsen at bekæmpe den slags uvidenhed og arrogance.

Politisk, socialt og økonomisk har der været nok at se til op igennem genforeningsprocessen af de to Tysklande. Men hvad med kirkerne? De var stuvende fulde i en kort periode i 1989, men nu står de igen mere end halvtomme rundt i de østtyske byer og landskaber. Udnyttede DDR-borgerne bare kirkernes politiske frirum? For anden gang denne formiddag hæver Rainer Eppelmann for alvor røsten:

– Jamen, det er da højst legitimt! Det er da det, kirken vil: at mennesker kommer til os, mennesker, som vi kan give noget, åndeligt, materielt, alt. Kom hid til os, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, siger vi. Så kan vi da ikke bebrejde dem, at de så kommer!

Rainer Eppelmann bunder sin kaffe og nikker selvbekræftende.

– Kirken gjorde heldigvis en forskel dengang. Men der er stadig nok at tage fat på derude.

historie@kristeligt-dagblad.dk