På jagt efter en brønd i den afghanske ørken

De pansrede mandskabsvogne gør brat hold i ørkensandet. Konvojen har nået sit mål. Et par hundrede meter længere fremme ligger den grønne zone, hvor brønden, der skal skaffe vand til en lille klynge af lerklinede huse – eller compounds, som soldaterne kalder dem – angiveligt skulle være blevet bygget. CIMIC-folkene har betalt den afghanske mand halvdelen af pengene for byggeriet. Den anden halvdel får han først, når de har sikret sig, at den rent faktisk er blevet bygget. Og det har indtil nu været svært at finde beviser. Soldaterne stiger af og fortsætter til fods, mens køretøjerne larmende vender rundt og forsvinder i ørkenen.

Landskabet er fortsat stenet og goldt, men små grønne gevækster og undseelige lilla blomster dukker stadig hyppigere op i den sandede jord, jo tættere soldaterne kommer på floden. Ligesom Nilen i Afrika giver Helmand-floden liv til hele provinsen. Det er langs dens breder, afgrøderne, grøntsagerne og de enorme partier af hamp og opium, der holder gang i Afghanistans underdrejede økonomi, dyrkes og høstes.

De kampklædte soldater vader ud i det kølige flodvand med støvler, oppakning og de fuldautomatiske geværer løftet højt over hovederne. Strømmen er stærk, og vandet går dem til brystet, alligevel når alle til sidst sikkert over på den modsatte bred, hvor den stenede ørkenjord er afløst af vilde grønne planter og marker, der bugner af gylden majs, sprøde gulerodstoppe og andre afgrøder i snorlige rækker. Det ene lerklinede hus efter det andet dukker op langs den bugtede sti, der fører soldaterne dybere ind i zonen. Og soldaterne, der bevæger sig frem i en kædeformation – den ene et par meter foran den anden – tiltrækker hurtigt børnenes opmærksomhed. De kigger nysgerrigt, vinker og råber, mens mændene i markerne stopper op midt i deres arbejde. Der er ingen kvinder eller større piger at se, højst et glimt af en himmelblå burka, der hurtigt forsvinder bag en dør eller et vindue. Men det er heller ikke kvinderne, CIMIC-folkene er her for at tale med. Daniel og Simon henvender sig først og fremmest til de ældre mænd – familie- og klanoverhovederne – efterhånden som de arbejder sig gennem ruten mod den eftersøgte brønd. De spørger til Taleban, til høsten og til vandforsyningen. Og meldingerne fra de lokale ligner til forveksling hinanden. De er glade for at være fri for trusler og den brutale justits, som oprørshæren praktiserer. Men de er fattige, mangler lægehjælp, skoler og basale fornødenheder. Og fremskridtene lader vente på sig. De har måske hørt om ISAF-styrkernes genopbygningsprojekter i andre dele af provinsen, men de betyder ingenting her, hvor børn fortsat dør af almindelige børnesygdomme og må nøjes med den uddannelse, de kan få hos den lokale imam. Distriktsguvernøren i Helmand har introduceret et nyt hvedeprogram, der skal få bønderne til at skifte hamp og opium ud med korn. Men de lokale er ikke meget for at smide den såsæd, de allerede har, væk, af frygt for at de alligevel aldrig modtager hveden. Og CIMIC-soldaterne kan godt forstå deres skepsis. Rygterne vil allerede vide, at kun storbønder med gode forbindelser står til at få den hvede, de har brug for. Og det vil ikke blive første gang, Simon og Daniel finder sten i de sække med korn, der skal deles ud blandt provinsens fattigste bønder.

Den menneskelige armod står i skarp kontrast til det smukke og frodige landskab. Og indtil videre udebliver de frygtede baghold og de pludselige skudsalver fra majsmarkerne. Tilbage er kun de lokale bønder og deres børn, der ser foruroligende sårbare ud ved siden af de langt større og kampklædte nordiske soldater.

Da soldaterne efter flere timer til fods i terrænet når frem til koordinaterne for brønden, bryder gruppen op. Daniel fortsætter alene sammen med en lille gruppe. Den afghanske mand vil ikke have for mange Nato-soldater omkring sit hjem. Andre er blevet dræbt for mindre. Og selvom talebanerne ikke har overtaget i området nu, kan de hurtigt vende tilbage, og så vil straffen falde hårdt og nådesløst over dem, der har samarbejdet med de allierede styrker.

Imens gør Simon og resten af gruppen holdt ved en flaskegrøn og meterhøj hampmark. En afghansk mand og tre små drenge nærmer sig forsigtigt. Manden spørger til ISAF-styrkernes holdning til hash- og opiumsdyrkning, mens han ivrigt forsikrer, at det ikke er hans cannabis, soldaterne sidder midt i. Simon, der nok har beslaglagt sin del af illegale stoffer i sit arbejde som politimand hjemme i Danmark, trækker på skulderen og forklarer, at Nato foretrækker hvede, men ikke slår ned på hverken hash eller opium. Et forbud mod de illegale planter ville være som at tage brødet ud af munden på den afghanske civilbefolkning. Landet står for 93 procent af verdens samlede opiumproduktion. Halvdelen af den produceres i Helmand.

Beskeden gør manden synligt bedre tilpas. Han fortæller om sine problemer med årets majshøst og om drømmene for sine sønner, som han ønsker skal starte i skole. De skal lære at læse og skrive og forstå verden bedre end han selv, synes han. Drengene prøver Simons hjelm, og kaptajnen giver dem tre kuglepenne og viser dem, hvordan man kan bruge dem til at tegne og skrive med på små lapper papir. De tre drenge griner højt og smittende, og kampsoldaterne smiler under de mørke fragmentationsbriller. Der er en god stemning og et sært naivt håb i luften.

Men i Afghanistan går håb og skuffelser hånd i hånd. Daniel vender kort efter tilbage med uforrettet sag. Brønden er aldrig blevet bygget, og manden, der var betalt for at bygge den, er som sunket i jorden. Han har stukket pengene i lommen, og de mennesker, der havde brug for brønden, har fortsat intet vand. CIMIC-patruljen er slut, og soldaterne sætter kurs mod det nærmeste tjekpoint, hvor de pansrede køretøjer venter på at samle dem op og køre dem tilbage til Camp Price. Der var ingen brønd at finde i den afghanske ørken, men Simon og Daniel har indhentet en masse væsentlige informationer fra området – informationer om Taleban, om høsten, om sundhedstilstanden og om de lokales ønsker til projekter. Vigtigst af alt har CIMIC-patruljen med tilstedeværelsen af de mere end 50 kampklædte soldater markeret, at området ikke står åbent for overtagelse for Taleban, men er under opsyn og beskyttelse. Selvom patruljen i den grønne zone ikke var nogen succes, var den altså heller ingen fiasko. Det var bare en patrulje, som de er flest i Helmand-provinsen. Et skridt frem og et tilbage.

Dagen efter patruljen lykkes det Daniel og Simon at opspore den afghanske mand. Sammen får de to CIMIC-folk overtalt ham til at genoptage arbejdet med brønden.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk