Michael Ehrenreich |
9. november 2009
Mod og visioner må tilbage i centrum af EU-samarbejdet
Der går en lige linje fra afslutningen af Anden Verdenskrig over starten på den kolde krig, opførelsen af Berlinmuren i 1961 og frem til dens fald den 9. november 1989. For mange europæere ophørte verdenskrigens konsekvenser først denne minderige aften. Men udviklingen rækker frem til vor egen tid. Derfor har vi på 20 års-dagen en forpligtelse til at fastholde erindringen om det forhadte bygningsværks endeligt og dvæle ved såvel årsag som konsekvenser.
Det er ganske korrekt, som mange har påpeget i forbindelse med årsdagen, at hullet i Berlinmuren opstod nærmest ved en tilfældighed. Men det samme kan bestemt ikke siges om kampen for at få den fjernet. Det mod, som talrige systemkritikere udviste, og de visioner, som mange politikere under de mørke år både evnede at formulere og holde fast i, spillede en afgørende rolle for kommunismens kollaps på det europæiske kontinent.
Modet og visionerne fortsatte i de følgende år. Med den udvidelsesproces, der kulminerede på topmødet i København i 2002, formåede EU's stats- og regeringschefer at følge effektivt op på Murens fald. Man lod sig ikke distrahere af detaljer. Man holdt sig til de store linjer og opfyldte drømmen om at samle Europa igen.
Havde man i årene efter verdenskrigen sagt til borgerne i eksempelvis de baltiske lande, tynget af krigens gru og kuet af den sovjetiske undertrykkelse, at sådan ville det gå, var man sikkert blevet affærdiget som vidtløftig. Men selv de mest umulige drømme kan gå i opfyldelse, hvis man fastholder målet og arbejder hårdt for det.
Der er imidlertid noget paradoksalt ved, at netop som Europas enhed er få skridt fra at blive virkeliggjort, er den europæiske tanke under stigende pres. Netop som det europæiske projekts vigtigste instrumenter i form af det indre marked og den fælles valuta er kommet på plads, udfordres selve idéen mere end nogensinde tidligere om at lade de europæiske lande dele noget af deres suverænitet i et forpligtende fællesskab,
Mens vi i disse dage højtideligholder Berlinmurens fald, må vi konstatere, at det kun med det yderste af neglene lykkedes at få den ændring af traktatgrundlaget på plads, der skal gøre det muligt for det udvidede EU at navigere internt og realisere Europas potentiale på den globale scene.
For flertallet af europæere er EU-samarbejdet det eneste rigtige for at undgå et gensyn med fortidens dæmoner. Men for millioner fremstår den europæiske konstruktion i bedste fald som blodfattig og i værste fald som et overgreb på deres nationale og personlige rettigheder.
Man kan håbe, at de mange bøger og artikler, der er skrevet i forbindelse med årsdagen, vil yde et bidrag til at modvirke denne udvikling. Men historiske tilbageblik er sjældent nok i sig selv. Skal den europæiske fortælling bringes tilbage på sporet, kræver det, at ånden fra 1989 genskabes. Mod og visioner må igen bringes i spil.
Frem for at fortabe sig i detaljer må Europas politikere fremhæve de oprindelige, grundlæggende værdier bag samarbejdet. Og de må udvikle disse værdier, så de også fremstår relevante for nye generationer – for hvem tabet af friheden, vort kontinents deling og Berlinmurens skumle silhuet er historiske begreber.
EU's stats- og regeringschefer kan passende begynde med at være omhyggelige, når de i løbet af få dage skal udmønte Lissabon-trakteten og udpege fællesskabets nye formand og udenrigsansvarlige. I stedet for at fokusere på grå bureaukrater, som de selv kan styre, bør de sigte efter personligheder, der kan gå foran i en dialog med borgerne. Det skylder de Europa, og det skylder de den lange række af mennesker, kendte såvel som mindre kendte, der kæmpede for Murens fald.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad