Berlinmuren d. 16. november 1989. --
- Yann/Wikimedia Commons
Jens Winther |
9. november 2009
At Muren i Berlin faldt, var hverken en fejltagelse eller en tilfældighed, men at det lige skete den 9. november 1989 var såvel en fejltagelse som en tilfældighed, skriver Jens Winther
DER VAR STOR POLITISK URO i DDR, Østtyskland, i begyndelsen af november 1989. Uroen kom efter den store flygtningebølge til Vesttyskland i de sene sommermåneder via Tjekkoslovakiet og Ungarn og de mislykkede forsøg på at stoppe mulighederne for at flygte ved at indføre fuldstændigt udrejseforbud fra landet.
I begyndelsen af november blev det igen muligt for østtyskerne at rejse til de socialistiske broderlande. I tusindtal rejste efter urolighederne i forbindelse med DDR's 40-års-jubilæum som stat den 7. oktober og de store regeringsfjendtlige demonstrationer i eksempelvis Leipzig fra DDR til Vesttyskland via Tjekkoslovakiet.
De rejste i så stort tal, at det tjekkoslovakiske udenrigsministerium gjorde forestillinger over for den østtyske ambassadør og bad ham meddele i Østberlin, at man efter tjekkoslovakisk opfattelse ligeså godt kunne lade folk rejse direkte fra øst til vest, så de ikke behøvede at tage omvejen igennem Tjekkoslovakiet og der genere befolkningen.
Den politiske uro i Østtyskland førte til, at partichefen gennem mange år, Erich Honecker, valgte at træde tilbage 11 dage efter 40-års jubilæet og 11 dage efter, Gorbatjov gav ham "dødskysset" og hviskede ham i øret: "Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet."
Gorbatjov gjorde det herved klart, at Honecker havde "overlevet sig selv" som partichef i DDR, og at han ikke havde forstået de nye tider i den kommunistiske del af Europa. Uroen blandt de herskende politikere næredes også af, at Sovjetlederne klart havde givet udtryk for, at Brezjnev-doktrinen, som dikterede "broderlig hjælp" til kommunistiske regimer i nød var blevet afløst af Sinatra-doktrinen, der betød, at ethvert land har ret til at vælge sin egen vej jævnfør Sinatras sang "My way".
Set i bagklogskabens sommetider "ulideligt klare lys", som det hedder, kunne det se ud, som om sommerens, eftersommerens og efterårets begivenheder i DDR alle pegede i én bestemt retning, nemlig at Berlinmuren, som det altoverskyggende symbol på delingen i øst og vest, ville falde i starten af november, men det bygger på en erindringsforskydning.
Det er så godt som umuligt at finde dokumentation for, at der fandtes mennesker eller bevægelser, der troede på, at Murens fald i starten af november var nært forestående.
SÅ SENT SOM fem dage før Murens fald blev der holdt en kæmpedemonstration på Berlins centrale Alexanderplatz. Mellem en halv og en hel million deltog i demonstrationen, der blev transmitteret direkte på tv. Her talte såvel repræsentanter for regimet som for oppositionen.
Blandt talerne var den tidligere chefredaktør for partiavisen Neues Deutschland Gynter Schabowski, der skulle komme til at spille en meget central rolle nogle dage senere. Han sluttede sin tale på Alexanderplatz den 4. november med ordene "Fremad sammen med vore sovjetiske venner". Der var tilsyneladende ingen slinger i valsen hos magtens elite i Østberlin.
Blandt oppositionens repræsentanter ved den store demonstration var forfatterne Christa Wolf, Stefan Heym og Christoph Hein. De talte alle ud fra en overbevisning om, at DDR ville fortsætte med at eksistere som stat, og at det gjaldt om at skabe et demokratisk og socialistisk samfund i DDR som alternativ til det vesttyske samfund.
Et godt eksempel på, at oppositionen til det sidste troede på DDR-statens eksistens, kan man se ud af, at forfatteren Christa Wolf så sent som dagen før Murens fald gik på tv med en appel til borgerne i DDR om at blive hjemme og hjælpe med til at opbygge et nyt DDR.
Hun sagde blandt andet: "Vi beder jer, bliv i jeres hjemland, bliv hos os! Hvad kan vi love jer? Ikke et nemt liv, men et nyttigt og interessant liv. Ikke hurtig velstand, men en mulighed for at tage del i store forandringer. Vi ønsker at arbejde for demokratisering, frie valg, retssikkerhed og frihed til at rejse. De dybtgående forandringer i vores land er kun lige begyndt. Hjælp os med at opbygge et demokratisk samfund, som bevarer visionen om en demokratisk form for socialisme. Dette er ikke kun en drøm, hvis I hjælper os. Hav tillid til jer selv og til dem af os, der ønsker at blive her."
Appellen "Vi behøver jer" kunne læses i det nummer af partiets avis Neues Deutschland, der udkom den 9. november 1989. Den kom alt for sent til at få nogen indflydelse på de begivenheder, der førte til Murens fald.
Efter demonstrationen på Alexanderplatz skete der dog noget på den politiske front. Det regerende kommunistpartis øverste organ, politibureauet, trådte tilbage den 8. november. Yngre kræfter blev medlemmer af politbureauet, blandt andre den dengang 60-årige Gynter Schabowski. Han fortalte den 9. november på en pressekonference om de beslutninger, der var blevet truffet på mødet i partiets centralkomité.
EFTER AT HAVE KEDET forsamlingen af udenlandske journalister og østtyske tv-seere, der kunne følge med i den direkte transmission i udsendelsen "Aktuelle Kamera", i en lille times tid, fortalte han lidt før klokken syv om aftenen om de nye rejseregler, der betød, at alle DDR-borgere havde ret til at rejse. Man skulle end ikke begrunde ønsket om udrejse. Gynter Schabowski blev spurgt om, hvornår reglerne trådte i kraft, og om de også gjaldt for rejse mellem Øst- og Vestberlin. Han konstaterede, at de nye regler gjaldt for alle grænseovergange og trådte i kraft med det samme.
Det tog befolkningen helt bogstaveligt. Politikerne kan ikke have vidst tilstrækkeligt om almindelige østtyskeres had til den østtyske stat. De havde sikkert, som forfatteren Christoph Hein siger, troet på, at borgerne ville være dem evigt taknemmelige. Det blev ikke tilfældet. Mindre end to timer efter pressekonferencens afslutning var grænseovergangen ved Bornholmerstrasse i det nordlige Berlin under belejring.
Grænsen blev åbnet midt på aftenen, og sidst på aftenen gav kommandanten for den mest berømte grænseovergang, Checkpoint Charlie, efter for presset fra menneskemasserne på begge sider af grænseovergangen.
Da de østtyske myndigheder ikke kunne genoprette grænsekontrollen dagen efter, og de sovjetiske styrker forholdt sig i ro på deres kaserner, var løbet kørt. Muren var faldet.
Christoph Hein understøtter kronikkens overskrift om "Fejltagelse eller tilfældighed" på den her måde: "Den regering, der kom til at stå for statens afvikling, troede til det sidste på, at staten ville bestå også efter, at politibureauet de facto havde besluttet at åbne Muren. Det var ikke hensigten, at det skulle føre til, at Muren og selve staten DDR blev fjernet.
Lettelserne i reglerne for udrejse fra DDR blev indført af et politibureau, der troede, de kunne redde deres taburetter på den måde. De håbede, at DDR-befolkningen ville falde på knæ og takke dem alene for den beslutning. Det gjorde folk ikke. De var ikke taknemmelige – samme aften havde folket åbnet Muren.
Man må ikke glemme, at politbureauet på den her måde lige til den sidste aften medvirkede til, at DDR blev opløst."
Der var visse tilløb til, at det østtyske militær ville gribe ind. Forsvarsministeren, Heinz Kessler, forsøgte at sætte tropper ind ved Brandenburger Tor i Berlins centrum. Det blev han talt fra.
DDR havde midlerne til at gribe ind militært – det vovede man ikke. Derfor endte natten mellem den 9. og den 10. november ikke som et traditionelt kommunistisk blodbad, men som en gigantisk folkefest i hele Berlin.
Murens fald sluttede i øvrigt ikke med en ligeværdig sammenlægning af de to Tysklande, men det er en anden historie.
Jens Winther er journalist, forfatter og tidligere medarbejder på Kristeligt Dagblad
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad